Skuespillerinde bag Supermans Lois Lane er død

16x9
I fire Superman-film spillede Margot Kidder over for Christopher Reeve. Foto: Ritzau Scanpix

Margot Kidder spillede karakteren Lois Lane i fire Superman-film i 70'erne og 80'erne.

Skuespillerinden Margot Kidder, som er bedst kendt for sin rolle som Lois Lane i Superman-filmene i 1970'erne og 1980'erne, er afgået ved døden. Hun blev 69 år.

Det oplyser bedemandsforretningen Franzen-Davis Funeral Home i Livington i Montana. 

På bedemandens hjemmeside fremgår det, at Kidder døde søndag i sit hjem i byen. Der er ikke yderligere oplysninger om årsagen til dødsfaldet. 

I fire Superman-film spillede Kidder over for Christopher Reeve. Hun kæmpede ifølge den britiske avis Daily Mail med en bipolar lidelse i årevis. 

Men sygdommen tog til og var skyld i, at hun var hjemløs i en periode i 1996 efter et sammenbrud, hvor hun var forsvundet i fire dage. 

Da hun til sidst blev fundet i en baghave, var hun i en manisk tilstand. Her blev hun tilbudt psykiatrisk pleje.

Billedet er fra 1978.
Billedet er fra 1978. Foto: Ho / Scanpix Danmark

Kidder, der var født i Canada, optrådte også i filmen 'The Great Waldo Pepper' og børneserien på tv 'The Haunting Hour' i 2014. Den optræden indbragte hende en tv-Emmy. 

Skuespillerinden var gift og efterfølgende skilt tre gange. Hendes første ægtemand var den amerikanske forfatter Thomas McGuane, som hun fik en datter med.