Forskere finder ny skildpaddeart – er allerede den mest truede

16x9
Den nyopdagede skildpaddeart lever kun i det vestlige Mexico. Foto: Ulises Ruiz / Ritzau Scanpix

Der er kun fundet fire levende eksemplarer af den lillebitte ferskvandskildpadde.

Man forestiller sig, at ukendte dyrearter er noget, man kun finder, hvis man bevæger sig dybt ind i ubeboede jungler eller langt ud i verdenshavene.

Men de kan også findes i små menneskeskabte damme midt i en by.

Det har en gruppe mexicanske forskere netop gjort klart i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Chelonian Conservation and Biology, der udgiver forskning om skildpadder.

De har fundet en ny skildpaddeart nær den mexicanske stillehavskyst i byen Puerto Vallarta.

Har levet i mere end 20 år

Den nyopdagede ferskvandsskildpadde har fået navnet vallartamudderskildpadde, opkaldt efter dens levested og den slægt, den hører til.

Skildpadderne har levet i damme og vandløb omkring den mexicanske by i mere end 20 år, men hidtil har man troet, at der var tale om en anden art fra samme slægt.

Selv med det blotte øje kan man dog se forskel på de to typer af skildpadder, da en del af de nye skildpaddehanners skjold er gult.

Men først for nyligt blev det slået fast, at der rent faktisk er tale om to forskellige arter.

Ikke unormalt med nye arter

Biolog og forfatter Anders Kofoed fortæller, at det ikke er usædvanligt, at man finder nye arter på denne måde.

- I takt med at vi har fået dna-teknikken til det, er det blevet mere og mere normalt, siger han.

- Tidligere gættede man lidt mere på, om det var en art eller ej, ved at se på udseende og opførsel, men nu kan man få meget mere præcise analyser.

Det er dog stadig en bekostelig affære at artsbestemme dyr, og derfor er det heller ikke noget, der sker hver eneste dag, fortæller biologen.

- Vi har opdaget omkring to millioner dyrearter, men alle forskere er enige om, at vi ikke har opdaget størstedelen af verdens dyr endnu. Derfor kigger man mest efter de dyr, man ikke har set endnu, og ikke så meget på dem, der allerede er opdaget, siger Anders Kofoed.

Verdens mest truede

Samtidig med, at vallartaskildpadden har fået status som art, er den også blevet verdens mest truede skildpaddeart.

Den lille skildpadde, der er mindre end en håndflade, er kommet på World Conservation Unions liste over kritisk truede dyr. Det er dyr, der er i overordentlig stor risiko for at uddø i vild tilstand i meget nær fremtid.

Og det er ikke så mærkeligt. For der er kun fundet fire levende eksemplarer af den lille skildpadde.

Tre af dem er hanner, og kun en enkelt er hun.

Man forsøger nu at få hunnen til at parre sig med den ene han, mens de to andre er blevet anbragt i en lokal dyrepark.

Også større dyr dukker op

Den nyopdagede skildpaddeart lever i menneskeskabte områder, og det er sjældent, at man finder nye arter så tæt på os mennesker, fortæller biolog Anders Kofoed.

- De dyr, vi går op ad hver dag, har vi styr på. Som regel skal vi ud i havene eller regnskovene for at finde nye arter, siger han.

Det er dog ikke helt utænkeligt, at nogle af de dyr, vi tror vi har styr på, faktisk er en anden art, end vi tror.

- Det er der rigtig god sandsynlighed for, faktisk. Ofte har man gættet forkert i første instans, og så er dyrene bare forsat med at hedde det, den nu hedder.

Det er for eksempel sket med det, der nu er en skovelefant. Indtil årtusindskiftet troede man, at de elefanter, der går på savannen, og den, der lever i skoven, var den samme type.

- Men ellers dukker der ikke så mange elefanter op. Så er det oftere mindre dyr som insekter og krebsdyr, fortæller Anders Kofoed.

De senere år har man dog også opdaget en ny klumpfiskeart, ligesom der i ny og næ dukker en ny hval- eller hajart op.