Spionen forlod det farligste job i verden, men så kom døden på besøg

16x9
Sergej Skripal i retten i Rusland. Foto: Stringer / Ritzau Scanpix

Spionen Sergej Skripal slap levende fra højforræderi mod Rusland, men så begyndte hans nærmeste at dø. Nu svæver han selv mellem liv og død.

To fly holdt parkeret ved siden af hinanden i Lufthavnen i Wien.

Der fik I mig.

Sergej Skripal, Spion

En Jakovlvev Jak-42 fra den russiske regering ved siden en amerikansk Boeing 767-200.

Der var kørt overdækkede trappevogne op til dørene på de to fly, og på asfalten mellem dem udspillede der sig de næste 90 minutter en scene, der ikke var set magen til siden Den Kolde Krig.

Det var den 9. juli 2010, og i den flimrende østrigske sommervarme udvekslede USA og Rusland spioner.

I det amerikanske fly sad 10 russiske undercoveragenter, som var blevet afsløret i USA, mens der i flyveren fra Moskva sad fire personer, som Rusland beskyldte for spionage.

En af mændene i det russiske Jak-fly hed Sergej Skripal.

Han var tidligere oberst i den russiske efterretningstjeneste GRU - men han havde haft to arbejdsgivere.

Den anden arbejdsgiver hed MI6 - den britiske efterretningstjeneste.

Uidentificerede personer under spionudvekslingen i Wien.
Uidentificerede personer under spionudvekslingen i Wien. Foto: Dieter Nagl / Scanpix Denmark

I 1990'erne havde Sergej Skripal udleveret navne på russiske agenter i Europa - eller det var i hvert fald, hvad sikkerhedstjenesten FSB beskyldte ham for, da han blev anholdt i 2004.

På det tidspunkt havde han trukket sig tilbage fra GRU.

Forræderen

Han havde efterfølgende fået job i Ruslands Udenrigsministerium, men da han blev anholdt, var han ansat i det private erhvervsliv.

Da sikkerhedstjenestens agenter pågreb den tidligere oberst i hans hjem i Moskva, sagde han:

- Der fik I mig.

Ifølge anklagerne modtog han omkring 100.000 dollars for at udlevere sine landsmænd i en periode på over 10 år. Pengene fik han i hånden af britiske agenter, hver gang han kom med nye oplysninger, og oven i det fik han månedlige udbetalinger på en spansk bankkonto.

I 2006 blev han dømt for højforræderi ved en hemmelig retssag.

- Skaderne kan ikke gøres op i rubler eller noget som helst andet, sagde chefanklager Sergej N. Fridinsky under retssagen. 

- Faktum er, at Den Russiske Føderations interesser har lidt skade, fordi han har videregivet hemmelige informationer, hed det ifølge et referat i New York Times.

Anklageren krævede 15 års fængsel, men Sergej Skripal samarbejdede med de russiske myndigheder i håb om at få en mildere straf.

Under retssagen fortalte han blandt andet, hvordan han i 1995 blev rekrutteret af britiske agenter under rejser til Spanien og Malta, men da retssagen foregik i hemmelighed, er kun få detaljer sluppet ud.

At være forrædder er et af de farligste job i verden.

Kirill Kleimenov, TV-vært

Da dommen faldt, lød den på 13 års fængsel.

Ifølge avisen Komosolskaya Pravda var det en mild straf - og i spalterne kunne man læse, at Sergej Skripal med sikkerhed var blevet skudt, hvis Sovjetunionen stadig havde eksisteret.

En spektakulær byttehandel

Men i stedet for at få trykket mundingen af en ni milimeter Yarygin pistol mod nakken, blev Sergej Skripal transporteret til den russiske republik Mordovia 550 kilometer øst for Moskva. 

En af fangelejrene i Mordovia i 2007.
En af fangelejrene i Mordovia i 2007. Foto: Maxim Marmur / Scanpix Denmark

Et sted, der er berømt for en katedral med gyldne kupler og berygtet for sine fangelejre med vagttårne og høje pigtrådshegn.

Men Sergej Skripal kom ikke til at ende sine dage i fangelejren.

På grund af en aftale mellem USA's præsident Barrack Obama og Ruslands præsident Dmitri Medvedev blev han udvekslet i lufthavnen i Wien den 9. juli 2010.

Da den amerikanske Boeing 767-200 lettede fra Wien, satte den kurs mod den britiske militærbase Brize Norton i Oxfordshire, hvor to af de fire personer fra udvekslingen blev sat af.

Derefter fortsatte flyet mod Dulles International Airport i USA's hovedstad Washington, mens Sergej Skripal blev i Storbritannien.

