Paven vaskede fødder på romerske fanger

Kristne, muslimer og en buddhistisk fange fik vasket fødderne rene af pave Frans i et romersk fængsel.

Pave Frans har torsdag gennemført sit årlige ritual med at vaske fødder op til påske. I år har paven vasket indsattes fødder i fængslet Regina Cæli i Rom.

- Jeg knæler for hver enkelt af jer, siger paven fra fængslet i en lydoptagelse, der sendes via Vatikanets radiostation.

Otte af fangerne er katolikker. Men paven vasker også fødder på to muslimer, en ortodoks kristen og en buddhist, oplyser Vatikanet.

Fangerne er fra Italien, Filippinerne, Marokko, Colombia, Nigeria og Sierra Leone.

Jesus' ydmyghed

Ritualet sker i erindring af Jesus, som siges at have vasket sine 12 disciples fødder før Den Sidste Nadver.

Under ritualet taler paven om Jesus' ydmyghed. Han siger, at hvis "konger, kejsere og statsoverhoveder" havde fulgt Jesus' eksempel, så "havde vi ikke haft mange krige".

- En straf uden håb er ikke kristen. Den er ikke human. Derfor er dødsstraf ikke human eller kristen, siger paven under besøget.