Melania Trump besøgte børn i lejre, men det var hendes jakke der stjal fokus

Var det et skjult budskab eller bare dårlig timing, spurgte mange sig selv. Men førstedamens folk afviser, at jakken havde nogen særlig betydning.

Den amerikanske førstedame, Melania Trump, besøgte torsdag grænsen mellem USA og Mexico.

Her skulle hun blandt andet se nærmere på to interneringslejre for migrantbørn, der er blevet adskilt fra deres forældre, efter at deres familier er kommet illegalt ind i USA.

Tiltaget fra Donald Trumps regering har været stærkt omdiskuteret i USA, og førstedamen har tidligere udtalt sig kritisk i forhold til familieadskillelserne.

Hendes besøg ved grænsen har derfor fået stor international opmærksomhed. Men ikke så meget på grund af Melania Trumps handlinger. Det er snarere hendes jakke, som er kommet i fokus.

Både før og efter sit besøg var hun iført en olivengrøn jakke med påskriften "I really don't care. Do u?" (jeg er ligeglad med det, hvad med dig?, red.) i hvide, graffitilignende bogstaver.

Mange kommenterede hurtigt på jakken og den dårlige timing i forhold til besøget hos migrantbørnene. Blandt andet menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals amerikanske afdeling:

- Vi er rystede over den åbenbare mangel på empati i Melania Trumps jakke, som hun bar i forbindelse med sit besøg hos tilbageholdte børn i Texas, skrev organisationen på Twitter.

Melania Trump vakte opsigt med jakken på vej til sit besøg. Men trods kritikken trak hun i den igen, da hun skulle hjem.
Melania Trump vakte opsigt med jakken på vej til sit besøg. Men trods kritikken trak hun i den igen, da hun skulle hjem. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix

Afviser skjult budskab

Nogle medier og brugere på sociale medier har derudover bidt mærke i en anden detalje - at der er tale om en jakke fra tøjkæden Zara til en værdi af 250 kroner. Blandt andet The Guardian påpeger, at det er et noget uvant tøjvalg fra præsidentfruens side, da hun ved offentlige begivenheder som regel er iklædt dyrt designertøj.

Melania Trump bar ikke jakken under selve besøget i lejrene, og hendes folk har efterfølgende været ude at fastslå, at der ikke var nogen særlig betydning i hendes tøjvalg.

Melania Trump ses her - uden jakken - under selve besøget i en af lejrene for migrantbørn, der er blevet adskilt fra deres forældre.
Melania Trump ses her - uden jakken - under selve besøget i en af lejrene for migrantbørn, der er blevet adskilt fra deres forældre. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

- Det er en jakke. Der var ikke noget skjult budskab. Efter dagens vigtige besøg i Texas håber jeg ikke, at medierne kommer til at fokusere på hendes påklædning, oplyser talskvinden Stephanie Grisham til CNN.

Det er Melania Trumps mand, præsident Donald Trump, dog ikke enig i. Senere torsdag blandede han sig i debatten og hævdede, at jakkens budskab var rettet mod medierne.

- [Teksten] bag på Melanias jakke refererer til fake news-medierne. Melania har indset, hvor uærlige de er, og nu er hun oprigtig ligeglad med dem, lød det fra præsidenten på Twitter.

Optagelser af grædende børn

Lejrene, som Melania Trump besøgte, huser en del af de mere end 2300 immigrantbørn, som er blevet adskilt fra deres forældre.

Videooptagelser af børn i store bure og lydoptagelser med gråd har udløst massiv kritik både internationalt og i USA.

Mange har dog rost førstedamen for tilsyneladende at tage afstand fra sin mands politik. Søndag, da Donald Trump endnu forsvarede familieadskillelserne, udtalte præsidentfruen via sin talskvinde, at hun "hader" at se familier blive adskilt på grænsen.

Derfor kan det også virke ironisk, at hun nu mødes af kritik for netop ikke at udvise nok empati for børnene.

Onsdag gav Donald Trump efter for presset og underskrev et dekret, som sætter en stopper for praksissen med at fjerne børn fra deres forældre.