Brand var skyld i flystyrt

16x9
Her ses oliesporet i Middelhavet efter det havarerede fly, der kostede 66 mennesker livet. Nu er årsagen fundet. Foto: ESA

Fransk undersøgelseskommission afviser dermed tesen om en forudgående eksplosion på det egyptiske fly, der i maj 2016 styrtede ned i Middelhavet.

Det var en ild, der bredte sig hurtigt. Så hurtigt, at branden aldrig blev slukket og til sidst forårsagede et styrt i Middelhavet, da et egyptisk Airbus A320 fly i maj 2016 forulykkede.

Efter ulykken, der kostede 66 mennesker livet, var de egyptiske myndigheder først ude med en teori om, at en bombe havde forårsaget branden ombord.

Der blev angiveligt fundet spor af eksplosiver på nogle af de omkomne, der blev bjærget efter styrtet, der skete på en flyvning mellem Paris og Kairo. Dette var dog ikke tilfældet.

Røg fra toilet og elektronikrum

De registrerede data stemmer overens med tidligere meldinger om, at der kom røg fra flyets toilet og et elektronikrum.. Der er samtidig fundet sod og skader fra høj varme på vragdele fra flyets næseparti, oplyser efterforskerne.

Begge flyets sorte bokse blev bjærget efter styrtet, men teknikken var beskadiget, hvilket forsinkede efterforskningen. Det lykkedes siden den franske havarikommission at reparere den af de sorte bokse, der indeholder tekniske oplysninger om flyvningen. Og her fremgår det af kommunikationen mellem besætningen i cockpittet, at der er udbrudt brand.

- Det var en brand, der spredte sig meget hurtigt og som betød, at man mistede kontrollen med flyet, hedder det i rapporten fra BEA, den franske havarikommission.