Australien tvinger præster til at bryde tavshedspligt

16x9
Efter flere sager om overgreb mod børn i den katolske kirke, vil australsk delstat nu tvinge præster til at bryde deres tavshedspligt, hvis de hører om overgreb. Foto: David Gray / Ritzau Scanpix

I australsk delstat får præster pligt til at gå til politiet, hvis de i skriftemål hører om overgreb på børn.

Den australske delstat Southern Australia vil med en ny lov tvinge præster i den katolske kirke til at afsløre personer, som i skriftemål går til bekendelse om seksuelle overgreb på børn. Det skriver det australske nyhedsbureau AAP.

Historisk har præster haft tavshedspligt om det, de bliver fortalt under et skriftemål. Men fra den 1. oktober har præster i Southern Australia, som hører om overgreb på børn, pligt til at informere politiet om sagen.

Ærkebiskop uvidende om ændring

Delstaten er den første i Australien til at følge en anbefaling fra en offentlig kommission om at fjerne katolske præsters historiske fritagelse for at have pligt til at indrapportere kriminelle forhold.

Greg O'Kelly, der er fungerende ærkebiskop i delstatshovedstaden Adelaide, oplyser, at kirken indtil torsdag var "uvidende om denne ændring". Hvilke konsekvenser loven kan få, kan ærkebiskoppen endnu ikke sige noget om.

Delstatens justitsminister, Vickie Chapman, opfordrer andre til at følge trop for at forhindre en gentagelse af tidligere tiders "forfærdelige" seksuelle overgreb på børn.

- Det er helt afgørende med en omfattende pakke af politikker både føderalt og på delstatsniveau, siger hun.

Ærkebiskop dømt for at tie om viden

Der har i Australien været adskillige afsløringer om overgreb mod børn begået af præster, eller præster der har tiet om deres kendskab til overgreb.

Senest i slutningen af maj, da ærkebiskoppen i Adelaide, Philip Wilson, blev dømt skyldig i at fortie, at en alterdreng tilbage i 1970'erne fortalte om seksuelle overgreb begået af en pædofil præst.

Den australske kardinal George Pell er anklaget for tre overgreb begået i 1970'erne.
Den australske kardinal George Pell er anklaget for tre overgreb begået i 1970'erne. Foto: Handout . / Ritzau Scanpix

Anklagerne mod Philip Wilson blev rejst som en del af en større koordineret efterforskning om sexovergreb mod børn i den katolske kirke.

Wilson er en af mest højtstående katolikker, der er kendt skyldig i en sådan sag.

Men en endnu mere opsigtsvækkende sag er undervejs i Australien. Den australske kardinal George Pell blev i begyndelsen af maj ved en domstol i Melbourne anklaget for mindst tre seksuelle overgreb i 1970'erne.

Den 76-årige George Pell er som økonomichef i Vatikanet en af pavens mest betroede medarbejdere.

/ritzau/