Jeg fornemmede, at der var et meget nært sammenhold i familien.

Garry Collins, chauffør.

Og sådan begyndte hans nye liv.

Et liv, hvor Sergej Skripal gang på gang blev ramt at ulykker og sorg.

Det så ellers lovende ud, da han steg ud af flyet på Brize Norton-basen.

Familien var hans største glæde

En af de tre agenter, som var med Sergej Skripal i flyet fra Wien, har efterfølgende fortalt til den britiske avis The Guardian, at den tidligere spion så frem til at skifte fangelejren ud med et hjem i Vesteuropa.

- Han glædede sig til at blive genforenet med familien. Det virkede på mig, som om det var hans største glæde. Jeg tror, familien spillede en stor rolle i hans liv, siger agenten Igor Sutyagin til The Guardian.

Sergej Skripal handler i en kiosk den 27. februar 2018.
Sergej Skripal handler i en kiosk den 27. februar 2018. Foto: - / Ritzau Scanpix

Men fangeudvekslingen rejste også et dilemma for Sergej Skripal. Aftalen mellem USA og Rusland tillod ham nemlig kun at tage ét familiemedlem med sig, og Sergej Skripal havde både en hustru og to børn.

Valget faldt på hustruen Ljudmilla. Børnene måtte foreløbig blive i Rusland.

Mens Sergej Skripal havde været i fangelejr, boede hans hustru og børn i en lejlighed på 17. etage i en boligblok med over 1.000 lejligheder i Moskvas Krylatskoye-distrikt, skriver The Guardian.

I Storbritannien sagde den tidligere spion farvel til storbylivet og købte i stedet et rækkehus med fire værelser i Salisbury i det sydvestlige England.

Betjente på vagt foran Sergej Skripals hjem den 8. marts 2018.
Betjente på vagt foran Sergej Skripals hjem den 8. marts 2018. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix

Sergej Skripal betalte, hvad der svarer til 2,6 millioner kroner for huset, som han købte i sit eget navn.

Desuden hyrede han en chauffør, som hjalp ham med forskellige opgaver.

Den kortvarige lykke

Chaufføren, Garry Collins, fortæller til avisen The Times, at han var med til at hente Ljudmilla i lufthavnen, da hun kom til Storbritannien 18 måneder efter sin mand.

- Han var altid meget, meget glad for at se dem, der kom for at besøge ham. Jeg fornemmede, at der var et meget nært sammenhold i familien, siger Garry Collins til avisen.

De to børn Alexander og Yulia fik også lov til at komme på besøg, og datteren Yulia flyttede endda ind i huset.

Men lykken blev kortvarig.

I 2012 døde Ljudmilla i en alder af 59 år. Dødsattesten siger ifølge flere britiske medier "livmoderkræft".

Sergej Skripals hustru er begravet i Salisbury.
Sergej Skripals hustru er begravet i Salisbury. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Den 6. marts 2014 døde Sergej Skripals ældste bror - den tidligere faldskærmssoldat Valery Skripal - i en alder af 68 år efter et stort vægttab. 

Samme år flyttede datteren Yulia tilbage til Moskva for at arbejde hos fødevarekoncernen PepsiCo. 

Alexander Skripal er også begravet i Salisbury.
Alexander Skripal er også begravet i Salisbury. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Og i 2017 døde Sergej Skripals ældste søn Alexander under et besøg i Sankt Petersborg.

Han blev 43 år.

Ifølge flere britiske medier var dødsårsagen leversvigt. En af sønnens tidligere naboer i Moskva oplyser til avisen The Times, at Alexander Skripal havde store alkoholproblemer.

Forgiftet søndag eftermiddag

Det efterlod den tidligere spion med et enkelt familiemedlem tilbage - datteren Yulia, som jævnligt kom på besøg fra Moskva.

Sådan et besøg fandt sted i begyndelsen af marts 2018 - men dette visit skulle vise sig at ende helt anderledes end far og datter havde forestillet sig.

Yulia Skripal.
Yulia Skripal. Foto: Facebook / Yulia Skripal

Søndag den 4. marts gik de to ud for at spise frokost på en italiensk restaurant ved navn Zizzi

Gæster på restauranten fortæller til The Times, at de to ankom klokken 13.30 og fik et bord bagerst i lokalet. 

Frokosten blev imidlertid forsinket, og det gjorde den tidligere spion vred.

