150 hvaler strandet - og nu er hajerne på vej

En kamp med tiden er gået i gang i Hamelin Bay, hvor der fortsat er håb for nogle af grindehvalerne.

Et ulykkeligt syn har tidligt fredag morgen mødt en fisker ved Hamelin Bay i den australske delstat Western Australia. 

135 kortfinnede grindehvaler er omkommet efter at være blevet skyllet op på stranden, skriver britiske The Guardian. 

15 hvaler er dog stadig i live.

Det har fået frivillige og dyrlæger til at kaste sig ind i kampen for at redde de få hvaler, der stadig er håb for. 

Men opgaven er sværere end som så. 

Reddet og skyllet tilbage igen

Således har et øjenvidne beskrevet, hvordan det først lykkedes at få bugseret en hval ud på dybt vand, for et øjeblik senere at se selv samme hval blive skyllet tilbage på stranden igen.

Også vejrforholdene er en udfordring, fortæller lederen af redningsaktionen Jeremy Chick til The Guardian.

Hvalerne blev opdaget af en lokal fisker torsdag dansk tid.
Hvalerne blev opdaget af en lokal fisker torsdag dansk tid. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

- Dyrenes kræfter, samt vinden og muligheden for våde vejrforhold får betydning for, hvor og hvornår vi forsøger at flytte dem tilbage til havet, siger han. 

I mellemtiden forsøger menneskene at holde de resterende hvaler i live uden at udsætte sig selv for fare. Så mange redningsarbejdere og frivillige har meldt sig, at folk er blevet bedt om at holde sig fra området. 

Men også andre faktorer spiller ind. Og redningsaktionen er blevet en kamp med tiden i mere end én forstand. 

Hajer nærmer sig kysten

Hajer har nemlig fået færten af de døde og døende hvaler, og det har fået flere af de dødbringende havdyr til at blive dristige og nærme sig kysten. 

Senest er en tre meter lang haj blevet observeret i området. 

Derfor har de lokale myndigheder nu udstedt et hajvarsel, for at eventuelle badende eller svømmende holder sig fra området. 

Det er langt fra første gang, hvaler strander på Western Australias kyst. Den hidtil største hvalkatastrofe indtraf i 1996. Dengang var der tale om 320 langluffede grindehvaler.

De kortfinnede grindehvaler, som nu kæmper for livet, opholder sig normalt i tropisk og subtropiske farvande, ligesom de normalt opholder sig i store flokke med minimum 100 medlemmer.