Helt land lukker for internettet under eksamener

16x9
Modsat de danske kommer de algeriske gymnasieelever ikke til at have nogen elektroniske enheder til rådighed til deres afsluttende studentereksamen. De skal nemlig igennem en metaldetektor for at komme ind i eksamenslokalet. (Arkiv) Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Hele Algeriets befolkning må undvære internet og Facebook, når de algeriske gymnasieelever tager deres afsluttende studentereksamen.

Med en hotline til en klog ven uden for skolen eller et eksemplar af prøven et par dage i forvejen ville eksamen gå som en leg. Men det ville også være snyd.

Så hvordan sikrer man, at eksaminanderne ikke falder i den fælde, som ifølge undervisningsminister Merete Riisager er for fristende for unge mennesker, når de har adgang til internettet?

Mens ovenstående minister som løsning indførte begrænset internetadgang ved eksamen i gymnasiet fra 1. august 2017, er de gået mere drastisk til værks i Algeriet.

Det nordafrikanske land har nemlig lukket for internettet i hele landet, mens de algeriske gymnasieelever tager deres sidste og afsluttende studentereksamen. Det skriver BBC.

Offline i eksamenssæsonen

Landets internettjenester – også på mobiltelefonen – vil være offline i to timer efter eksaminernes begyndelse. Sådan vil det gentage sig hver dag gennem hele eksamensperioden, der varer fra den 20. til 25. juni.

Mørklægningen er et værn mod eksamenssnyd, som eskalerede i 2016, hvor eksamensspørgsmålene blev lækket før og under prøverne.

Myndighederne forsøgte i 2017 at løse problemet ved at bede internetudbyderne om at lukke for adgangen til sociale medier, men det viste sig ikke at være nok.

Den algeriske undervisningsminister, Nouria Benghabrit, fortalte ifølge BBC den lokale avis Annahar, at udover internettet vil også Facebook være blokeret i hele landet under eksaminerne.

Metaldetektorer og støjsendere

Og det stopper ikke her.

Alle elektroniske enheder med internetadgang er bandlyst ved eksamenslokalerne. Derfor skal de mere end 700.000 algeriske elever igennem metaldetektorer, før de kan tage plads ved eksaminationsbordet.

Nouria Bengharbrit fortæller også, at der vil være opsat overvågningskameraer og støjsendere de steder, hvor opgaverne bliver printet.

Ikke de første

Algeriet er ikke det første land til at gå så drastisk til værks i kampen mod eksamenssnyd.

Etiopien lukkede også for internetadgangen i hele landet i 2017, efter aktivister i protest mod en skolelukning året før havde lækket 12. klasses afsluttende eksamensopgave, der giver adgang til universitetet, skriver The Guardian.

Det samme gjorde Irak i 2015 og 2016 – her var det for at forhindre landets sjette klasser i at snyde, skriver The Atlantic.

Og i Usbekistan lukkede man ifølge Radio Free Europe/Radio Liberty sågar også landets sms-tjenester.