Flere personer stukket med kniv på gaden i Wien

16x9
. Foto: Ronald Zak / Ritzau Scanpix

Mindst tre er hårdt såret efter knivoverfald ved parken Prater i Wien. Angrebsmanden er ikke pågrebet.

Flere medier i Østrig rapporterer, at adskillige mennesker er blevet såret ved et knivangreb på gaden i den centrale del af Wien. Nyhedssiden heute.at skriver, at en mand stak tilfældigt forbipasserende ned ved byens berømte park Prater.

Ifølge medierne ORF og Kronen Zeitung er ofrene en familie på tre. Kronen Zeitung skriver, at det er et forældrepar og deres voksne datter, der er blevet angrebet med en foldekniv ved en japansk restaurant.

Politiet søger stadig efter gerningsmanden manden.

Politiet i Wien skriver på Twitter, at tre personer blev såret af knivstik i området ved Praterstrasse klokken 19.45, og kort tid senere blev endnu en person såret af knivstik ved Praterstern. Om der er sammenhæng mellem de to hændelser, bliver nu efterforsket.

Der er ingen oplysninger om angrebsmandens motiv. Der er ubekræftede oplysninger om, at der var et højrøstet skænderi mellem flere personer før knivstikkerierne.