Kun to hunner er i live - nu øjner forskere håb for næsten uddød næsehornart

Reagensglasbefrugtning skal holde liv i den allersidste rest af gener fra det hvide næsehorn.

Når det kommer til mennesker er reagensglasbefrugtning blevet en ganske udbredt og sikker metode mod barnløshed.

Men med næsehorn er det mere kompliceret. Og når det gælder det udrydningstruede nordlige hvide næsehorn forekommer det næsten som en scene fra 'Jurassic Park' at skulle holde liv i racen.

Håbet lever dog bedre, end det har gjort i lang tid. For nu er det lykkedes forskere dels at hente æg ud af de to sidste overlevende hvide hunner og dels at få dem befrugtet med nedfrosset sæd fra hedengangne hanner, hvoraf den sidste døde 45 år gammel i 2017.

- Man kan ikke nå æggestokkene med hånden, så vi måtte udvikle en specialmetode med ultralyd for at få en nål ind og få fat i æggene, siger professor Thomas Hildebrandt fra Leibniz Instituttet i Berlin.

Håbets farve og en slange i paradiset

Ifølge holdet, der har arbejdet på at holde liv i den uddøende art af næsehornet, kan en unge optimistisk set være født om tre år, hvis ellers de befrugtede æg udvikler sig, som de skal.

- Alle troede, at alt håb var ude, men med denne metode er vi meget, meget fortrøstningsfulde, og nu tror vi på, at det kan være muligt at genrejse en population af hvide næsehorn, siger Thomas Hildebrandt til BBC.

De lykkelige omstændigheder for det hvide næsehorn er dog ikke uden en slange eller to i paradiset.

Ifølge zoologen Terri Roth fra Cincinnati Zoo er det forbundet med store udfordringer at få et kunstigt befrugtet æg til at blive i livmoderen.

- Kunstig befrugtning har endnu ikke vist sig at fungere, og der er kun to hvide hunnæsehorn tilbage, så der er meget få at tage af. Også når det kommer til at hente æg ude i fremtiden, siger Terri Roth.

Sidste han blev aflivet sidste år

Det sidste nordlige hvide hannæsehorn blev aflivet sidste år, da Sudan - som det hed - vandrede til de evige savanner efter længere tids sygdom.

Selvom Sudan gik sammen med racens to sidste hunner de sidste par år, så lykkedes det ikke at få befrugtet en af disse på naturlig vis. Det viste sig nemlig, at den ene var steril, og den anden ikke kunne bære et foster hele vejen gennem en graviditet.

Derfor kan løsningen være at sætte det befrugtede æg op i en hun af racen sydligt hvidt næsehorn, som genetisk kommer tættest på Sudan og hans artfæller.

I 1970'erne levede der mere end 20.000 næsehorn i Kenya. Lige nu er antallet i det store afrikanske land nede på omkring 650 - hvoraf stort set alle er de såkaldt sorte næsehorn.