Dopingdokumentar tager Oscar foran danske produktioner

16x9
Instruktør Dan Cogan (V) og producer Bryan Fogel med deres statuetter. Foto: Ritzau Scanpix

Det blev ikke til en gylden statuette til hverken "De sidste mænd i Aleppo" eller "Strong Island".

De Oscar-nominerede dokumentarfilm 'De sidste mænd i Aleppo' og 'Strong Island', der begge har danske kreative kræfter bag sig, går ikke fra dette års Oscar-uddeling med en gylden statuette.

Det står klart, efter at filmen 'Icarus' natten til mandag dansk tid blev kåret til bedste dokumentarfilm ved showet i Los Angeles.

'De sidste mænd i Aleppo' er en dansk hovedproduktion med støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Filmen handler om organisationen De Hvide Hjelme, der arbejder for at hjælpe civilbefolkningen i krigshærgede Syrien.

TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz viser rundt. Video: Nina Brorson

Søren Steen Jespersen er producer på filmen. Og han tager det ikke så tungt, at det ikke blev til en pris natten til mandag.

- Jeg har hele tiden følt, at vi allerede vandt, da vi blev nomineret, og sådan har jeg det stadig, siger han.

- Vores film er et stærkt vidnesbyrd om krigens grusomhed med eller uden en Oscar. Nomineringen har i sig selv været et enormt skulderklap for hele holdet, siger Søren Steen Jespersen via en sms fra salen i Los Angeles.

Filmen 'The Square', som Claes Bang medvirker i, vandt desværre ikke en Oscar Video: Nina Brorson

Den amerikanske dokumentar 'Strong Island' er dansk co-produceret. Der er også en dansk klipper blandt filmens kreative kræfter.

Men begge dokumentarer må altså se sig forbigået af 'Icarus', der handler om det omfattende, statsstøttede dopingprogram i Rusland.

I filmen lader filmmageren Bryan Fogel sig selv dope og får ad den vej indsigt i nogle dybe hemmeligheder om dopingprogrammet i Rusland.