Tyske partier enige - asylsøgere skal kunne sendes tilbage

Partierne CDU, CSU og SPD har indgået en fælles aftale om håndteringen af flygtninge ved de tyske grænser.

De tre partier i Tysklands koalitionsregering er blevet enige om de tiltag, der skal forsøge at løse problemerne med illegale migranter.

Forbundskansler Angela Merkels konservative parti, CDU har torsdag aften dermed indgået en aftale med søsterpartiet fra Bayern, CSU, og socialdemokraterne fra SPD.

Der er endnu ikke mange oplysninger om den konkrete aftale, men indenrigsminister og leder af CSU-partiet, Horst Seehofer, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han er "meget tilfreds" med den migrationsaftale, der er indgået.

Leder af SPD, Andrea Nahles, omtaler ifølge det tyske medie Die Welt den nye asylaftale som værende en "god løsning" og betegner den som en "omorganiseringspakke".

Politistationer inddrages 

Horst Seehofer har krævet, at der oprettes transitcentre ved Tysklands grænser.

Det tyske nyhedsbureauet dpa skriver, at SPD ikke kan lide ordet "transitcentre", så det optræder derfor ikke i aftaleteksten.

Centrene vil fremover blive etableret i allerede eksisterende politistationer. Her skal det afgøres, om en migrant kan søge asyl i Tyskland. Hvis en flygtning har søgt asyl i et andet EU-land, skal personen skal afvises og sendes tilbage til EU-landet inden for to døgn.

De tre partier blev enige om denne løsning torsdag aften.

Lov har ikke fungeret i praksis

En del af uenigheden mellem Indenrigsminister Horst Seehofer og kansler Angela Merkel har handlet om flygtningespørgsmål. CSU og Seehofer har krævet, at migranter der har søgt om asyl i et andet EU-land, ikke skal have lov til at komme til Tyskland.

De skal derimod sendes til det EU-land, som de har søgt asyl i tidligere, sådan som den såkaldte Dublin-forordning foreskriver.

Forordningen har dog i praksis ikke fungeret under migrantkrisen, der for alvor begyndte i 2015.

Uenigheden mellem partierne i forhold til asylpolitiken har truet med at sprænge regeringen og inden weekendens krisemøde mellem parterne, havde Horst Seehofer truet med at tage sin afgang fra indenrigsministerposten.