Lydfil med grådkvalte børn udløser ramaskrig og øger presset på Trump

Samtidig går de seneste fem førstedamer nu sammen og udtaler kritik af Trump-regeringens behandling af immigranter.

Stemmen i lydfilen er ikke til at tage fejl af. Det er et barn.

Den spæde pigerøst lyder skræmt.

- Jeg vil med min tante. Må jeg i det mindste ikke gå med min tante? Jeg vil have, at hun kommer.

Stemmen i lydfilen tilhører den seks år gamle Alison Jimena Valencia Madrid.

Hun blev adskilt fra sin mor på grænsen mellem USA og Mexico i sidste uge, skriver mediet ProPublica.

Det er samme medie, der har fået adgang til en otte minutter lang lydfil, der er optaget i et center nær grænsen, hvor immigrantbørn er placeret, mens deres forældres sag bliver behandlet af de amerikanske myndigheder.

I lydfilen kan man høre adskillige barnestemmer, der ifølge flere medier tilhører centralamerikanske børn, der er kommet over grænsen til USA.

Du kan høre lydfilen herunder:

Stemmerne i lydfilen er bare nogle få ud af de flere end 2.000 børn, der er blevet adskilt fra deres familier, siden den amerikanske regering indførte en nultolerance-politik over for immigranter ved den mexicanske grænse.

Ifølge Trump-regeringens nye tiltag bliver alle illegale immigranter, inklusive asylansøgere, sendt i fængsel og retsforfulgt. Imens bliver deres børn placeret i separate centre eller lejre.

Nå, vi har gang i et orkester her, hva’? Det, vi mangler, er dirigenten.

Mandlig medarbejder i lydfil

I lydfilen bliver den seks-årige Alison Jimena Valencia Madrid grådkvalt ved med at trygle om at tale med sin tante. Samtidig gentager hun et telefonnummer. 

- Ringer du til min tante, så hun kan komme og hente mig?

Imens diskuterer nogle af medarbejderne, hvordan de skal håndtere den unge pige.

- De har ikke givet hende noget mad endnu, fordi hun vil tale med sin tante først, så jeg ringer til hende, siger en kvindelig medarbejder.

De seneste dage har der været flere protester mod nultolerance-politikken.
De seneste dage har der været flere protester mod nultolerance-politikken. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Alison Jimena Valencia Madrid er ikke det eneste barn, man kan høre i lydfilen.

Et andet sted kan man høre en lys drengestemme, der græder højlydt og siger:

- Jeg vil ikke have, at de stopper min far. Jeg vil ikke have, at de deporterer ham.

Ifølge ProPublica er børnene i lydfilen mellem 4 og 10 år gamle. Lydfilen er angiveligt optaget mindre end 24 timer efter, at børnene er blevet adskilt fra deres forældre.

Den her nul-tolerance-politik er ondskabsfuld. Den er umoralsk. Og den får mit hjerte til at briste.

Laura Bush

Propublica skriver også, at medarbejdere i centeret forsøger at trøste børnene med slik og legetøj, men at børnene er utrøstelige.

Midt i lydfilen hører man en myndighedsmedarbejder, der tilsyneladende joker med situationen.

Mens flere børn højlydt græder, kan man høre manden sige:

- Nå, vi har gang i et orkester her, hva’? Det, vi mangler, er dirigenten.

Her ses immigrantbørn gå på række i en af de teltlejre, hvor de er anbragt, mens deres forældre får afgjort deres sag.
Her ses immigrantbørn gå på række i en af de teltlejre, hvor de er anbragt, mens deres forældre får afgjort deres sag. Foto: Mike Blake / Ritzau Scanpix

Til sidst i lydfilen kan man høre Alison Jimena Valencia Madrid, der med håb i stemmen fortæller, at hendes tante er på vej.

- Min mor siger, at jeg kommer med min tante, som kommer og henter mig her hurtigst muligt, så jeg kan gå med hende, siger den 6-årige pige.

Eskalerende kritik

Kritikken af den amerikanske regering og dens håndtering af immigranter er de seneste dage eskaleret.

Et billede, der er taget den 12. juni i Texas og viser en 2-årig pige fra Honduras, der græder, mens hendes mor bliver kropsvisiteret, bliver delt på de sociale medier og har sat sindene yderligere i kog.

Den toårige pige fra Honduras er opløst i gråd, mens hendes mor bliver kropsvisiteret.
Den toårige pige fra Honduras er opløst i gråd, mens hendes mor bliver kropsvisiteret. Foto: John Moore / Ritzau Scanpix

Det hører med til historien, at den lille pige kort efter kom tilbage til sin mor, hvorefter de - ifølge fotografen bag billedet - blev ført ind i grænsepolitiets bil

Samtidig har samtlige af de fem seneste førstedamer, inklusive den nuværende, nu udtalt sig kritisk om håndteringen.

Mandag udtalte førstedamen, Melania Trump, at hun ”hader at se børn blive adskilt fra deres familier”.

Hun udtaler også, at ”vi er nødt til at være et land, der følger alle love”, men også et land, der ”regerer med hjertet”.

Hun er siden blevet bakket op af de fire seneste førstedamer.

Blandt andet går Laura Bush, der boede i Det Hvide Hus i årene 2001-2009, i et indlæg hos Washington Post hårdt til regeringen.

- Jeg bor i en grænsestat. Jeg påskønner behovet for at beskytte vores internationale grænser, men den her nul-tolerance-politik er ondskabsfuld. Den er umoralsk. Og den får mit hjerte til at briste.

 Og Rosalynn Carter, hustru til Jimmy Carter, der var præsident 1977-1981, udtaler ifølge New York Times:

- Tidens politik og praksis med at fjerne børn fra deres forældre ved vores grænse til Mexico er skamfuld for vores land.

- Hvordan kan de behandle hende på den her måde?

Efter de fik adgang til lydfilen, har ProPublica ringet til det nummer, som Alison Jimena Valencia Madrid oplyser i lydfilen.

Og nummeret førte ganske rigtigt til pigens tante, der udtrykker stor sorg over situationen.

Den 2-årige pige fra Honduras tilbageholdes med sin mor nær grænsen til Mexico den 12. juni.
Den 2-årige pige fra Honduras tilbageholdes med sin mor nær grænsen til Mexico den 12. juni. Foto: John Moore / Ritzau Scanpix

Hun fortæller, at hun talte med sin niece.

- Det var det hårdeste øjeblik i mit liv. Hun græd og tiggede mig om at komme og hente hende. Hun sagde ’jeg lover at være sød, men vær sød at få mig ud herfra. Jeg er helt alene’, siger Alison Jimena Valencia Madrids tante til ProPublica.

Tanten fortæller desuden, at hun har talt med Alison Jimena Valencia Madrids mor, men at mor og datter stadig ikke har talt sammen. 

Hun fortæller også, at hendes niece, siden lydfilen er blevet optaget, er blevet flyttet til et center, hvor hun har en rigtig seng. Men samtidig har medarbejderne i det nye center advaret hende om, at hendes mor kan blive deporteret uden hende. 

- Jeg ved godt, at hun ikke er amerikansk statsborger. Men hun er et menneske. Hun er et barn. Hvordan kan de behandle hende på den her måde?