Mor til to suget halvt ud af flyvindue - passagererne troede de skulle dø

16x9
Marty Martinez tog billeder, mens passagererne endnu ikke vidste, om de skulle leve eller dø. Foto: AP / Marty Martinez

149 mennesker oplevede i tirsdags, hvordan det er at svæve mellem liv og død i ni kilometers højde. Her er deres historie.

Vinduet sad lige over vingen på et stort passagerfly med 149 mennesker om bord.

Ni kilometer nede passerede USA hastigt forbi.

Der kom aske gennem ventilationsanlægget

Matt Tranchin, passager

Men der var ingen glas i vinduet og ikke længere nogen motor under vingen.

Midt i hullet, der få øjeblikke tidligere havde været lukket med tre lag glas, sad der nu en 43-årig mor til to fast.

Passagererne i kabinen kunne kun se hendes underkrop.

Overkroppen var suget ud, og nu sad kvinden som en prop i vindueshullet.

Dette er beretningen om, hvordan passagererne i et helt almindeligt fly oplevede det, som mange flypassagerer frygter - nemlig at sidde i uvished mens piloten forsøger at nødlande.

Historien er blevet til på baggrund af en lang række øjenvidneberetninger - blandt andet til New York Times, ABC News og Fox News.

Det knuste vindue, hvor kvinden blev suget ud.
Det knuste vindue, hvor kvinden blev suget ud. Foto: Marty Martinez / AP

Inde i kabinen holdt passagererne hinanden i hånden da de indså, hvad der var sket. Nogle af dem bad til Gud, mens de forberedte sig på at dø en voldsom død.

Få øjeblikke tidligere havde de spillet sudoku, læst og set film, mens de forsøgte at få tiden til at gå, inden den planlagte landing i Dallas.

Men den planlagte landing blev aldrig til noget.

Et gigantisk brag ændrede alting på et splitsekund.

- Der var kaos

Uden varsel eksploderede flyets venstre jetmotor, fordi et af de 24 rotorblade knækkede.

Metalstykker fra eksplosionen smadrede vinduet ud for sæderne på række 14, og undertrykket sugede halvdelen af den 43-årige Jennifer Riordan ud af kabinen.

- Stewardesserne rejste sig hurtigt. Der var kaos. Alle ville hen til der, hvor hullet var, kunne en af passagererne, Matt Tranchin, efterfølgende fortælle til ABC News.

- Der lugtede af røg i flyet. Der kom aske gennem ventilationsanlægget. Vi begyndte at tabe højde.

Matt Tranchin var med det samme klar over, at det her var alvorligt.

Han tænkte på sin gravide kone hjemme i Dallas.

Besætningsmedlemmerne kunne ikke holde deres følelser tilbage

Matt Tranchin, passager

Maskinen rystede voldsomt.

Gennemsigtige plasticslanger med gule iltmasker for enden faldt ned fra de grå paneler i loftet, mens flyet dykkede stejlt nedad.

Billederne er fra nødlandingen i Philadelphia den 17. april 2018. Video: Peter Møller

Cowboy og brandmand tog aktion

Kvinden i vindueshullet var bogstaveligt talt på vej til at forsvinde ud i den blå luft.

Men et par sæder længere fremme sad en cowboy ved navn Tim McGinty.

Da han så, hvad der var ved at ske, rejste han sig og greb fat i kvindens ben.

Men selv om Tim McGinty var en stor, stærk mand, kunne han ikke trække kvinden ind i kabinen igen.

Heldigvis sad der også en brandmand i nærheden.

Det var Andrew Needum, og ved fælles hjælp lykkedes det de to mænd at trække kvinden ind i kabinen igen.

- Motoren gik ud, en kvinde gik gennem vinduet, og vi kunne ikke trække hende ind. Så kom der en fyr og hjalp. Vi fik trukket hende ind, og så forsøgte de at genoplive hende, kunne Tim McGinty efterfølgende fortælle til Fox News.

Personalet mistede modet

Den gruopvækkende scene var bare begyndelsen på 20 rædselsvækkende minutter for passagerer og besætningsmedlemmer på flyet.

Kære Jesus, send os nogle engle. Bare red os fra dette

Timothy C. Bourman, præst

Matt Tranchin - passageren med den gravide kone - oplevede, hvordan selv flypersonalet mistede modet.

- Nogle af besætningsmedlemmerne kunne ikke holde deres følelser tilbage. Nogle af dem græd, mens de stod og kiggede ud gennem det åbne vindue, kunne han efterfølgende fortælle til ABC News.

I de 20 minutter svævede passagererne bogstaveligt talt mellem liv og død, mens piloten forsøgte at nå frem til Philadelphia for at foretage en nødlanding.

Og netop piloten har en stor del af æren for, at det overhovedet har været muligt at fortælle passagerernes historie.

Pilot ved Southwest Airlines, Tammie Jo Shults.
Pilot ved Southwest Airlines, Tammie Jo Shults. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Hun havde forladt et job som jagerpilot i USA's flåde for at flyve passagerfly, og nu kunne hun bruge sin træning.

Passagerer skrev en sidste hilsen

Inde i kabinen var situationens alvor hurtigt gået op for passagererne. Nogle af dem købte internetadgang via flyets netværk, så de kunne sende afskedshilsner til deres kære.

En af dem - 29-årige Marty Martinez fra Dallas - fik hul igennem og sendte en direkte video fra turen via Facebooks livefunktion.

- Det ser ud til, at vi er på vej ned, skrev han.

Den ødelagte motor
Den ødelagte motor Foto: Marty Martinez / AP

Mens Marty Martinez havde travlt med at fortælle verden om den lurende katastrofe, var der andre som kommunikerede med Gud.

