Italien kræver fransk undskyldning i strid om migrantskib

Frankrigs præsident har skabt vrede i Italiens nye regering med beskyldning om "uansvarlighed".

Italien kræver en undskyldning fra Frankrig i en strid om et migrantskib. Italienerne truer med at aflyse et planlagt møde mellem landets nye premierminister, Giuseppe Conte, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Udenrigsministeriet i Italien tilkaldte onsdag den franske ambassadør i forbindelse med en diplomatisk strid mellem de to lande om håndteringen af migrantkrisen i EU.

Krisen blev udløst tirsdag, da den franske præsident beskyldte italienerne for "uansvarlighed", fordi landets regering nægtede at åbne en havn for skibet "Aquarius", som havde opsamlet hundredvis af migranter i Middelhavet.

Beskyldningerne fra den franske regering kommer, efter Italien nægtede at åbne en havn for skibet "Aquarius", som havde opsamlet migranter i Middelhavet.

Skibet var hyret af den private franske nødhjælpsorganisation SOS Mediterranée. "Aquarius" samlede migranterne op fra gummiflåder ud for Libyens kyst i weekenden.

"SOS Mediterranee" Aquarius Foto: Salvatore Cavalli / Ritzau Scanpix

Hård kritik begge veje

Italiens nye EU-skeptiske og indvandringskritiske regering reagerede hurtigt på kritikken fra Macron. Den fordømte beskyldningerne fra Frankrig som "hykleriske moralprædikener".

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, kræver en officiel beklagelse fra Frankrig, som anklager den italienske regering for kynisme og uansvarlighed.

En talsmand for Macrons parti, Republikken på vej, var endnu hårdere i sin kritik end præsidenten.

- Den italienske regerings holdning er modbydelig. Det er uacceptabelt at lege politik med menneskeliv på denne måde, siger Gabriel Attal.

Matteo Salvini, som leder partiet LEGA, svarede igen:

- Vores historie, der er præget af solidaritet, generøsitet og frivillighed, fortjener ikke at blive udskældt af regeringsmedlemmer i Frankrig.

- Jeg håber og tror, at den franske regering så hurtigt som muligt vil komme med en officiel beklagelse, siger Salvini, der onsdag talte om sagen i det italienske senat.

Han truer også med at aflyse det planlagte møde fredag mellem Conte og Macron.

Den italienske indenrigsminister beskylder samtidig Frankrig for ikke at have overholdt sin del af en aftale om at tage imod 9000 asylansøgere, som er kommet fra Italien.

På vej til Valencia

De 629 migranter, som blev reddet på havet af "Aquarius", var på det overfyldte skib i over 30 timer, mens både Italien og Malta afviste at lade skibet lægge til.

Det fik den spanske premierminister, Pedro Sanchez, til at give ordre til, at skibet skal have lov til at lægge til i Spanien.

Migranterne er blevet overført til andre skibe, som er på vej til Valencia.