Trump roser Kim Jong-un og inviterer ham til Det Hvide Hus: - Vores dag var historisk

Kim Jong-un accepterer Trumps invitation til Det Hvide Hus og gengælder invitationen efter tirsdagens topmøde.

Forholdet mellem Nordkorea og USA blomstrer fortsat efter tirsdagens topmøde i Singapore mellem den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den amerikanske præsident, Donald Trump.

Kim Jong-un har således "med glæde" accepteret en invitation fra Donald Trump til at besøge Det Hvide Hus i Washington.

Det rapporterer det nordkoreanske statsmedie KCNA ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Samtidig har Kim gengældt invitationen og inviteret Trump til at besøge Nordkorea.

Ifølge det nordkoreanske statsmedie har Donald Trump også accepteret invitationen.

Historisk møde

Topmødet i Singapore var det første møde mellem en siddende amerikansk præsident og en nordkoreansk leder nogensinde.

Donald Trump understreger på Twitter også selv det historiske i tirsdagens møde.

- Jeg vil takke formand Kim for at tage det første dristige skridt mod en lys ny fremtid for sit folk. Vores møde uden fortilfælde – det første mellem en amerikansk præsident og en leder af Nordkorea - beviser, at reel forandring er mulig!, skriver han.

Vil stoppe fjendtlighed

Under tirsdagens topmøde skal Kim Jong-un desuden have sagt til Trump, at det er "presserende", at Nordkorea og USA stopper med at "irritere og udføre fjendtlige militære aktioner imod hinanden". Det skriver KCNA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er afgørende for at opnå en atomnedrustning, skal Kim Jong-un have understreget.

- Kim Jong-un har sagt at for at opnå fred og stabilitet på Den Koreanske Halvø og for at gennemføre en atomafrustning, må de to lande forpligte sig til ikke at støde hinanden fra sig, skriver KCNA ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den amerikanske præsident bruger også sin twitter-konto til at sige, at Jong-un via det nye samarbejde nu har en mulighed for at blive husket som en leder, der førte til en ny positiv æra: 

Underskrev fælles dokument

Kim Jong-un har også understreget på mødet, at der nu er behov for, at USA og Nordkorea følger op med institutionelle og retlige skridt for at gennemføre de løfter, der blev givet på mødet.

Ved mødet underskrev Kim Jong-un og Trump et fælles dokument, hvor USA lover at indstille militære øvelser på Den Koreanske Halvø, mens Nordkorea nedlægger et "større antal anlæg for missilprøveaffyringer".

Derudover er man som ventet begyndt at tale om en mulig atomnedrustning og om at skabe fred mellem Syd- og Nordkorea.

Donald Trump peger på, at verden i hans optik dermed har taget et stort skridt væk fra en potentiel katastrofe:

- Verden har taget et stort skridt væk fra en potentiel nuklear katastrofe. Ikke flere missilaffyringer, atomprøvesprængninger eller -forskning. Gidslerne er hjemme hos deres familier igen. Tak til formand Kim, vores dag sammen var historisk!, skriver han på Twitter.