Nordkorea truer med at aflyse møde, men Trump slår koldt vand i blodet

16x9
Ifølge AP understreger præsidenten, at han fortsat vil insistere på, at Koreahalvøen bliver atomvåbenfri. Foto: Manuel Balce Ceneta / Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ikke er blevet informeret om, at Nordkorea ønsker at aflyse topmødet mellem de to lande.

- Vi er ikke blevet informeret overhovedet. Vi har ikke set noget. Vi har ikke hørt noget. Vi må se, hvad der sker. 

USA's præsident, Donald Trump, slår koldt vand i blodet, efter Nordkorea har truet med at aflyse det planlagte topmøde den 12. juni. Det skriver nyhedsbureaet AP.

Mødet skulle omhandle atomafrustningen på den koreanske halvø. Men en fælles militærøvelse mellem Sydkorea og USA har nu fået Nordkorea på andre tanker. 

I en erklæring fra det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA kalder styret militærøvelsen for "en provokation".

Som konsekvens har Nordkorea allerede udsat sit topmøde med Sydkorea på "ubestemt tid". Mødet skulle bringe de to lande tættere på en forsoning og fremme samarbejdet på den koreanske halvø.  

Trump: Koreahalvøen skal være atomvåbenfri

Militærøvelsen betyder også, at mødet mellem Nordkorea og USA kan komme i fare, lyder det i erklæringen fra KCNA. 

Men den udmelding køber Donald Trump altså ikke. 

Ifølge AP understreger præsidenten, at han fortsat vil insistere på, at Koreahalvøen bliver atomvåbenfri.

Tidligere onsdag kunne pressesekretær i Det Hvide Hus, Sarah Sanders, da også fortælle, at USA fortsat forbereder sig på topmødet, der efter planen skal afholdes i Singapore.

- Præsidenten er parat, hvis mødet finder sted. Og hvis det ikke gør, vil vi fortsætte den kampagne, der har været ført med maksimalt pres, sagde hun tidligere på dagen.  

Nordkorea vil fjerne atomvåben fra USA

I erklæringen slår Nordkorea dog fast, at de slet ikke har interesse i at mødes med USA, hvis det kun er det ene af de to lande, der skal opgive sine atomvåben. 

Ifølge CNN oplyser Nordkorea endvidere, at landet aldrig vil acceptere økonomisk bistand fra USA, hvis de til gengæld skal droppe atomprogrammet.

- Vi har ikke bygget vores økonomi på bidrag fra USA, og vi vil aldrig komme til at gøre det i en fremtidig aftale, siger viceudenrigsminister Kim Kye Gwan i erklæringen og fortsætter: 

- Hvis USA forsøger at presse os op i et hjørne og kun tvinger os til ensidigt at nedlægge vores atomprogram, så vil vi ikke længere være interesserede i denne form for forhandlinger, og vi vil genoverveje det kommende topmøde.