Syrien og Rusland under mistanke for at dække over kemisk angreb

Efterforskningshold i Douma kan ikke få adgang til de områder, der er under mistanke for at have været udsat for giftgasangreb.

Rusland og Syrien bliver nu beskyldt for at dække over sporene fra det formodede giftgasangreb, der for nylig kostede mere end 40 mennesker livet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters siger vestlige diplomater, at der bliver lagt hindringer i vejen for det efterforskningshold, som lørdag ankom til Douma for at finde kemiske spor og tage vævsprøver fra civile ofre.

Sikkerhedshensyn står i vejen, hævder Rusland

Men det benægter både det syriske regime og de russiske allierede, der i stedet henviser til "sikkerhedshensyn" som årsagen til, at man ikke kan komme videre med opklaringsarbejdet. 

Sandheden er, ifølge TV 2s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen, svær at finde hoved og hale i.

- Der er meget lidt af det, der foregår, som passer sammen. Men det er klart, det giver næring til mistanken om, at russerne og Syrien har noget at skjule, siger Steffen Jensen.

Kan have pillet ved beviser

Efterforskningsholdet skulle efter planen have været i gang med at undersøge området for spor af nerve- og giftgas søndag. Angiveligt blev de dog forhindret i at komme i gang, da de ikke havde de nødvendige papirer fra FN.

- Det er vores opfattelse, at Rusland kan have besøgt det sted, der er blevet angrebet. Vores bekymring er, at de kan have pillet ved beviser med det formål at hindre mulighed for at udføre en tilbundsgående undersøgelse, sagde Kenneth Ward fra OPCW (Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons, red.), der står for efterforskingen.

Den forklaring benægter Ruslands delegerede i FN's sikkerhedsråd, Dmitry Polyanskiy. Han henviser i stedet for til, at det er gengældelsesbombningen fra amerikanske, franske og britiske styrker i weekenden, som har umuliggjort missionen for OPCW.

- Der vil altid være logistiske problemer ved at bevæge sig ud i et område, der netop er blevet bombet, hævder diplomaten.

Steffen Jensen har svært ved at se logikken i den udmelding.

- Det område, efterforskningholdet skulle ud i, er slet ikke blevet ramt af bombningen. Men jo længere tid, der går, desto vanskeligere vil det være at finde beviser for brug af krigsgassen, og desuden kan vidner påvirkes, lyder vurderingen.

Theresa May: Bevidst blokade

Den engelske premierminister Theresa May beskyldte mandag Rusland og Syrien for bevidst at blokere adgang for at kunne dække over en forbrydelse mod civilbefolkningen.

- Man har lavet visitationer på evakuerede fra området for at sikre sig, at der ikke kommer beviser ud fra området. Og det er er en opgave, Rusland støtter, siger Theresa May, ifølge avisen The Guardian.

Fra dansk side bakker man op om en hård og uforsonlig kurs mod Rusland og Assad-regimet.

- Der er ingen vaklen. Vi holder fast i sanktionerne mod Rusland, og nye sanktioner kan komme på tale, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til TV 2.

Dansk ekspert har forsøgt at rydde op

Selv om der ikke er kommet konkrete beviser for brugen af giftgas mod den syriske civilbefolkning, tyder meget på, at det er tilfældet.

- Hvis vi læser op på symptombilledet på de stoffer, der er under mistanke for at have været brugt, er der ikke umiddelbart noget, som strider imod, at det kunne være nervegift, sagde Anders Søndergaard, kemiker i Beredskabsstyrelsen, til TV 2 umiddelbart efter angrebet i Douma.

Anders Søndergaard var i 2013 og 2014 med i de internationale bestræbelser på at forhindre Assad i at producere giftgas.

- Vi fjernede alt det, som var deklareret. Det var udgangsstoffer til produktion af eksempelvis sarin. Så kan man måske selv tænke over, hvorfor der tilsyneladende stadig findes kemiske våben dernede.