Nonne døde midt under retssag mod Katy Perry

16x9
Katy Perry Foto: Valerie Macon / Scanpix Denmark

Søster Catherine Rose Holzman var en af to ældre nonner, der kæmpede mod Katy Perry om det milliondyre kloster.

Den verdensberømte sangerinde Katy Perry har de seneste tre år været involveret i et juridisk slagsmål om retten til et kloster i Los Angeles.

Nu har sagen taget en uventet drejning. Flere medier beretter nemlig, at en af Katy Perrys modparter i striden – en 89-årig nonne – afgik ved døden midt under et af retsmøderne.

Det skriver Reuters.

Vær venlig at stoppe

Søster Catherine Rose Holzman var en af to ældre nonner, der kæmpede mod Katy Perry om det milliondyre kloster.

Hun havde kort før retsmødet, der blev hendes endeligt, udtalt sig til mediet KTTV om sagen.

- Til Katy Perry. Vær venlig at stoppe. Det gør ikke noget godt for nogen udover at gøre en masse mennesker kede af det, sagde hun til mediet, før hun gik ind I retsbygningen sammen med Søster Rita Callanan.

Striden drejer sig om et kloster, som de to nonner havde boet i sammen med andre medlemmer af ” Sisters of the Immaculate Heart of Mary”.

Ville ikke sælge til Katy Perry

Nonnerne afviste at sælge klosteret til Katy Perry, der blandt andet står bag hittet ”I Kissed a Girl’, af ”åbenlyse grunde for katolske nonner,” skriver Bloomberg.

De valgte i stedet at sælge klosteret til resturatøren Dana Hollister, der havde planer om at lave klosteret om til et hotel.

Så langt nåede hun dog aldrig. Nonnerne havde nemlig ikke involveret ærkebiskop Jose Gomez i salget, som reglerne ellers foreskriver.

I april 2016 vandt Katy Perry retten til at købe klosteret i byretten i Los Angeles. Sagen blev dog anket og er stadigvæk i gang.

Reuters har prøvet at få en kommentar til dødsfaldet fra Katy Perry, men hun er ikke vendt tilbage på henvendelsen.