'Kunstig befrugtning' kan måske redde Great Barrier Reef fra hvid massedød

16x9
Blegede koraller i Great Barrier Reef. Foto: Gates Coral Lab / Gates Coral Lab

Det 2300 kilometer lange rev beskæftiger, ifølge en rapport, flere australiere end en række af landets største selskaber.

De seneste to år er forskere blevet mødt af et gruopvækkende syn, når de har taget dykkermaskerne på og har taget båden ud til verdens største koralrev, Great Barrier Reef.

For under havoverfladen er der hvidt.

Mange af korallerne i de massive rev langs den australske østkyst er døde eller døende. Varme havstrømme har overophedet dem og gjort dem kridhvide.

Den hvide massedød eksploderede i 2016 og blev kun værre i 2017. Forskere slog alarm og opfordrede kraftigt til, at der blev gjort en storstilet indsats for at forsøge at redde det naturlige vidunder.

Og nu ser det ud til, at et forskningsprojekt kan have fundet en vej til at holde liv i de store koralsamlinger.

Koralrev bliver afbleget, når de bliver overophedet.
Koralrev bliver afbleget, når de bliver overophedet. Foto: ullstein bild / Contributor / ullstein bild / Contributor

Løsningen er ’kunstig befrugtning' af koralrevene.

Og lederen af forskerholdet bag projektet er optimistisk.

- Pilotstudierne i den lille skala giver os håb for, at vi kan være i stand til at bruge det i meget større skala, siger Peter Harrison, der er professor ved Southern Cross University i Australien, til CNN.

Simpelt forklaret går den ’kunstige befrugtning’ ifølge Tech Times ud på, at forskere indsamler millioner af koralæg og koralsæd, som bliver transporteret tilbage til laboratorier.

Her bliver æggene så kunstigt befrugtede og bliver til korallarver.

Når korallarverne er fuldfede og klar, bliver de spredt ud over et beskadiget koralrev.

Millioner larver spredt

Peter Harrison er for kort tid siden vendt hjem fra en undersøgelsestur ved Great Barrier Reef, og han udtaler til CNN, at det er lykkedes at forøge antallet af babykoraller i testområdet "betydeligt".

Forskerne har i første omgang testet metoden på øerne Heron Island og One Tree Island, hvor de for 18 måneder siden spredte millioner af kunstigt befrugtede larver.

- Der er et meget klart resultat. Jo flere larver vi har puttet ud i koralrevsystemet, jo flere koraller får du, siger Peter Harrison.

Koralrevenes tilstand i verden er blevet forværret drastisk de seneste mange år.
Koralrevenes tilstand i verden er blevet forværret drastisk de seneste mange år. Foto: ullstein bild / Contributor / ullstein bild / Contributor

Revet, der strækker sig over 2300 kilometer ud for den australske østkyst, led de hidtil største blegningsskader sidste år på grund af stigende havtemperaturer i 2016 og 2017.

Omkring halvdelen af korallerne blev kraftigt beskadigede eller døde.

Afblegningen af korallerne sker, når varmere havstrømme, der er skabt af klimaforandringer, overbelaster korallernes evne til at temperaturregulere.

Det gør korallerne hvide og svært beskadigede. Hvis de ikke får tid til at gendanne sig og hele, ender de med at dø. 

Og det er netop det, forskerholdet bag den nye befrugtningsmetode forsøger at afværge.

- Great Barrier Reef har ligesom mange andre rev i verden lidt et katastrofalt tab af koraller, og det, den her larvetilførsel forhåbentlig kan gøre, er at gøre helingsprocessen hurtigere, end den naturligt ville forekommer, siger Peter Harrison til CNN.

Ikke kun skadeligt for miljøet

Afblegningen af de mange koraller har ikke kun stor påvirkning på miljøet.

En rapport fra konsulentvirksomheden Deloitte Access Economy anslog i 2017, at koralrevet, der er verdens største levende organisme, årligt skaber værdi for 56 milliarder australske dollars.

Det svarer i danske kroner til 282 milliarder.

Af de 56 milliarder dollar udgør turismeindtægterne den største andel med 29 milliarder.

De afblegede koraller dominerer revene flere steder ved Great Barrier Reef.
De afblegede koraller dominerer revene flere steder ved Great Barrier Reef. Foto: Greg Torda / Scanpix Denmark

Samlet set beskæftiger revet ud for den australske østkyst direkte og indirekte 64.000 mennesker, anslår rapporten ifølge Ritzau.

Dermed beskæftiger revet flere arbejdspladser end en række af Australiens største virksomheder.

Det gælder både telegiganten Telstra, luftfartsselskabet Quantas og hele olie- og gasindustrien.

Forskerholdet bag den nye behandling af korallerne forventer at udføre samme slags ’befrugtning’ i større skala senere på året.