Er pigen med den lyserøde ble 'fake news'? - kampen om sandheden er i gang

To vidt forskellige angreb i Syrien har én ting til fælles: Ingen vil indrømme, at de står bag. Beskyldninger er der til gengæld nok af.

Pigen i de lyserøde blebukser er tavs, mens en mand slår med flad hånd mod hendes ryg.

Der lyder over 20 klask, inden skriget kommer. 

Barnet har fået nok vand ud af lungerne til atter at kunne trække vejret.

Andre børn er ikke så heldige.

De ligger døde med fråde om munden.

Ofre for et giftgasangreb, som ingen vil stå ved at have udført.

Hvem er det 'dyr', der dræber småbørn med giftgas?

USA's præsident Donald Trump mener, at dyret er Syriens diktator Bashar al-Assad.

Præsidenten advarer diktatoren om, at Assad sammen med sine russiske og iranske allierede kommer til at betale en høj pris for de døde børn.

Sundhedspersonale forsøger at få vand ud af pigens lunger.
Sundhedspersonale forsøger at få vand ud af pigens lunger. Foto: Reuters
Pigen trækker atter vejret.
Pigen trækker atter vejret. Foto: Reuters
Pigen får astmamedicin for at hjælpe hende til at trække vejret.
Pigen får astmamedicin for at hjælpe hende til at trække vejret. Foto: Reuters

Men der foreligger endnu ingen håndfaste beviser for, hvem der har dræbt børnene.

På en militærbase et andet sted i Syrien ligger 14 lig.

Voksne mennesker dræbt i et luftangreb, som ingen vil stå ved at have udført.

Rusland beskylder to israelske F-15-jagerfly for at stå bag angrebet.

Der foreligger heller ingen håndfaste beviser for, hvem der har angrebet militærbasen.

Til gengæld er der mange meninger om, hvem der har ansvaret for angrebene.

Er gasangrebet "fake news"?

Lørdagens giftgasangreb i Douma i den østlige del af Syriens hovedstad Damaskus har ifølge den syriske nødhjælpsorganisation Syrian American Medical Society (SAMS) kostet 49 menneskeliv.

- I går fremkom der oplysninger om endnu et angreb med kemiske våben fra det syriske regime, hed det fra oppositionsgruppen Syrian Negotiation Committee.

Den lille pige i de lyserøde blebukser optræder på en video, der angiveligt er optaget i bydelen Douma den 7. april. Andre videobilleder viser adskillige døde børn og voksne, en stemme på videoen siger, at der lugter stærkt af klor.

Ifølge Ruslands forsvarsministerium er historien om giftgasangrebet "fake news".

Rusland har endda advaret imod, at syriske oprørere var i færd med at planlægge et giftgasangreb mod civile. Formålet skulle angiveligt være at få det internationale samfund til at slå igen mod Assads regime.

- Vores militær på jorden i Syrien havde advaret flere gange om, at en alvorlig provokation var undervejs. (...) En alvorlig provokation, der har til formål at beskylde Damaskus for igen at bruge kemiske substanser mod civilbefolkningen, siger Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov.

Han fortæller desuden, at russiske militæreksperter har undersøgt det sted, der blev angrebet, uden at finde spor af giftgas.

I konflikter som den i Syrien er det ofte fantasien, der skaber virkeligheden den næste dag

Steffen Jensen, TV 2s mellemøstkorrespondent

Sidste år fik billeder af døde børn Donald Trump til at beordre et angreb mod Syrien. Dengang slog USA til mod en militærbase i Homs, inden det med sikkerhed var lykkedes at fastslå, hvem der var ansvarlig for gasangrebet.

USA er klar til at slå igen

Også denne gang er USA's præsident tilsyneladende overbevist om, at Assads regime står bag.

Så da missilerne slog ned og dræbte 14 mennesker på T4-militærbasen i Homs, var det nærliggende at tro, at USA stod bag.

Syriens nyhedsbureau SANA skrev, at angrebet sandsynligvis var en amerikansk aggression, men amerikanerne benægter.

Israel har også udført angreb inde i Syrien i de senere år, og Rusland beskylder Israel for at stå bag, men israelerne vil ikke kommentere angrebet.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder var der flere iranske mænd blandt ofrene.

Israel har tidligere slået til mod medlemmer af gruppen Hezbollah, der bliver støttet af Iran, og det kan forklare, hvorfor Israel er gået til angreb.

En af Hezbollahs tv-stationer - Al-Manar i Libanon - har allerede udråbt luftangrebet som en israelsk aggression.

Indtil videre er der dog hverken håndfaste beviser for, hvem der udførte luftangrebet på militærbasen eller gasangrebet i Douma.

Fantasien overgår virkeligheden

Og hvad der præcist er foregået, er faktisk ikke så vigtigt, som man måske skulle tro.

I stedet forsøger de stridende parter at skabe hver deres billede af virkeligheden. Det fortæller TV 2s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen.

- Det handler ikke så meget om, hvad der er sket, men mere om fortællingen om, hvad man mener, der er sket. På den måde er propagandaen lige så meget en del af krigen som kampvogne og kanoner, siger han.

Derfor bliver historien om gasangrebet og angrebet på basen i Homs brugt forskelligt af USA, Syrien, Israel og Rusland.

- Det er snarere fortællingen, end det er den virkelige virkelighed, der sætter dagsordenen for, hvad der sker næste dag, siger Steffen Jensen.

Hvilke konsekvenser billederne af den lille pige i de lyserøde blebukser får i Syrien, er endnu ikke til at sige.

Ifølge nyhedsbureauet AP afventer Donald Trump en rapport om, hvem der stod bag angrebet.

Samtidig har Rusland advaret om, at alle militære indgreb i Syrien, der udføres under forudsætninger, der er "fabrikerede" eller "langt ude", vil få "alvorlige konsekvenser".