Steven Spielberg: Netflix-film fortjener ikke Oscar-nominering

16x9
Oscaruddelingen foregik i starten af marts. Foto: Frederic J. Brown / Ritzau Scanpix

Streamingtjenesters indtog på filmscenen truer biografernes og dermed filmenes fremtid, mener filmboss.

Efter flere år hvor streaming-tjenesten Netflix har forsøgt at komme ind i kampen om en Oscar, skete det endelig.

Filmen 'Icaros' brød mønstret og vandt en af de prestigefyldte priser for bedste dokumentar ved dette års uddeling. Men beslutningen møder nu kritik fra den anerkendte instruktør Steven Spielberg.

- Når du binder dig til et tv-format, så er du en tv-film. Et godt tv-program fortjener en Emmy (pris til bedste tv-produktion red.), men ikke en Oscar, siger han i et interview med ITV News.

En reel trussel

Den lunkne stemning overfor streamingtjenestens indtog på filmscenen skyldes en bekymring for biografernes fremtid, forklarer instruktøren.

For normalt sendes spillefilm først i biografen, som viser dem eksklusivt i flere måneder. Først bagefter kan de købes på dvd eller ses på streamingtjenester.

På den måde tjener både filmens producent og biograferne penge. Penge, der ifølge instruktøren skal gå til nye film.

Og det er dét trin, som Netflix springer over ved at udgive deres film med det samme eller kun sende dem i biografen i meget kort tid.

- Det er en reel trussel for biografgængere, siger Steven Spielberg.

Dansk opbakning til Spielberg

Tilbage i 2016 langede Netflix-bossen Reed Hasting ud efter biograferne, fordi de ikke ville vise film, der allerede var tilgængelige på streamingtjenesten.

Han beskyldte dem i den forbindelse for at ”kvæle filmbranchen” og mente, at tilstanden var direkte ”tragisk”.

Men den udtalelse kunne formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, ikke lade gå ubemærket forbi.

Han bakker Steven Spielberg op i, at biograferne er med til at indbringe store dele af de beløb, der bruges til at producere film for.

- Det handler alene om at forøge filmbranchens samlede indtægter, hvis der fortsat skal kunne produceres kvalitetsunderholdning til forbrugerne, skrev han i et debatindlæg på finans.dk.

Biograferne holder hånden under filmbranchen

Formanden for Danske Biografer mener netop, at man gør det modsatte af at øge de samlede indtægter ved at droppe biografen.

For ifølge ham blev en dansk filmproducent i 2016 tilbudt en betaling på mellem 10.000 og 50.000 kroner for at give Netflix rettighederne til en film i en to-årig periode.

- Og det siger næsten sig selv, at den betaling ikke kan betale de hundedyre danske spillefilm, som i gennemsnit koster 21 millioner kroner, skriver han og fortsætter: 

- Biograferne genererer til gengæld millioner af kroner til filmens producenter og holder dermed hånden under hele filmbranchen.