Uber vinder britisk retssag og får licens i 15 måneder

16x9
Uber vinder sag i London. Foto: Simon Dawson / Ritzau Scanpix

Den britiske myndighed Transport for London tog licens fra Uber, men kørselstjenesten har fået den tilbage.

Uber har vundet en appelsag om at drive kørselstjeneste i London, meddeler en britisk dommer tirsdag. Den amerikanske tjeneste, hvor brugere via en app på deres telefon kan bestille en køretur, har fået licens for 15 måneder.

Der ventes dog en evaluering efter et halvt år, skriver flere britiske medier. 

Den britiske transportmyndighed Transport for London (TFL) havde taget licensen fra Uber. 

Det var ifølge Ubers øverste chef i Storbritannien, Tom Elvidge, helt i orden. Britiske medier rapporterede mandag, at Elvidge fandt beslutningen rimelig, da Uber havde begået fejl.