New York stævner Trump for at misbruge familiefond

16x9

I stævningen hedder det, at familiefond ulovligt har koordineret med Trumps valgkampagne i 2016.

Staten New Yorks øverste anklager stævner præsident Donald Trump, hans sønner og datteren Ivanka Trump for i mere end ti år at have drevet familiefonden ulovligt.

Det hedder blandt andet, at fonden har drevet "omfattende og ulovlig politisk koordinering med Trumps præsidentkampagne i 2016".

Trump har reageret øjeblikkeligt på stævningen mod Trump Foundation og kalder den "latterlig".

- Jeg vil ikke indgå forlig om denne sag, siger han og anklager "snuskede demokrater i New York" for at gøre alt for at stævne ham.

New Yorks justitsminister, Barbara Underwood, mener, at Trump har set stort på reglerne for familiefonde.

- The Trump Foundation var ikke ret meget mere end et checkhæfte for Trump eller hans virksomheder til almene formål, uanset hvad formålet var, og om det var lovligt, hedder det.