Publikum grinede ad statsminister - udlændinge kommer til at fylde i svensk valgkamp

Den svenske statsminister Stefan Löfven blev mødt af latter, da han undgik sin modparts spørgsmål om voldtægter begået af udlændinge.

En partilederdebat blandt de svenske partier mandag aften fik kort den siddende statsminister, Stefan Löfven, til at trække en uventet reaktion hos publikum.

Under den to timer lange debat på SVT bragte formanden for det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokaterna, Jimmie Åkesson, debatten om kriminalitet begået af udlændinge på banen - en debat, som regeringslederen øjensynligt ikke var forberedt på.

- Fire ud af fem udenlandske voldtægtsmænd, som bor i Sverige, slipper for udvisning, lød påstanden fra Jimmie Åkesson.

Stefan Löfven afviste kort, inden han kom med sit modspørgsmål:

- Men hvis du er så bekymret for kvinderne, hvorfor vil du så forværre lønmodtagernes vilkår på arbejdsmarkedet?, skød han tilbage med henvisning til 'Metoo'-kampagnen og kvinders rettigheder.

Et spontant latterudbrud hørtes straks blandt publikum i studiet, mens Jimmie Åkesson tydeligt himlede med øjnene.

Øjeblikket er definerende, mener medieforsker på Göteborg Universitet, Orla Vigsø. Statsministeren er nemlig nødt til at forholde sig til spørgsmålet i en valgkamp, som med sikkerhed kommer til at handle om indvandring, forklarer han.

- Det virker som et forsøg på at sige noget bare for at afværge situationen. Alle kan se, at han ikke virker forberedt og ikke har styr på det.

Se hele seancen øverst i artiklen.

Åkesson gik stærkest ud af debatten

Dommen fra de svenske medier i løbet af tirsdag faldt da også ud til oppositionens fordel.

Löfven er lusen mellem to fingre

Orla Vigsø

- Lige nu vakler Socialdemokraterna i meningsmålingerne, og Stefan Löfven havde behov for at give et signal om styrke i den her debat. Det kom altså ikke til at ske, lød det fra SVTs politiske kommentator Mats Knutson.

At det netop er spørgsmålet om indvandring, Stefan Löfven forsøger at aflede, kan få stor betydning for den fortsatte valgkamp, mener Orla Vigsø.

Sverigesdemokraterna blev efter sidste valg i 2014 sat næsten helt uden for indflydelse, da statsministeren dannede en bred politisk alliance udenom partiet i den svenske Riksdag, men blandt samtlige partier viser der sig nu en hårdere kurs i udlændingepolitikken - ganske enkelt, fordi de ikke vil miste vælgere til det indvandrerkritiske parti.    

Voldtægter bekymrer

Spørgsmålet om kriminalitet i Sverige optager mange svenskere. Så sent som tirsdag udgav den svenske avis Aftonposten en kortlægning, der viste, at fire ud af fem personer, der er blevet dømt for gruppevoldtægter i Sverige siden 2012, har en anden etnisk baggrund end svensk. 

Tidligere har statistik over indvandreres kriminalitet været et kontroversielt emne i Sverige. I 2005 udgav det svenske kriminalpræventive råd, Brå, en rapport, der viste, at udenlandskfødte havde mere end dobbelt så stor risiko for at være mistænkt for at have begået noget kriminelt end svenskere.

Siden da har man i Sverige ikke lavet opgørelser over kriminaliteten blandt indvandrere - det på trods af at mørklægningen mødte kritik fra flere partier, der mente, at der var tale om positiv særbehandling.

Siden 2015 er udlændingeloven dog blevet strammet, og i sidste uge udtalte den socialdemokratiske migrationsminister, Heléne Fritzon, at de 27.000 asylansøgere, som Sverige tog imod i 2017, er "for mange i forhold til Sveriges befolkning". 

Lusen mellem to fingre

Det er et godt eksempel på, hvordan flere partier reagerer op til valget den 9. september for at få deres del af Riksdagens 349 pladser, mener Orla Vigsø.

- Löfven er lusen mellem to fingre. På den ene side kan han se, at han mister vælgere til Sverigesdemokraterna, hvis han ikke strammer sin udlændingeppolitik, men på den anden side kan han støde trofaste socialdemokratiske stemmer fra sig, hvis han strammer for meget, siger han. 

- Vi ser også, at de konservative er villige til at gå langt for ikke at miste vælgere. De kan ligeledes se, at det på mange måder kun er deres udlændingepolitik, der adskiller dem fra Sverigesdemokraterna.

Mandagens debat er bare en af mange, som partilederne skal igennem, men det kan få enorm betydning for statsministeren, hvis ikke han går ind i debatten om kriminalitet. 

- Det spiller klart ind, både hvordan kandidaterne klarer debatterne, men også hvordan det tolkes efterfølgende. I det her tilfælde er medierne enige om, at Åkesson trak det længste strå. Det bliver selvforstærkende, hvis den tendens fortsætter, siger Orla Vigsø.