Trump fyrer sin udenrigsminister

Rex Tillerson er færdig som udenrigsminister, efter præsident Trump har udnævnt hans erstatning på det sociale medie.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tilsyneladende uden varsel fyret sin udenrigsminister, Rex Tillerson.

Præsidenten skriver på Twitter, at han har udnævnt CIA-chefen Mike Pompeo til den vigtige post. Og han uddybede kort efter på et pressemøde sin beslutning.

- Jeg sætter stor pris på Rex, og jeg har altid haft det godt med Rex. Men vi var meget uenige om nogle ting, siger Trump.

Han nævner især atomaftalen med Iran som et punkt, hvorpå han var dybt uenig med sin udenrigsminister.

- Jeg synes, den er forfærdelig. Og Rex synes vist, den er okay. Jeg vil gerne rive den i stykker eller ændre den, men det ville han ikke, siger præsident Trump.

Mike Pompeos afløser som leder af CIA bliver Gina Haspel, som hidtil har været vicedirektør for tjenesten. Hun har været ansat i CIA siden 1985.

Trump: - Rex bliver meget gladere nu

Nyheden fra Trump faldt klokken 13.45 tirsdag eftermiddag dansk tid og skabte med det samme stort postyr på sociale medier, hvor nyheden kom bag på mange.

- Min kæbe faldt lige ned, skriver Elizabeth Landers, der dækker Det Hvide Hus for CNN.

Nyheden kom efter sigende lige så meget bag på Tillerson selv. Det amerikanske udenrigsministerium bekræfter, at han ikke havde talt med Trump, inden meddelelsen kom. Og præsidenten bekræfter på sit pressemøde, at han traf beslutningen selv.

- Jeg er nu tæt på at have det kabinet, jeg gerne vil have. Jeg ønsker Rex mange gode ting. Rex bliver glad for det her. Han bliver meget gladere nu, siger præsidenten.

Trump afkræfter, at det handler om Rusland

Tillerson har været udenrigsminister siden Trumps indsættelse i januar sidste år. Der er tidligere sat spørgsmålstegn ved deres samarbejde, ikke mindst da CNN i oktober sidste år kunne fortælle, at Tillerson havde kaldt Trump for 'moron', hvilket løst kan oversættes til fjols.

Beskyldninger, som Tillerson ikke offentligt ville hverken be- eller afkræfte.

Så sent som i går, mandag, var Tillerson i medierne for at kommentere den verserende sag om en mulig forgiftning af den russiske eksspion Sergej Skripal i Storbritannien. Her støttede han briternes udlægning af sagen, som er, at russerne sandsynligvis er involverede.

- På en eller anden måde kom det fra Rusland, sagde Tillerson i det, der skulle vise sig at være hans sidste offentlige udtalelse som udenrigsminister.

Flere medier spekulerer i, at netop de udtalelser fra Tillerson kan have gjort Trump vred, men præsidenten siger på sit pressemøde, at han også stoler på briternes konklusioner.

- Jeg skal tale med Theresa May i dag, og deres beviser tyder på, at det er Rusland, så det vil jeg da helt sikkert anse for at være fakta, siger præsidenten på sit pressemøde.

Mike Pompeo tager over som udenrigsminister.
Mike Pompeo tager over som udenrigsminister. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix

Pompeo vil lytte mere til Trump

Ifølge Kristian Mouritzen, der er sikkerhedspolitisk korrespondent for Berlingske, er Rex Tillerson kendt som en stædig mand, der ikke er bange for at tage en konflikt - heller ikke med Trump.

- Der vil Trump med Mike Pompeo nok få en mand, der i højere grad hører efter, hvad der bliver sagt, og prøver at tilpasse sig linjen fra Det Hvide Hus, siger han.

Han kalder det amerikanske udenrigsministerium et meget fasttømret og klassisk diplomatisk apparat, og derfor skal man ikke forvente nogen stor ændring i den amerikanske udenrigspolitik, selvom ministeren skiftes ud, siger han.

- Ligesom i mange andre lande har det amerikanske udenrigsministerium det med at omklamre personen i embedet. Der sidder nogle af de skarpeste hjerner, som arbejder i et langsigtet, fasttømret system, og det vil Pompeo nok ikke kunne ændre så meget på, vurderer Kristian Mouritzen.

