Amerikanere i London er helt klar til det store globryllup

Amerikanske royalister sidder klar på gadehjørne i Windsor, så de kan få et glimt af deres egen Meghan Markle, når hun lørdag får sin britiske prins.

Det kongelige bryllup i Windsor på lørdag får en helt usædvanlig opmærksomhed fra en stor gruppe tilrejsende amerikanere.

I forvejen er amerikanerne optaget af det britiske kongehus, og når bruden så oven i købet er Meghan Markle - en smuk skuespillerinde fra Californien - bliver den kongelige begivenhed ikke meget større i amerikanske øjne.

- Vi har jo ikke noget tilsvarende i USA, og den megen pomp og pragt og al festivitassen er fascinerende, siger en af de tilrejsende amerikanere, Nancy McCoy.

En lille gruppe amerikanske royalister har slået sig ned på et gadehjørne i Windsor. Lørdag middag, når brylluppet er gennemført i St. George’s Chapel, vil brudeparret køre en 25 minutter lang tur i åben karet til slottet i Windsor, hvor de skal fejres.

Undervejs passerer kareten gadehjørnet lige over for slottet, hvor amerikanerne vil få første parket til brudeparret.

Så gadehjørnet er nøje udvalgt - og amerikanerne har tænkt sig at blive siddende og holde de gode pladser lige indtil lørdag.

- Jeg ved godt, det er skørt, men ja, siger Nancy McCoy.

En af de amerikanske tilrejsende, Donna Werner, på gadehjørnet tæt ved Windsor Castle
En af de amerikanske tilrejsende, Donna Werner, på gadehjørnet tæt ved Windsor Castle Foto: TV 2

Gruppen af amerikanere er iklædt røde-hvide-blå flag, hatte og bluser, der både hentyder til farverne i det britiske Union Jack og det amerikanske Stars and Stripes, og de har pyntet gadehjørnet op med billeder og plakater.

Far kommer ikke

Men de forventningsfulde amerikanere har fået noget at tale om.

Meget tyder på, at brudens far ikke kommer til brylluppet.

- Det er utroligt synd for hende. Det skulle være hendes store dag, hvor hun skulle have ordnet negle og ordnet hår. Og nu kommer hun til at stå der og græde, mens hele verdens øjne hviler på hende, siger en af de andre amerikanere i gruppen, Donna Werner.

De amerikanske tilskuere er helt klar til lørdagens bryllup
De amerikanske tilskuere er helt klar til lørdagens bryllup Foto: TV 2

'De er jordnære'

Men amerikanerne behøver ikke at frygte, at Meghan Markles amerikanske gennemsnitsfamilie vil være en skandale i briternes øjne.

Det siger Christine Ross, der laver hjemmesiden Meghansmirror.com, der handler om stort og småt om Markles liv. På hjemmesiden beskriver hun indgående Meghan Markles liv, hendes indkøb og hendes stil i tøj og sko.

- Meghan er en helt almindelig pige med skilsmisseforældre. Familieproblemerne betyder bare, at de er mere jordnære. I alle familier er der en, der opfører sig dumt og spolerer alt, siger Christine Ross.

Og Donna Werner på gadehjørnet regner da også med, at den amerikanske brud løser problemet på den ene eller anden måde:

- Jeg tror, hun går op ad kirkegulvet alene. Eller også følger hendes mor hende op. Vi må se, hvad der sker, siger hun.

TV 2 sender brylluppet på lørdag – lige fra klokken 9:00 lørdag morgen