Australsk bank indgår milliardforlig i sag om hvidvask

16x9
Commonwealth Bank har indgået et kæmpe forlig. Foto: William West / Ritzau Scanpix

Australiens største bank skal betale 700 millioner australske dollar for at have overtrådt lov om hvidvask.

Australiens største bank, The Commonwealth Bank, har accepteret at betale en bøde på 700 millioner australske dollar for at slippe ud af en sag om brud på loven om hvidvaskning og terrorfinansiering.

Det skriver AFP.

Forliget er det største, der nogensinde er indgået mellem myndigheder og en virksomhed i Australien. Beløbet svarer næsten til 3,4 milliarder kroner.

En domstol skal godkende aftalen mellem det australske finanstilsyn og banken, før sagen kan afsluttes endeligt.

Forsømt ansvar i 53.000 tilfælde

Commonwealth Bank blev i august sidste år tiltalt for "systematiske" overtrædelser af den lov, der skal forhindre, at kriminelle udnytter banksystemet til at forvandle "beskidte" penge til lovlige penge.

Banken erkendte, at den i over 53.000 tilfælde havde været for langsom med at indberette oplysninger om kontanttransaktioner på 10.000 dollar eller derover til finanstilsynet.

Desuden havde banken helt undladt at informere myndighederne om over 100 mistænkelige overførsler. Banken var også anklaget for ikke i tilstrækkelig grad at have overvåget mulig terrorfinansiering.

Administrerende direktør Matt Comyn erkender, at banken har fejlet.

- Selv om det ikke skete bevidst, så anerkender vi fuldt ud alvoren af de fejl, vi begik, siger han i en meddelelse.

- Vores aftale i dag er en klar anerkendelse af vores fejl, tilføjer han og undskylder på bankens vegne, at den "har svigtet samfundet".

Siden beskyldningerne dukkede op, har banken udskiftet de personer, der havde til opgave at holde øje med finansiel kriminalitet. Desuden er der investeret millioner af dollar i at styrke bankens systemer.

Sektor ramt af flere skandaler

Forliget på 700 millioner dollar er tilsyneladende langt større, end banken havde kalkuleret med.

I en regnskabsmeddelelse i februar oplyste banken, at den havde hensat 375 millioner dollar til at betale en eventuel bøde.

Skandalen er den seneste i en lang række pinlige sager, som har skadet australske bankers omdømme.

I sidste uge blev en anden storbank, ANZ Bank, beskyldt for sammen med Deutsche Bank og Citygroup at have overtrådt banklovgivningen i forbindelse med en kapitalforhøjelse.

Blandt andre beskyldninger mod bankerne i landet er tvivlsom økonomisk rådgivning til kunder samt svindel med livsforsikringer og boliglån.

Skandalerne fik i begyndelsen af i år den australske regering til at nedsætte en kommission, der skal granske sektoren.