Elitesoldater, der skal redde drenge, ligner amatører, siger dykkere

16x9
Det første billede fra redningsaktionen inde i grotten. De to soldater ligner ifølge danske eksperter ikke mænd med forstand på, hvordan grottedyk foregår. Foto: Thailand Navy Seals

De thailandske Navy Seals, der i dagevis søgte efter en gruppe forsvundne drenge i en hule, var ifølge danske eksperter ikke udstyret til grottedyk.

De to karseklippede elitesoldater stod i mudret vand til midt på maven. 

De ligner to feriegæster

Thomas Ryge, dykkerinstruktør

Soldaterne havde hver en luftflaske på ryggen, og den ene havde sat sin dykkermaske op i panden.

Det var den 25. juni 2018, og de to unge mænd var del af en spektakulær redningsaktion.

Et fodboldhold og deres træner var forsvundet ind i et enormt hulesystem to dage før, og stigende vandstand i grotterne blokerede vejen ud. 

Soldaterne fra Thailands frømandskorps - der kaldes Navy Seals - havde fået til opgave at få drengene ud.

De var ankommet til hulen om morgenen den 25. juni, og soldaterne gik hurtigt i gang med eftersøgningen. 

Et eldorado for grottedykkere

Ifølge korpsets side på Facebook, nåede dykkerne syv kilometer ind i hulen. Nogle gange måtte de gå, andre gange måtte de svømme og nogle gange måtte de endda klatre.

Drengene forsvandt i det nordlige Thailand.
Drengene forsvandt i det nordlige Thailand. Foto: TV 2

Det lykkedes at finde spor efter drengene, men ikke at opklare, hvor de var. 

Thailand er et af de steder i verden, hvor dykning i underjordiske grotter er en attraktion blandt dykkere fra hele verden.

Der er en lang række dykkerskoler i landet der tilbyder kurser i grottedykning og flere instruktører med stor erfaring i grottedyk i landet.

Det er ikke udstyr til en redningsaktion dybt under jorden

Thomas Ryge, dykkerinstruktør

Så da historien om de forsvundne drenge ramte de thailandske tv-skærme tilbød flere af grottedykkerne deres hjælp.

TV 2 har været i kontakt med tre danske grottedykkere der enten selv tilbød deres hjælp, eller arbejder hos et firma der gjorde.

Thailandske soldater inde i grotten den 1. juli. På det tidspunkt havde de fået hjælp af dykkere med speciale i dykning under jorden.
Thailandske soldater inde i grotten den 1. juli. På det tidspunkt havde de fået hjælp af dykkere med speciale i dykning under jorden. Foto: Royal Thai Navy / Ritzau Scanpix

En af dykkerinstruktørerne hedder Claus Rasmussen.

Han hørte selv om drengenes forsvinden på thailandsk tv, og hans firma tilbød med det samme deres ekspertise inden for dykning dybt under jorden.

Men de thailanske myndigheder mente i første omgang, at de kunne finde drengene selv. 

- Der gik faktisk et par dage, før militæret var villige til at modtage hjælp, siger Claus Rasmussen til TV 2.

Billede vækker undren

Så eksperterne måtte vente, mens de thailandske soldater selv forsøgte at dykke gennem de smalle gange under det mudrede vand dybt nede under jorden.

De thailandske Navy Seals orienterede selv offentligheden om missionen via deres side på Facebook, og her blev lagt billeder op fra redningsaktionen.

Posted by Thai NavySEAL on Friday, June 29, 2018
Posted by Thai NavySEAL on Friday, June 29, 2018

Billedet af de thailandske elitesoldater i grotten fra den 25. juni vækker undren hos to danske eksperter i grottedykning.

En af dem er Casper Dreiøe, der har været grotteinstrukør i ti år og har beskæftiget sig med grottedykning i blandt andet Mexico, Spanien, Tyskland og miner i Sverige ned til 74 meters dybde.

- Da jeg så billederne af de thailandske dykkere tænkte jeg, at hvis det var dem, der skulle redde drengene, ja, så var det dømt til at gå galt, siger Casper Dreiøe til TV 2.

- Det udstyr, de har på er ikke egnet til huledyk, siger han.

Han tager dog forbehold, da han ikke ved præcis, hvilke omstændigheder billedet er taget under. Man kan nemlig godt kan foretage simple dyk i en grotte med udstyr til fritidsdykning.  

Dykkerinstruktør Thomas Ryge, der også er en erfaren grottedykker, kan heller ikke forstå, at professionelle soldater foretager grottedyk i det udstyr, der ses på billedet. 

- De ligner to feriegæster, siger han til TV 2 om det første billede af dykkerne i hulen.

Thailands militær har ikke oplyst om deres soldater er uddannet til at dykke i grotter, men soldaternes udstyr ser ifølge de danske eksperter amatøragtigt ud.

De thailandske dykkere benytter luftflasker med en såkaldt Yoke-ventil. Normalt anvender professionelle dykkere en såkaldt DIN-ventil, der er mindre sårbar.
De thailandske dykkere benytter luftflasker med en såkaldt Yoke-ventil. Normalt anvender professionelle dykkere en såkaldt DIN-ventil, der er mindre sårbar. Foto: Thailand Navy Seals
Ventilerne på dykkerflaskerne her er sårbare over for stød. Derfor anvendes de normalt ikke til komplicerede dyk.
Ventilerne på dykkerflaskerne her er sårbare over for stød. Derfor anvendes de normalt ikke til komplicerede dyk. Foto: Thailand Navy Seals

- Det ligner noget fra en lokal dykkerskole. Det er udstyr til fritidsdykning, ikke udstyr til en redningsaktion dybt under jorden, siger Thomas Ryge.

