Fly styrtet ned ved Havana - mere end 100 meldes omkommet

Cubas præsident har besøgt ulykkesstedet 30 kilometer fra Cubas hovedstad, Havana.

Et Cubana de Aviacion Boeing 737-passagerfly er ifølge CNN styrtet ned ved José Martí-lufthavnen i Havana på Cuba, kort efter flyet var lettet.

104 passagerer og seks besætningsmedlemmer var om bord, og mere end 100 meldes dræbt ifølge Reuters, der citerer cubansk tv. Fire personer er blevet indlagt på et hospital og er i kritisk tilstand. Tre af dem var fortsat i live sent fredag lokal tid.

Flyet var angiveligt på vej mod feriebyen Holguin 700 kilometer øst for Havana, inden det styrtede ned på en mark.

En tyk søjle af sort røg kunne ses stige op fra ulykkesstedet, siger øjenvidner. 

Et stort antal brandmænd har forsøgt at få ilden under kontrol - politiet meldes også til stede i stort antal.

Årsag endnu ikke oplyst

Ifølge statsligt cubansk tv skete styrtet i et område cirka 20 kilometer syd for Havana. Cubas præsident Miguel Díaz-Canel besøgte ulykkesstedet få timer efter flystyrtet. 

Cubas præsident Miguel Díaz-Canel, i de sandfarvede bukser, inspicerer ulykkestedet.
Cubas præsident Miguel Díaz-Canel, i de sandfarvede bukser, inspicerer ulykkestedet. Foto: Adalberto Roque / Ritzau Scanpix

- Det styrtede ned mellem lokaliteten Boyeros og landsbyen Santiago de La Vegas, oplyste cubansk tv ifølge Reuters i en nyhedsudsendelse.

Det er endnu ikke klart, hvad der har forårsaget styrtet. Men Cubas aldrende flåde af fly har tidligere været holdt på landjorden, fordi maskinerne ikke opfyldte sikkerhedskravene, skriver CNN.

TV 2's korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, siger fra Washington:

- Det her tyder på en meget, meget slem flykatastrofe i lang tid. Det tyder på at være en katastrofe af værste art, siger Jesper Steinmetz.

- Den cubanske lufttrafik er ekspanderet meget de senere år efter Obama liberaliserede forholdene. Lufttrafikken til og fra Havana er stærkt intensiveret i de senere år, siger Jesper Steinmetz.

Kondolencer sendes fra hele verden

Lande fra særligt den latinamerikanske verden har overbragt deres kondolencer til det cubanske folk. Både fly og flypersonalet var mexicansk og Mexicos præsident Enrique Peña Nieto har på Twitter understreget, at Mexico sender deres tanker til ofrenes familier. 

Venezuelas præsident Nicholas Maduro sender ligeså sine tanker til ofrene på Twitter og ønsker styrke og fred til de implicerede. 

Seneste alvorlige civile flyulykke på Cuba fandt sted den 4. november 2010, da en ATR72-500 fra Aerocaribbean med 61 passagerer og syv besætningsmedlemmer forulykkede på en flyvning fra Santiago til Havana. Der blev ikke fundet overlevende, hvorved 40 cubanere og 28 udlændinge omkom.

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriets Borgerservice, og her forsøger man i samarbejde med den danske ambassade i Mexico at danne sig et overblik over, hvor vidt der var danskere med om bord. Indtil videre har man ingen meldinger om tilskadekomne danskere.