Aviciis familie udsender åbent brev: - Han orkede ikke mere

Den verdenskendte svenske DJ Avicii blev fredag fundet død i Oman. Han blev blot 28 år.

Den svenske DJ Avicii, med det borgerlige navn Tim Bergling, blev fundet død i fredags i havnebyen Muscat i Oman. Han blev 28 år.

I de følgende dage efter det chokerende dødsfald ville politiet i Oman ikke udtale sig om dødsårsagen, men sagde, at man ikke mistænkte, at der var sket en forbrydelse

Nu har Aviciis familie ifølge flere svenske medier udsendt et brev om den kendte DJ's død. 

- Han kæmpede virkelig med tanker om meningen, livet, lykken. Han orkede ikke mere. Han ville have fred, skriver familien ifølge Aftonbladet og Expressen

Familien til DJ'en har sendt det åbne brev ud via pressekontakten Ebba Lindqvist.

- Vor elskede Tim var søgende, en skrøbelig kunstnersjæl som altid har gået rundt med store, eksistentielle spørgsmål. En overpræsterende perfektionist, som rejste og arbejdede hårdt i et tempo, som førte til ekstrem stress, skriver familien videre i brevet.

Avicii bag DJ-pulten i 2015.
Avicii bag DJ-pulten i 2015. Foto: Attila Kisbenedek / Ritzau Scanpix

Kæmpestjerne fra den ene dag til den næste

Tim Bergling blev født i Stockholm den 8. september 1989. 

På sit drengeværelse begyndte Bergling som teenager at lave musik på sin computer. Han hentede sit kunstnernavn fra det buddhistiske term for helvede, avīci.

Hans debutalbum 'True' strøg i 2013 ind som nummer fem på den amerikanske billboard-liste og blev dermed en af de største svenske popsucceser nogensinde. I 2014 blev et andet af svenskerens hits, 'Wake me up', den mest spillede sang i historien på Spotify med 200 millioner afspilninger.

Siden oprettede Avicii base i Los Angeles, og som 22-årig indtog han en plads blandt de ti rigeste DJ's i verden.

I 2012 kollapsede svenskeren dog på en scene i Australien og blev indlagt i en uge på et hospital med en kronisk betændelse i bugspytkirtlen. Betændelsen var opstået på grund af for stor indtagelse af alkohol. 

Han aflyste en række optrædener på grund af dårligt helbred, og i 2014 fik han fjernet sin galdeblære og sin blindtarm som følge af sygdommen. I 2016 pensionerede Avicii sig selv fra at optræde live af sundhedsmæssige årsager. 

Til svensk tv sagde Avicii i 2012, at det var et stressende liv som international DJ, men at han følte sig lykkelig.

Svenske natklubber gik i sort

Tim Bergling befandt sig på en rejse på den Arabiske Halvø med svenske venner, da han blev fundet død.

Beskeden om Aviciis død tikkede ind sent fredag eftermiddag, og ved midnat gik flere svenske natklubber i sort. Musikken blev slukket, dansegulvet frøs og det første minut af lørdag den 21. april blev brugte på at ære Aviciis minde. 

Siden har fans og kollegaer verden over - herunder Madonna og DJ-kollegaen David Guetta - sørget over Tim Berglings død og kondoleret til hans nærmeste.

I de seneste seks dage har fem af den svenske DJ's numre været blandt de mest spillede på musiktjenesten Spotify.

Aviciis familie afslutter det åbne brev således:

- Tim var ikke skabt til det maskineri, han havnede i. Han var en ømskindet dreng, som elskede sine fans, men som undgik rampelyset. Tim, du vil for evigt være elsket og savnet. Den, du var, og din musik vil bære mindet om dig videre.