Hawaii ramt af vulkanudbrud - lava strømmer mod beboet område

Der meldes hverken om døde eller tilskadekomne i forbindelse med udbruddet.

Tusindvis af indbyggere på Hawaii er ved at blive evakueret, efter at vulkanen Kilauea er gået i udbrud.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Udbruddet sker, efter adskillige jordskælv har ramt området den seneste tid. Det kraftigste af jordskælvene blev målt til en styrke på 5.

Strømmet ned i beboet område

Ifølge nyhedsbureauet AP er lava strømmet ned i et beboet område i nærheden af vulkanen. Droneoptagelser fra området viser det brandvarme, spruttende lava, der strømmer ud af vulkanen.

Myndighederne i Hawaii opfordrer beboere i Puna-distriktet, hvor der bor cirka 10.000 mennesker, til at forlade området hurtigst muligt, skriver hawaiinewsnow. Puna-distriktet ligger på Big Island, der er Hawaiis største ø.

Det amerikanske Røde Kors har åbnet et nødcenter, hvor de evakuerede kan søge tilflugt.

Et vidne, som AP har tale med, fortæller, at lavaen blev skudt cirka 45 meter op i luften igennem en revne i vulkanen.

Vidnet Ikaika Marzo siger, at lavaen har spredt sig udover et område på cirka 180 meter. Han fortæller desuden, at udbruddet lød som en jetmotor.

Advare mod gasser og eksplosioner

Ifølge Janet Snyder, der er talsmand for myndighederne i staten, har rødglødende lava ramt gader i området tæt på vulkanen.

Beboere i området er i flere dage blevet advaret om risikoen for et vulkanudbrud. Der meldes hverken om tilskadekomne eller døde.

De lokale myndigheder siger, at farerne ved de igangværende udbrud blandt andet inkluderer "potentielt dødelige koncentrationer af svovldioxid-gas".

Der kan også opstå eksplosioner, der sender store sten og andre vragrester mod de bebyggede områder, skriver AFP.

Har spredt sig udover 125 kvadratkilometer

Hawaii-guvernør David Ige opfordrer områdets indbyggere til at følge myndighedernes råd om at lade sig evakuere.

- Vær opmærksomme og forbered jer på at få jeres familier i sikkerhed, skriver guvernøren på Twitter.

Kilauea-vulkanen er jævnligt gået i udbrud i løbet af de seneste tre årtier. 

Lava fra vulkanen, der er en ud af fem på øen, har ifølge USGS over tid spredt sig over et område på 125 kvadratkilometer, skriver nyhedsbureauet Reuters.