Donald Trump har fyret Rex Tillerson som udenrigsminister og erstattet ham med CIA-leder Mike Pompeo. Video: Esben Christensen

Samuelsen: Han var dejlig at arbejde sammen med

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA) vil ikke spekulere i baggrunden for sin kollegas exit, men bekræfter, at han ikke var til at kue.

- Han er en mand, der ved, hvad han vil, og som ikke lader sig tynge af presse eller andet. Og det er måske en stil, der kan støde nogen, men jeg tror egentlig også, at det var noget af det, Trump satte pris på ved ham, siger Anders Samuelsen til TV 2.

Han takker Tillerson, som han nåede at møde 6-7 gange, for samarbejdet. 

- Han var dejlig at arbejde sammen med. Han går lige til sagen og er konkret, fastslår Samuelsen.

Den danske udenrigsminister var meget glad for at arbejde sammen med den nu fyrede Rex Tillerson. Video: Esben Christensen

Har mistet et væld af topfolk

Tillerson stiller sig med den nye udmelding op i rækken af topfolk, der enten er blevet fyret af Trump eller selv har valgt at forlade administrationen.

En samling, der blandt andet tæller en FBI-leder, en national sikkerhedsrådgiver, en stabschef, to kommunikationschefer og nu altså også en udenrigsminister.

Få overblikket over de mest profilerede folk, Trump har mistet, her:

De har forladt Donald Trumps administration

Rex Tillerson

Rex Tillerson. Foto: scanpix
Trumps udenrigsminister siden indsættelsen røg ud 13. marts 2018. Det skete dagen efter, han havde udtalt sig kritisk om Rusland i forbindelse med en sag om forgiftning af en russisk eks-spion i Storbritannien.
Trump annoncerede den overraskende nyhed på Twitter.

Sally Yates

Sally Yates. Foto: scanpix
Fungerende justitsminister, som blev fyret af Trump i januar 2017, efter at hun havde beordret justitsministeriets advokater til ikke at håndhæve Trumps indrejseforbud.

Michael Flynn

Michael Flynn. Foto: scanpix
Trumps nationale sikkerhedsrådgiver trådte tilbage i februar 2017. Det skete efter afsløringer af, at han havde drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte. Han havde desuden vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.

Michael Dubke

Michael Dubke. Foto: Scanpix
Stifter af Crossroads Media, som trådte tilbage som kommunikationschef i Det Hvide Hus i maj 2017.

James Comey

James Comey. Foto: scanpix
Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som havde stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016. Han blev fyret af Trump i maj 2017.

Sean Spicer

Sean Spicer. Foto: scanpix
Han sagde op som pressetalsmand for Det Hvide Hus i uge 29 sidste år, fordi han var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.

Reince Priebus

Reince Priebus. Foto: scanpix
Præsident Trumps første stabschef blev fredag den 28. juli skiftet ud med den hidtidige minister for national sikkerhed, John Kelly.

Anthony Scaramucci

Anthony Scaramucci. Foto: scanpix
Præsidentens kommunikationschef fik kun 10 dage på posten. Han blev fyret den 31. juli af Trumps nye stabschef, John Kelly, efter at Scaramucci havde langet ud efter flere toprepublikanere i en samtale med en journalist fra magasinet The New Yorker.

Steve Bannon

Steve Bannon. Foto: scanpix
Den kontroversielle chefstrateg forlod i august sin post i Det Hvide Hus. Det skete, efter at avisen The New York Times kunne berette, at præsident Trump havde besluttet at fjerne Bannon fra posten.

Rob Porter

Rob Porter. Foto: scanpix
Stabssekretæren trak sig fra sin stilling i begyndelsen af februar, efter at to tidligere ægtefæller havde anklaget ham for at have udøvet fysisk vold mod dem under deres respektive ægteskab.

Hope Hicks

Hope Hicks. Foto: scanpix
Donald Trumps kommunikationschef i Det Hvide Hus trak sig den 28. februar, efter at hun under et vidneudsagn i Kongressen tilstod, at hun har givet "hvide løgne" i præsidentens tjeneste.

Gary Cohn

Gary Cohn. Foto: scanpix
Den økonomiske toprådgiver trækker sig, oplyses det tirsdag. Officielt er det ikke oplyst, hvad der ligger bag. Men det kan skyldes uenighed mellem ham og Trump om de toldsatser, præsidenten vil indføre på importeret stål og aluminium. Kilder sagde tirsdag således til Bloomberg News, at Cohn er lodret uenig i udspillet.