Schmeichels VM-video er ubetalelig propaganda for Putin, siger historiker

Den tidligere målmand optræder i VM-promoveringsvideo for den russiske tv-station Russia Today. Det er Putin-propaganda, vurderer idrætshistoriker.

Peter Schmeichel står i en bilfabrik og bedyrer, at han kan bygge sin egen bil i den russiske by Nizhny Novgorod. Han kører i truck henover et sneklædt landskab og ser på kunst på det lokale museum. Det gør han i 'The Peter Schmeichel Show', hvis første afsnit blev vist onsdag.

Afsenderen er den statskontrollerede tv-kanal Russia Today (RT), og Peter Schmeichel er dermed den seneste i rækken af idrætsudøvere, der bliver brugt til propaganda af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det mener professor Hans Bonde fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

- Russia Today er et propagandamedie og en forlænget arm for Putin og den russiske statsmagt. Det er genialt af RT, at de vælger en af historiens bedste målmænd og får ham til at tale rigtig pænt om Rusland. Men det er selvfølgelig fuldstændig instrueret. Han sælger sin krop og sjæl til russisk propaganda, siger Hans Bonde, der blandt andet har forsket i sammenblandingen mellem sport og politik.

Navigerer under politisk radar

Rammen er, at Rusland skal være vært ved sommerens VM-slutrunde for herrelandshold i fodbold, og derfor tager Peter Schmeichel rundt og besøger værtsbyerne. At RT har fået en af verdens bedste målmænd gennem tiderne som frontfigur er mere end værdifuldt for Vladimir Putin, siger Hans Bonde.

- Putin har for længst indset, at sporten er en helt utrolig måde at lave propaganda på. Du kan komme i kontakt med store dele af verden og mødes i entusiasme omkring sport under den politiske radar og sælge politiske budskaber, som kommer mere ukritisk ind, som det serveres her. For når først bolden ruller, slår folk hjernen fra.

Putin på podiet med Lewis Hamilton efter et Formel 1-løb i Sotji.
Putin på podiet med Lewis Hamilton efter et Formel 1-løb i Sotji. Foto: Maxim Shemetov / Scanpix Denmark

Når champagnen rammer Putin

Rusland var desuden vært for vinter-OL i 2014 og har blandt andet fået Formel 1 til Sotji. Og der er en særlig grund til, at autoritære statsledere som Putin, og tidligere i historien italienske Benito Mussolini, har benyttet sig af sport som propaganda.

Det skyldes, at deres budskaber kan ”skurre fælt, hvis de sælges direkte,” men blander man sport ind i det, og hylder man den store leder samtidig, går det ikke altid op for folk, at det er propaganda, forklarer Hans Bonde og tilføjer:

- Ved Formel 1 i Sotji, hvor Lewis Hamilton vandt, stod Putin med på podiet, og når Hamilton sprøjtede med champagne, ramte det også Putin. Men han er jo ikke blevet verdensmester. Alligevel får han en dynamisk aura omkring sig og adgang til en scene, der normalt er helt lukket land for politikere. Alt sådant propaganda er ubetalelig for Putin.

Peter Schmeichel kører i truck henover et sneklædt landskab i russisk promoveringsvideo for VM. Video: Anne Brandbjerg

Symbol på vestlig accept

Derfor ser Hans Bonde med spænding frem til VM i Rusland for at følge Peter Schmeichels rolle for RT. Her får han følgeskab af blandt andre toptræner José Mourinho og den tidligere fodboldspiller Carlos Valderrama, der begge også er ansat af RT.

- Der er ingen tvivl om, at han varmer godt og grundigt op til at blive brugt som et markant symbol på vestlig accept af Rusland som arrangør af VM. Det er ekstra interessant lige nu med Rusland, der er så meget i modvind i de vestlige lande, at en dansk sportshelt aktivt går ind og understøtter det nationalistiske russiske budskab.

Champagne-rysteri på podiet for Lewis Hamilton og Sebastian Vettel(th.)
Champagne-rysteri på podiet for Lewis Hamilton og Sebastian Vettel(th.) Foto: Grigory Dukor / Scanpix Denmark

- Glæde, angst, komedie ...

Der har tidligere været kritik af Peter Schmeichels ansættelse hos RT, men da det blev offentliggjort, fortalte han, at han glædede sig til at fortælle historier ”fra den virkelige verden”.

- Jeg har sagt ja til RT, fordi vi ikke bare vil udforske værtslandet for VM 2018, men vi vil også vise fodbolden på en måde, som ingen anden tv-station vil - en kombination af glæde, angst, komedie, drama, politik og historier fra den virkelige verden, sagde Peter Schmeichel i en pressemeddelelse fra RT.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Schmeichel via hans agent Mads Frederiksen, men han har ifølge DR ikke nogen kommentarer til en lignende kritik.

Den tidligere målmand optræder i VM-promoveringsvideo for den russiske tv-station Russia Today. Video: Anne Brandbjerg

Bør det officielle Danmark boykotte VM?

Der har den seneste tid været stor debat om officielle repræsentanters deltagelse i VM i Rusland, og i tirsdags meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen ud, at Danmark kan blive tvunget til at gøre som Storbritannien: At kongelige og ministre ikke drager til VM i Rusland til juni i protest mod giftangrebet på den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter på britisk jord.

Derfor er det for statsministerens partikollega også svært at forestille sig, at det officielle Danmark ses til arrangementer med Putin: 

- Det er meget, meget svært at forestille sig, at det officielle Danmark tager til Rusland og fester med Putin og hans ministre. Det sender et meget forkert signal set i lyset af den meget aggressive adfærd, som Rusland har mod Vesten, heriblandt Danmark, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til TV 2.

Se første afsnit af 'The Peter Schmeichel Show' på Youtube her.