Verdenskendt tv-kok er død

Tv-værten og stjernekokken Anthony Bourdain er død i en alder af 61 år.

Storsælgende madbøger, køkkenchef på en række New York-restauranter og 11 sæsoners rundrejse til madkulturer verden over.

Det er bare et udsnit af Anthony Bourdains cv.

Fredag blev den 61-årige kok og tv-vært fundet død på et hotel i Frankrig, efter hvad der tyder på at være et selvmord. Det skriver CNN.

Dansk kok begræder dødsfaldet

Anthony Bourdain var i Frankrig i forbindelse med optagelserne til tv-programmet ’Parts Unknown’, hvor han gennem 11 sæsoner har rejst verden rundt for at opleve forskellige madkulturer og smage på specialiteter fra hele kloden.

På dansk hedder programmet ’Smag på’, og i forbindelse med serien har Anthony Bourdain også lagt vejen forbi Danmark, hvor han blandt andet smagte på hotdogs.

Han lagde også vejen forbi Noma, der har været kåret som verdens bedste restaurant. Her mødte han køkkenchef René Redzepi, som lavede en ret med blomster til ham.

På Twitter har den danske køkkenchef reageret på kollegaens død.

- Knust, ked af det, kan ikke tro det, skriver han blandt andet.

McNuggets er det værste

Ud over tjansen som tv-vært har Anthony Bourdain også skrevet flere bestseller-bøger om mad og madlavning, og han begyndte karrieren som køkkenchef på en række højprofilerede restauranter i New York.

Kokken var aldrig bange for at sige sin mening, og han har blandt andet gjort det klart, at han var modstander af vegetarer og veganere.

Han mente, at det var et 'første verdens privilegium', og at man i stedet burde anerkende de forskellige madkulturer, der findes rundt om i verden.

I 2016 mødtes Anthony Bourdain og Barack Obama i Hanoi i Vietnam, hvor de spiste sammen på en lokal restaurant. Siden er bordet, de sad ved, kommet i glasmontre.
I 2016 mødtes Anthony Bourdain og Barack Obama i Hanoi i Vietnam, hvor de spiste sammen på en lokal restaurant. Siden er bordet, de sad ved, kommet i glasmontre. Foto: Nhac Nguyen / Ritzau Scanpix

Men er der noget, han ikke selv gad at spise, var det noget, han kunne finde i en hver by hjemme i USA.

Gennem sin karriere har han spist alt fra fåretestikler og endetarmen fra et vortesvin til fermenteret haj.   

Alligevel fortalte han for 10 år siden, at det værste, han nogensinde havde spist, var McNuggets. Han understregede dog, at han hellere ville spise sådan en én gang til end vortesvinsendetarm.  

Anthony Bourdain efterlader sig en datter på 11 år.