Dykkerinstruktør Thomas Ryge mener ikke, at udstyret er egnet til redningsaktionen.

Ifølge de to eksperter afslører billedet en lang række brud på de mest elementære regler for grottedykning.

- De har for eksempel kun en flaske luft med hver, siger Casper Dreiøe.

Normalt har grottedykkere altid to flasker luft med.

- Alt der er livsvigtigt, skal være dobbelt. Jeg ville aldrig bevæge mig ned med mindre, siger Thomas Ryge.

Fejl og mangler

Dykning med en enkelt flaske kan være livsfarligt, da man ikke hurtigt kan stige op til overfladen når man er i en grotte.

Elitesoldaternes udstyr lider ifølge to danske eksperter af flere fejl og mangler.
Elitesoldaternes udstyr lider ifølge to danske eksperter af flere fejl og mangler. Foto: Thailand Navy Seals / TV 2

Men manglen på ekstra flasker er ikke det eneste.

- Deres udstyr er ikke strømlinet. Deres slanger kan hænge fast, og så sidder ventilerne på deres flasker meget udsat, siger Casper Dreiøe.

Når grottedykkere skal gennem smalle passager, har de ofte deres lufttanke på siden af kroppen, men på billederne af de thailandske soldater er tankene på ryggen.

Det kan være farligt, hvis den ventil, der sidder på toppen af flasken rammer en sten.

- På den type ventiler, som bliver brugt her, er der en O-ring, der sidder meget yderligt. Hvis den får et stød, vil flasken begynde at lave bobler. Så er det, man skal skifte til sin anden tank - men den har de jo ikke med, siger han.

Ifølge Thomas Ryge virker det også som om, at dykkernes lygter ikke er af den lysstærke type, der normalt anvendes ved grottedyk.

Og, så er der heller ikke nogle synlige sikkerhedsliner, som soldaterne kan bevæge sig langs på billedet - men de kan være skjult i det mudrede vand.

Desuden bærer nogle grottedykkere hjelm til deres lygter, så de har hænderne fri - og det ser de thailandske dykkere heller ikke ud til at gøre.

En dykker er død under redning af fodbolddrengene i grotten. Drengene befinder sig fire kilometer inde i grotten, og med blandt andet smalle passager og mørke er det vanskeligt at nå ind til dem.

Fundet af britiske dykkere

De 12 drenge og deres fodboldtræner blev fundet efter otte døgn i klippehulen.

Dykkerne, der kom gennem de smalle passager under bjerget, var ikke fra de thailandske Navy Seals.

De to britiske grottedykkere Richard William Stanton (t.v.) og John Volanthen fandt drengene.
De to britiske grottedykkere Richard William Stanton (t.v.) og John Volanthen fandt drengene. Foto: Lillian Suwanrumpha / Ritzau Scanpix

I stedet var det de to britiske grottedykkere Richard Stanton og John Volanthen, som kom op af det mudrede vand få meter fra den del af hulen, hvor drengene havde siddet i otte døgn i totalt mørke.

På det tidspunkt havde fodboldholdet været uden kontakt med omverdenen og uden viden om, at hjælpen var på vej.

Drengene modtager nu hjælp inde i hulen.
Drengene modtager nu hjælp inde i hulen. Foto: Reuters Tv / Ritzau Scanpix

Om hjælpen kunne have været hurtigere fremme, hvis Thailands militær havde givet grønt lys til de eksperter i grottedyk, der tilbød at hjælpe, er svært at spå om.

De to danske grottedykkere Claus Rasmussen og Ivan Karadzic fik lov til at arbejde som konsulenter for Thailands militær, da myndighederne først åbnede for hjælp fra frivillige udlændinge.

De plejer ikke at gå ned på udstyr

Kritikken af de thailandske elitesoldaters udstyr undrer journalist og ekspert i Thailand, Michael Rastrup Schmidt. Han har boet i landet i en årrække og arbejdet som korrespondent for TV 2.

- Umiddelbart vil jeg mene, at de thailandske elitesoldater er meget professionelle. De plejer ikke at gå ned på udstyret, siger han.

Myndighedernes første forsøg på at redde drengene uden hjælp fra frivillige eksperter i grottedyk forstår han godt.

- De har helt sikkert ville køre det selv, men det er vel i virkeligheden ikke så unormalt. Hvis noget lignende skete i Danmark, ville vores myndigheder nok også prøve selv først, siger han.

Drengene er fortsat fanget i klippehulen, hvor de har fået vand og mad.

Imens arbejder de thailandske elitesoldater og en stor mængde frivillige med at tømme grottesystemet for vand.

Hvis det ikke lykkes skal drengene og deres træner lære at dykke gennem de smalle gange i grotten.

Hvem der skal lære dem op er ikke oplyst.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Thailands Navy Seals til denne artikel, men korpset har ikke svaret på vores henvendelser.