Timothy C. Bourman, en 36-årig præst fra New York, troede han skulle dø.

- Jeg troede, vi var færdige.

- Jeg greb min hustrus hånd og begyndte at bede: "Kære Jesus, send os nogle engle. Bare red os fra dette", fortalte Timothy C. Bourman efterfølgende til New York Times.

Præsten kunne ikke finde ud af at bruge sin iltmaske. Han besluttede, at den alligevel ikke kunne redde ham, hvis flyet styrtede, så han lod være med at bruge den.

Mens han bad til Gud, lykkedes det hans hustru Amanda at koble sin telefon på flyets netværk. 

Parret tænkte på deres tre døtre på seks, fire og to år. 

Pigerne var ikke med på flyet.

Der er hul, og nogen er faldet ud

Tammie Jo Shults, pilot

Derfor sendte ægteparret en besked til Timothy C. Bourmans far.

"Bed. Flyet har mistet en motor. Vi vil forsøge at lande. Fortæl pigerne, at vi elsker dem, og at Jesus er med dem for altid".

Forsøgte at redde kvindens liv

Mens nogle passagerer sendte sidste hilsner ud, forsøgte andre at redde den 43-årige Jennifer Riordan, der var blevet hevet ind i kabinen igen.

Kvinden var bevidstløs og blødte, da hendes to redningsmænd lagde hende på en række sæder.

Der var ingen læge om bord på flyet, så i stedet blev det op til en pensioneret skolesygeplejerske at redde Jennifer Riordans liv.

Men det var en meget svær opgave.

- Hvis du overhovedet kan forestille dig at gå gennem vinduet på et fly med en hastighed på 965 kilometer i timen og dernæst ramme enten skroget eller vingen med din krop, med dit ansigt... Jeg kan fortælle dig, at der var omfattende skader på kroppen, fortalte sygeplejersken, Peggy Phillips, efterfølgende til ABC News.

I 20 minutter forsøgte Peggy Phillips at holde den 43-årige kvinde i live med hjertemassage og kunstigt åndedræt.

Samtidig udspillede der sig et drama i flyets cockpit.

Pilot med rolig stemme

Den tidligere jagerpilot, Tammie Jo Shults, måtte forsøge at lande flyet med kun en motor.

Hendes kommunikation med kontroltårnet tegner et billede af en kvinde med nerver af stål.

Hun havde kæmpet sig ind i USA's militær i en tid, hvor kvinder ikke var specielt velkomne.

Tammie Jo Shults var oprindelig jagerpilot.
Tammie Jo Shults var oprindelig jagerpilot. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Tammie Jo Shults var faktisk blevet afvist af USA's luftvåben, inden flåden gav hende et job som pilot i 1983. 

Hun klarede sig godt og fik lov til at flyve avancerede jagerfly af typen F/A-18 Hornet, men fordi hun var kvinde, måtte hun ikke deltage i kamphandlinger. Sådan var reglerne i USA først i 1990'erne. 

Så Tammie Jo Shults forlod flåden i 1993 og gav sig i stedet til at flyve med passagerer.

Det kan de 148 passagerer og besætningsmedlemmer om bord på Flight 1380 fra New York til Dallas være glade for.

Efter flyets motor var eksploderet, blev hun dirigeret til den nærliggende storby Philadelphia.

Med helt rolig stemme kunne hun fortælle kontroltårnet der, at flyet var i stykker, og at der var behov for redningsmandskab på jorden, når flyet kom ned.

Optagelsen af kommunikationen er senere blevet offentliggjort.

Nødlanding i Philadelphia.

- Er der ild i flyet?, lød der fra kontroltårnet.

- Nej, der er ikke ild i det, men en del af det mangler, svarede Tammie Jo Shults.

- De sagde, at der er hul, og nogen faldt ud, lød det videre fra piloten.

Jubel og klapsalver

Mens huse, veje og træer på jorden langsomt blev større og større, når passagererne kiggede ned, gik stewardesser med transportable iltflasker gennem flyet og sikrede sig, at alle passagerer var forsvarligt spændt fast.

Flyet begyndte at ryste, da Tammie Jo Shults forsøgte at få det i stilling til at komme ned på landingsbanen.

Inde i kabinen tænkte Matt Tranchins på sin gravide kone.

- Jeg kommer aldrig til at se min søn blive født. Jeg kommer aldrig til at sige farvel til min kone eller sige farvel til mine forældre, tænkte han, ifølge et interview med ABC News.

Men to minutter inden landingen fik hans mobiltelefon forbindelse til netværket på jorden, så han kunne ringe hjem.

Matt Tranchins fortalte sin hustru, at han havde 50 procent chance for at overleve.

Det ødelagte vindue.
Det ødelagte vindue. Foto: Marty Martinez / AP

Over højttaleranlægget bad besætningsmedlemmerne nu passagererne om at bøje sig forover og gøre sig klar til en hård landing.

Klokken 11.20 svævede det store passagerfly stille og roligt ned, satte hjulene på landingsbanen og trillede hen ad asfalten, til det stod stille.

Så blev var der jubel og klapsalver i kabinen.

Dernæst ringede de lettede passagerer hjem.

Det havarerede fly efter nødlandingen.
Det havarerede fly efter nødlandingen. Foto: Mark Makela / Ritzau Scanpix

Den hårdt kvæstede Jennifer Riordan blev kørt fra flyet på en båre, men hun overlevede ikke ulykken.

Syv andre passagerer kom lettere til skade.

Årsagen til ulykken er formentlig metaltræthed i et af rotorbladene, vurderer USA's nationale trafiksikkerhedsråd.

Flyselskabet Southwest Airlines undersøger nu motorerne på alle deres fly for lignende fejl.