Far, mor og fire børn bag dødelige angreb mod kirker

16x9
Efter det ene angreb i kirken "Pentecost Church Central" udbrød der brand. Foto: Antara Foto / Ritzau Scanpix

Familie på seks havde før selvmordsbomberne mod tre kirker opholdt sig i Syrien, oplyser de indonesiske myndigheder.

Det var en familie på i alt seks medlemmer, der søndag var skyld i, at mindst 11 mennesker mistede livet i tre selvmordsangreb på kirker i Indonesiens næststørste by, Surabaya, der ligger på øen Java. 

Ifølge den øverste politichef i Indonesien, Tito Marnavian, bragte faderen i familien en bilbombe til sprængning, mens de to sønner på 16 og 18 år brugte en motorcykel til deres selvmordsangreb. Moderen deltog sammen med to børn på 12 og 9 år i et tredje angreb, hvor mindst 40 mennesker er blevet såret. 

- Manden kørte bilen – en Avanza – som indeholdt eksplosiver og hamrede ind i lågen foran kirken, oplyser talsmanden for politiet i det østlige Java, Frans Barung Mangera, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Frans Barung Mangera transporterede de to sønner på motorcyklerne bomben i deres skød.

Angrebene blev udført med ti minutters mellemrum, og den første bombe detonerede klokken 7.30 lokal tid. Politiet har desuden fundet og "sikret" en intakt bombe i en kirke i Surabaya, oplyste politiets talsmand ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mine tanker går til ofrene og deres familier

Lars Løkke Rasmussen

Familien havde før angrebet mod kirkerne opholdt sig i Syrien.

Kvinde med børn var netop gået ind i kirke

Tv-billeder har vist murbrokker spredt omkring indgangspartiet til en af de ramte kirker, mens politiet bevogter et afspærret område. En anden optagelse viser en kirke, der er omspændt af flammer.

Flere lokale medier skrev tidligere, at en kvinde med et yngre barn og en teenager netop var gået ind i en kirke og blev udspurgt af sikkerhedsfolk, da en bombe eksploderede. 

Angrebet fandt sted, få dage efter at militante islamistiske fængselsfanger dræbte fem medlemmer af et antiterrorkorps i et fængsel i udkanten af Jakarta.

Politi bevogter en kirke i Surabaya efter angreb på tre andre kirker i byen.
Politi bevogter en kirke i Surabaya efter angreb på tre andre kirker i byen. Foto: Chaideer Mahyuddin / Ritzau Scanpix

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver på engelsk på Twitter, at Danmark står sammen med både Indonesien og Frankrig, der lørdag var udsat for et dødeligt knivangreb i det centrale Paris.

- Frygtelig søndag morgen. Frankrig blev endnu engang udsat for et ondt angreb og uskyldige mennesker har mistet deres liv på grund af terrorister i Indonesien. Danmark står sammen med Frankrig og Indonesien i sorgen. Mine tanker går til ofrene og deres familier, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.  

Har været plaget af angreb mod kristne

Indonesien er det største land i verden med en overvejende muslimsk befolkning. 

Det folkerige land med 260 millioner indbyggere består dog også af mange kristne, hinduer og buddhister.

Landet har de seneste år været plaget af angreb mod kristne og andre minoriteter, der er blevet udført af militante bevægelser. I februar blev en mand således skudt og såret af politiet, da han angreb kirkegængere med et sværd i byen Sleman. 

Gerningsmanden, der havde ytret ønske om at kæmpe for terrorgruppen Islamisk Stat i Syrien, nåede at såre fire personer, inden han blev stoppet af politiet.