Turister kaster millioner i springvand - nu vil kommunen snuppe mønterne

16x9
Der er ofte sort af mennesker omkring Trevifontænen. Traditionen siger, at hvis man ikke kaster en mønt over skulderen og ned i vandet, kommer man aldrig tilbage til Den evige stad. Foto: Alessandro Bianchi / Scanpix Denmark

Roms turister kaster mere end 10 millioner kroner over skulderen og ned i Trevifontænen hvert år. Indtil nu er pengene gået til byens fattigste.

En kobberfarvet mønt ligger fladt i højre hånd. Et kig over skulderen, efterfulgt af kast og et let plask, der knapt kan høres for menneskemylderet, som maser sig frem for at få en plads inden for kasteafstand.

De fleste, der har besøgt Rom, har oplevet en situation som denne foran Trevifontænen, for det er et must do at kaste en mønt i det berømte springvand. Ellers kommer man aldrig tilbage til byen, lyder overtroen.

Det er en tradition, der i den grad giver penge på marmorbunden. Hver morgen bliver tusindvis af cent- og euro-mønter fisket op af det klare vand foran titanen Okeanos, og de seneste år er det blevet til 1,4 millioner euro, eller hvad der svarer til mere end 10 millioner danske kroner, hvert år.

Selv om bassinet foran Trevifontænen bliver tømt for mønter hver eneste morgen, er der altid hundredevis af mønter at se.
Selv om bassinet foran Trevifontænen bliver tømt for mønter hver eneste morgen, er der altid hundredevis af mønter at se. Foto: Filippo Monteforte / Scanpix Denmark

De penge er siden 2001 endt i den katolske velgørenhedsorganisation Caritas’ lommer, men fra nytår vil det være slut.

Bystyret lover, at pengene vil gå til velgørenhed

Caritas har i årenes løb brugt fontænens mønter til suppekøkkener, herberger og mad til byens fattigste familier, men nu skal pengene i stedet gå til kommunekassen, har byens borgmester, Virginia Raggi, bestemt.

I november varslede hun, at bystyret ville overtage administrationen af pengene allerede fra den 1. april, men i sidste øjeblik er ændringen blevet udskudt indtil årsskiftet.

Udskydningen kommer efter massiv modstand af beslutningen om at tage pengene fra den velgørende organisation, skriver flere italienske aviser.

Fra bystyret lyder det dog, at pengene i stedet vil gå til andre godgørende formål.

- Det er tid til forandring. Vi ønsker at give plads til andre romerske frivillige organisationer, lyder det ifølge den italienske avis Corriere della Sera.

Traditionen med at kaste mønter i Trevifontænen stammer fra filmen 'Kærlighedsfontænen' fra 1954.
Traditionen med at kaste mønter i Trevifontænen stammer fra filmen 'Kærlighedsfontænen' fra 1954. Foto: Three Coins in the Fountain

Økonomiske problemer i byen

En stor del af kritikerne frygter dog, at turisternes penge ender med at tage turen direkte fra bunden af springvandet til bunden af kommunekassen.

Det skyldes, at den italienske hovedstad er i store økonomiske problemer, blandt andet på grund af en høj grad af korruption.

Det har betydet, at Roms parker og veje er blevet negligeret, og at dele af byen forfalder. Eksempelvis er 90 procent af byens gartnere blevet fyret siden 2000.

For at løse problemerne begyndte bystyret i sidste uge at benytte sig af arbejdskraften fra de indsatte i byens fængsler. En række af de fængslede rydder nu op og renoverer byens parker og hullede veje.

Kritikerne frygter, at de 10 millioner kroner fra Trevifontænen netop kommer til at gå til at dække hullerne i kommunens økonomi og veje i stedet for dem i maverne på byens fattigste.