Facebook kender dig bedre end din kæreste efter 300 likes

Facebook er kommet i modvind efter beskyldninger om datamisbrug.

I weekenden skrev avisen New York Times, at analyseselskabet Cambridge Analytica, der arbejdede for Trump-kampagnen under præsidentvalget, har stjålet data om 50 millioner amerikanske vælgere via deres Facebook-profiler.

Det London-baserede selskab stjal angiveligt oplysningerne for at kunne udarbejde et program til at forudsige og påvirke vælgernes valg. Cambridge Analytica afviser i en pressemeddelelse beskyldningerne om datamisbrug.

Men hvilke og hvor mange oplysninger kan disse firmaer hente ud af vores profiler og færden på de sociale medier?

I 2015 udviklede et forskerhold på Cambridge University en algoritme, der på baggrund af dine likes på Facebook er bedre til at vurdere din personlighed end både dine kolleger, venner og familie.

  • Ved 10 likes er algoritmens vurdering mere præcis end dine kollegers.
  • Ved 70 likes er den bedre til at vurdere din personlighed end dine venner.
  • Ved 150 likes er algoritmens beskrivelse af din personlighed mere præcis end din families.
  • Ved 300 likes rammer algoritmen din personlighed mere præcis end din partner.
Facebook kender dig bedre end din familie.
Facebook kender dig bedre end din familie. Foto: TV 2

Madretter siger noget om din intelligens

Cambridge Psychometrics Centre har udviklet hjemmesiden Apply Magic Sauce. Giver man siden tilladelse til at hente informationer fra ens Facebook-profil, kommer hjemmesiden med en række bud på ens personlighed og præferencer baseret på ens digitale fodspor.

Du kan tage testen her.

Undersøgelsen fra 2015 baserer sig på et studie fra 2013, der viste at eksempelvis hobbyer og personlige interesser, som man synes godt om på Facebook, kan fortælle noget om ens politiske overbevisning og seksuelle orientering.

Ved at analysere data fra Facebook fandt forskernes algoritmer sammenhænge, som ikke umiddelbart er synlige. Det kan eksempelvis være en sammenhæng mellem ens foretrukne madretter og ens intelligens.

Whistleblower står frem

I den aktuelle sag fra weekenden har en whistleblower og tidligere medarbejder i Cambridge Analytica, Christopher Wylie, fortalt til flere medier, at selskabet fandt frem til personer, som virkede påvirkelige og sendte data, som kunne ændre deres opfattelse af, hvad der reelt skete.

En af Cambridge Analyticas tidligere medstiftere, Chris Wylie, siger, at firmaet har brugt data til at skabe en lille puppe af information, som på den måde kan ændre folks opfattelse af virkeligheden.

I pressemeddelelsen fra Cambridge Analytica står der, at mediernes "kilde ikke giver et retvisende billede af hverken ham eller virksomheden gennem sine kommentarer".

- I 2014 modtog vi Facebook-data og derivater af Facebook-data fra et andet firma, GSR. Vi handlede i god tro og leverede data til forskning, skriver Cambridge Analytica i pressemeddelelsen.