Prins William er landet til sin måske største udfordring i fremmede lande

16x9
Jordans kronprins, Hussein bin Abdullah, tager imod prins William. Foto: Khalil Mazraawi / Ritzau Scanpix

Mens Israel ser det royale besøg som en mulighed for at vise landet frem, håber Palæstina, at Prinsen kan være med til at bygge en bro mellem landene.

Prins William kan meget vel stå over for sin største internationale udfordring til dato.

I løbet af de næste fem dage skal han på en rundrejse i Jordan, Israel og Palæstina, hvor han med finmotorik skal balancere sig gennem politik, diplomati og sin titel som prins.

Selvom det britiske kongehus bryster sig af ikke at involvere sig i politik, bliver prins Williams første skridt i Mellemøsten allerede tolket som en ren politisk handling.

Kensington Palace har ellers understreget, at turen ikke er politisk, men i stedet har fokus på befolkningen og kulturen i områderne. Men Prinsens skema viser noget andet, mener Manuel Hassassian, Palæstinas ambassadør i London.

- Uanset hvad den britiske regering gør, er dette besøg i sig selv et politisk besøg, siger han ifølge The Telegraph.

- Vi er ligeglade med den officielle, britiske fortolkning. Vi går i stedet op i vores indtryk, og hvad Prinsen kan gøre, og hvilke beskeder han giver, når han møder begge sider (Israel og Palæstina, red.).

Soldater fra Jordan under modtagelsen af prins William.
Soldater fra Jordan under modtagelsen af prins William. Foto: Muhammad Hamed / Ritzau Scanpix

Hver en bevægelse vil blive overvåget

Prins William, som med sine fem dage i Mellemøsten er den første kongelige i Storbritannien til at aflægge et officielt besøg i Israel og Palæstina, starter sit ophold i Jordan.

Søndag blev han modtaget af landets kronprins, Hussein bin Abdullah. Det var første gang, de to mænd mødte hinanden. Ifølge begge kongehuse er håbet, at mødet vil skabe grobund for et godt forhold mellem de to lande, skriver CNN.

Udover mødet med Kronprinsen vil prins William også deltage i en række møder og arrangementer med børn i landet.

Mandag bliver en rejsedag, hvor han forlader Jordan til fordel for Israel. Efter et morgenbesøg tirsdag ved det israelske holocaustmuseum vil han mødes med landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og præsident Reuven Rivlin.

Prins William kan her forvente, at hvert et ord og bevægelse vil blive overvåget, skriver CNN.

Prins William deltager i en fejring af dronning Elizabeth hos Storbritanniens diplomat i Jordan, Edward Oakden.
Prins William deltager i en fejring af dronning Elizabeth hos Storbritanniens diplomat i Jordan, Edward Oakden. Foto: Muhammad Hamed / Ritzau Scanpix

Onsdag er et møde med Palæstinas præsident, Mahmoud Abbas, planlagt i Ramallah på Vestbredden, mens han dagen efter vil besøge Oliebjerget i Jerusalem og kirken St. Maria Magdalena, som ligger i Gethsemane Have, hvor hans oldemor prinsesse Alice ligger begravet.

Udover møder med politiske overhoveder vil prins William også besøge unge, syriske flygtninge, studerende fra Jordan og børn i Tel Aviv.

Prinsen kan være en bro mellem landene

Rundrejsen sker kort tid efter 70-årsdagen for Israels oprettelse i 1948, hvilket samtidig også er 70-årsdagen for begyndelsen på den jødiske indvandring fra Israel til Palæstina.

En årelang kamp mellem Israel og Palæstina, om hvem der - historisk set - har mest ret til at have Jerusalem som hovedstad, fik et opsving, da USA's præsident, Donald Trump, valgte at flytte Israels ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det sendte et fysisk signal om, at USA anerkender byen som Israels hovedstad.

Den palæstinensiske ambassadør Manuel Hassassian mener, at prins Williams besøg symboliserer en anerkendelse af Palæstina og dets folk.

- Vi håber, at Prinsen vil være en bro mellem palæstinensere og israelere, når han besøger begge sider, siger han ifølge The Telegraph.

I den israelske lejr er forventningen til besøget af en anden karakter.

- Vi har ikke til hensigt at inddrage Prinsen i politik. Målet er at vise Israels resultater og få et meget stærkt, tosidet samarbejde, siger Mark Regev, som er Israels diplomat i Storbritannien, til The Telegraph.

Prins Williams hustru, Storbritanniens hertuginde Catherine af Cambridge, som fødte parrets tredje barn i slutningen af april, deltager ikke i rundrejsen med sin mand.