BLOG: EU forsøger at forstå Donald Trump

16x9
Billedet her er fra G7-topmødet i Taormina, Italien, den 26. og 27. maj 2017. Foto: Philippe Wojazer / Scanpix Denmark

Europa balancerer på kanten af en handelskrig med USA.

De store tektoniske plader er ved at glide væk fra hinanden.

Sådan konkluderer diplomaten i Bruxelles over for synet af trusler om handelskrig fra USA's Donald Trump - suppleret af trusler om atomkrig fra Rusland og dumping af Kinas industriprodukter.

Kort sagt: Der er ikke noget at stå fast på. Reglerne gælder ikke længere. Og selv det USA, som altid har været vor nærmeste allierede, finder nu på nye regler - afhængigt af præsident Trumps humør.

Aftale før EU-topmøde

Derfor skal EU-topmødet torsdag have en aftale med Trumps regering. Ellers træder USA's nye straftold i kraft over for de lande, der sælger produkter med stål og aluminium til USA.

Vi taler om 25 procent told på stål og 10 procent på aluminium. Og da EU-landene står for en syvendedel af verdens samlede eksport af disse varer til USA, så vil det gøre ondt på industrien og på arbejdspladserne her på vores kontinent.

Så kontinenterne glider væk fra hinanden.

Nu på førstedagen af topmødet ankom EU's handelskommissær Cecilia Malmström med fly fra Washington, hvor hun de sidste to dage har forhandlet med blandt andet USA's handelsminister Wilbur Ross.

USA's handelsminister Wilbur Ross.
USA's handelsminister Wilbur Ross. Foto: Mandel Ngan / Ritzau Scanpix

Og Ross er lige så skeptisk over for internationale handelsaftaler som hans chef, præsident Trump. Begge mener, at grundreglerne i verdenshandelsorganisationen WTO, som EU hælder sit hoved til, skal revideres.

Straftold på amerikanske varer

I første omgang har EU fulgt de normale regler efter USA's udspil, der kom for to uger siden.

EU's handelskommissær Cecilia Malmström til et pressemøde i Bruxelles den 7. marts 2018, hvor hun annoncerede EU's modsvar til Trumps straftold.
EU's handelskommissær Cecilia Malmström til et pressemøde i Bruxelles den 7. marts 2018, hvor hun annoncerede EU's modsvar til Trumps straftold. Foto: Aris Oikonomou / Ritzau Scanpix

EU sagde, at man ville lægge told på bestemte amerikanske varer, hvis den nye særtold blev sat i værk. Det gælder blandt andet Harley Davidson-motorcykler og bourbon whisky – varer fra delstater, hvor amerikanske toppolitikere er valgt. Det er et helt traditionelt modsvar. En smule udspekuleret og en lille smule morsomt.

Andre lande har reageret noget mere udspekuleret og meget mere morsomt.

Australien har i stedet sendt en af sine mest kendte golfspillere, Greg Norman, som er én af præsident Trumps personlige venner. Han skal forsøge at snakke Trump til fornuft.

Tanken er, at man skal forsøge at undgå at Donald Trump bliver sur. Og her er en runde golf med ham måske mere effektiv end saglige argumenter.

Noget tyder på, at australierne har set rigtigt. I hvert fald tyder alt på, at Trump er blevet endnu mere sur på europæerne. Han har reagereret ved at sige, at europæerne er umulige og har tilføjet endnu nogle trusler mod enkelte lande, men især mod Tyskland.

Så måske skulle EU have sendt en ordentlig golfspiller til Washington i stedet for handelskommissæren.

Kan handelskrigen undgås?

Men nu bliver Cecilia Malmströms svar til topmødet i dag afgørende for, om handelskrigen kan undgås – eller om EU's stats- og regeringschefer skal til at reagere på et sammenstød med USA fra klokken 6 fredag morgen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager i EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag denne uge.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager i EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag denne uge. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Udtalelserne lige nu fra USA går i den rigtige retning.

USA's handelsforhandler Robert E. Lighthizer sagde i går til den amerikanske kongres, at han håber på, at forhandlingerne fører til en aftale med europæerne engang i april.

Samtidig hedder det fra Cecilie Malmström og Wilbur Ross efter deres møde onsdag, at de er enige om at arbejde på en løsning ”snarest muligt”.

Begge udtalelser er tilstrækkeligt uklare. Der er håb. Men der er ingen løfter om, at håbet fører til noget som helst.

Samtidig vil EU’s stats- og regeringschefer huske Donald Trumps stribe af vrede udtalelser især over for Tyskland.

Tyskerne irriterer

Tyskernes store handelsoverskud i forhold til USA irriterer.

Tyskland er et af de lande, Trump har i sigtekornet.
Tyskland er et af de lande, Trump har i sigtekornet. Foto: Philippe Wojazer / Ritzau Scanpix

Og tyskernes beskedne militærbudget irriterer også. Så det hænger i luften, at Det Hvide Hus har den største og vigtigste europæiske økonomi direkte i sigtekornet.

Derfor rejser sig også spørgsmålet, om det vil lykkes amerikanerne at splitte de 28 EU-lande, når de med hver deres nationale interesser står overfor den mulige handelskrig.

Det er dog ikke sket endnu. For det er EU-kommissionen, der har kompetencen til at forhandle handelsaftaler – ikke de enkelte lande.

Men virkeligheden kan hurtigt komme til at trænge sig på, når man taler om penge.

En mand støvsuger den røde løber op til et EU-topmøde i Europa-bygningen i Bruxelles i februar 2018.
En mand støvsuger den røde løber op til et EU-topmøde i Europa-bygningen i Bruxelles i februar 2018. Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Derfor er det nu op til EU-topmødet i Bruxelles. Her skulle der komme et svar sidst på dagen torsdag. Og så er der i hvert fald et halvt døgn frem til tidsfristen udløber fredag morgen.

Måske skulle EU skynde sig at sende en golfspiller til en fornuftig snak med Donald Trump.