200 får flået af ulve i Norge - den første er skudt, og jagten fortsætter

16x9
Den døde hanulv. Foto: Statens Naturoppsyn / Scanpix

Et ulvepar har den seneste tid hærget så voldsomt i Norge, at der er oprettet kriseberedskab og sammensat et jagthold for at skyde dem.

Lyden af skud flængede stilheden blandt fjeldene 200 kilometer nord for Oslo i morges.

Det kan ikke fortsætte på denne måde

Odd Rune Enget, fåreavler

Der blev skudt mod to ulve, som den seneste tid har slagtet løs blandt områdets dyr.

En ulv faldt død om på på det grågrønne lav, mens den anden stak af.

- Tidligt i dag kom de to ulve ind ved Storlegda. De angreb nogle får, og der blev skudt, siger lederen af jagtholdet, Jo Esten Trøan, til NRK.

Han har sammen med tre andre jægere været i hælene på de to rovdyr i et stykke tid.

- Den anden ulv flygtede fra stedet og drog mod nord, så vi fortsætter jagten på den, siger han.

Ulvedrabet er den seneste udvikling i en sag, der på ny sætter fokus på ulve i Norge.

 Ulvene har flået områdets får.
Ulvene har flået områdets får. Foto: Fellingslaget i Tolga og Tynset

Normalt er det forbudt at skyde ulve, men parret her har lavet så meget ravage, at myndighederne har godkendt, at dyrene skal dø.

De to ulve har den seneste tid dræbt omkring 200 får, anslår områdets fåreavlere ifølge NRK.

Kriseberedskab

Ulveangrebene har været så omfattende, at Tolga kommune - hvor angrebene har fundet sted - har oprettet et kriseberedskab for de berørte fåreavlere.

- Det opleves som en katastrofe for den enkelte bonde, der bliver udsat for dette. Det er krævende at skulle lede efter kadavere og tage livet af sårede får. Flere er også usikre på erstatningsordningerne, siger Ragnhild Aashaug, der er talskvinde for Tolga kommune til NRK.

Angrebene har samlet indbyggerne i Tolga, og i mandags mødte 80 personer op for at søge efter fårekadavere i fjeldet.

De lokale fåreavleres formand, Odd Rune Enget, siger til NRK, at han frygter for fremtiden i området, hvis ulvene er kommet for at blive.

- Det kan ikke fortsætte på denne måde, det opleves som helt meningsløst og som en enorm belastning for dem, der oplever det, siger han.

Sagen har fået Norges miljøminister, Ola Elvestuen, til at planlægge et besøg i Nord-Østerdal på søndag for at møde de berørte fåreavlere.

Ulve er normalt et sjældent syn i Tolga Kommune, men hos Statens Naturopsyn tror man, at de to ulve var ved at slå sig ned i området.

- Der er jo registreret både en hun- og en hanulv, så det er naturligt at tænke sig, at de prøver at finde egnede områder at slå sig ned i, siger Stein Arne Brendryen fra Statens Naturoppsyn til NRK.

Nu skal en dna-test afgøre, hvor den dræbte ulv kommer fra.

Myndighederne tror, at parret er indvandret fra Sverige, hvor der er en fast bestand.

Ulve har i den senere tid vores omdrejningspunktet for heftigt debat i Danmark. Også i Polen er rovdyrene på dagsordenen. Senest i dag, hvor en ulv gik til angreb på to børn. Læs den historie her.