Yulia Skripal er tilsyneladende ikke fan af Ruslands præsident. I et opslag på Facebook sriver hun
Yulia Skripal er tilsyneladende ikke fan af Ruslands præsident. I et opslag på Facebook sriver hun "Nice" som kommentar til en skoleopgave, hvor Putin fremstilles som en dårlig præsident. Foto: Facebook / Yulia Skripal

- Han gik fuldstændig amok. Jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde. Han virkede ikke syg sådan rent fysisk, men måske mentalt, ud fra den måde han råbte på, siger en af restaurantgæsterne til The Times.

Efter 45 minutter forlod far og datter restauranten og fortsatte til den lokale pub The Mill.

Sergej Skripal kom ofte på pubben, og gæster fortæller til The Times, at han normalt sad alene og fik sig en øl, mens han så fodbold på pubbens fjernsyn.

Denne gang havde han datteren med, og et par timer senere forlod de to pubben.

Men de nåede aldrig hjem.

Hun lå på jorden med øjnene på vid gab og fråde om munden.

Freya Church, øjenvidne

Klokken 16.03 blev far og datter fundet livløse på en bænk.

- Hun lænede sig op ad ham og så ud til at være besvimet, fortalte et øjenvidne, Freya Church til BBC.

Freya Church troede, at manden og kvinden måske var påvirkede af narkotika.

- Han gjorde nogle mærkelige håndbevægelser og så op mod himlen, fortalte hun.

En ung mand lagde også mærke til de to på bænken. Han syntes, kvinden så død ud. 

- Hun lå på jorden med øjnene på vid gab og fråde om munden. Derefter stivnede manden (...) Han begyndte at kaste op. Ikke som normalt, når man kaster op. Man kunne ikke se det på ham. Struben bevægede sig ikke, siger øjenvidnet Jamie Paine.

Hvem står bag?

Den unge mand slog alarm, fordi han frygtede for de to menneskers liv - og da det gik op for de britiske myndigheder, hvem manden på bænken var, blev der straks sat en efterforskning i gang.

Var der tale om et mordforsøg?

Politi uden for den italienske restaurant Zizzi.
Politi uden for den italienske restaurant Zizzi. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix
Efterforskere i beskyttelsesdragter undersøger den bænk, hvor Sergej Skripal og hans datter blev fundet.
Efterforskere i beskyttelsesdragter undersøger den bænk, hvor Sergej Skripal og hans datter blev fundet. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix
Politi foran pubben The Mill.
Politi foran pubben The Mill. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Det kunne britisk politi snart bekræfte - Sergej og Yulia Skripal var blevet forgiftet.

Mordforsøget var udført med en kraftig nervegift.

Præcis hvor, de to blev udsat for giften, er endnu ikke opklaret, men politiet undersøger både restauranten Zizzi, pubben The Mill, Sergej Skripals hjem og hans bordeauxrøde BMW.

Og hvem står bag?

Britiske medier spekulerer i, at Sergej Skripals tidligere arbejdsgivere i Rusland vil ham til livs.

Dog benægter Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov enhver russisk indblanding.

- Vi har set indslagene på tv, hvor journalister med alvorlige ansigter siger, at hvis det er Ruslands skyld, så vil det få alvorlige konsekvenser. Det er hysterisk propaganda, siger ministeren.

Politiet har nu afspærret Alexander og Ljudmilla Skripals grave. Det bliver nu undersøgt, om de døde en naturlig død.
Politiet har nu afspærret Alexander og Ljudmilla Skripals grave. Det bliver nu undersøgt, om de døde en naturlig død. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

På en af Ruslands største tv-kanaler - den statsejede "Kanal 1" - har nyhedsafdelingen også bragt et indslag om den afdøde spion.

Her sagde værten Kirill Kleimenov, at Sergej Skripal er en "landsforræder".

- Jeg ønsker ikke nogen død... Men udelukkende til almindelig pædagogisk oplysning: Hvis nogen drømmer om sådan en karriere, har jeg en advarsel. At være forrædder er et af de farligste job i verden, lød det fra Kirill Kleimenov.

Sergej Skripal og hans datter er nu indlagt på et hospital, hvor de modtager behandling.

Deres tilstand beskrives fredag som kritisk, men stabil.

Men hvorfor blev de to mål for et attentat?

Spørgsmålet er endnu ikke besvaret, men avisen Financial Times har talt med kilder i den britiske efterretningstjeneste, som måske har et svar.

Ifølge avisens kilder hjalp Sergej Skripal nemlig stadig den britiske efterretningstjeneste.

Han havde ikke længere viden om russiske spioner i felten, men hans viden om, hvordan de bliver trænet, hvordan de arbejder, og hvordan Rusland rekrutterer nye agenter, kan stadig bruges.

Men om avisens kilder har ret, er ikke umiddelbart til at sige.