Er Putins dommedagsmaskine våbnet USA ikke turde bygge?

16x9
Billede fra Vladimir Putins præsentation af Ruslands nye atomdrevne krydsermissil. Foto: Reuters

Ruslands præsident hævder, han har bygget et atomdrevet missil. Det blev også forsøgt under Den Kolde Krig, men dengang frygtede USA konsekvenserne.

Den glohede stikflamme fra det lavtflyvende missil strålede som en stjerne mellem de spredte skyer på den russiske himmel.

Måske bør man overveje at iføre sig undertøj af bly, hvis man skal besøge Rusland

Jeffrey Lewis, ekspert i atomvåben

Missilet blev fulgt af et jagerfly, der skulle dokumentere, at Vladimir Putins teknikere havde skabt et våben, der ikke var set magen til i 50 år.

En fjernstyret flyvende atomreaktor med plads til atomvåben i spidsen.

Forrige gang ingeniører syslede med flyvende atomreaktorer var, da Den Kolde Krig var på sit højeste i begyndelsen af 1960'erne, men dengang blev projektet opgivet, fordi "det var for sindssygt".

I årene efter atomulykken i Tjernobyl og Berlinmurens fald, var der næppe mange som troede, at verden nogensinde skulle opleve en flyvende russisk atomreaktor - men det ændrede sig den 1. marts 2018.

- I slutningen af 2017 opsendte Rusland med succes sit seneste atomdrevne missil i det centrale øvelsesområde. Under flyvningen opnåede den atomdrevne maskine sin driftskapacitet og ydede den nødvendige fremdrift, sagde Ruslands præsident under en tale til det russiske parlament.

Oplysningerne blev ledsaget af en video, hvor man angiveligt får et glimt af missilet.

Ruslands præsident præsenterede det nye missil den 1. marts 2018. Video: Peter Møller

- Nu, da missilaffyring og test ved jordoverfladen var succesfulde, kan vi begynde at udvikle en fuldstændig ny våbentype. Et strategisk atomvåbensystem med et atomdrevet missil.

Ordene fra præsident Putin fik vestlige eksperter i missiler og atomvåben til at spidse ører.

Der er nemlig aldrig før lykkedes at opsende et atomdrevent missil.

Men der er til gengæld et land, der engang har forsøgt at bygge et - og det er ikke Rusland.

Det skete i 1961 i Nevada-ørkenen i USA, hvor stråling fra plutonium og beriget uran ikke var noget, man tog så højtideligt.

En jernbanevogn i ørkenen

Efter Berlinmurens fald er en stor del af dokumenterne om det amerikanske forsøg blevet offentligt tilgængelig. 

Blandt andet i en rapport fra firmaet General Electric, en rapport fra USA's forsvarsministerium og en rapport fra RAND Coorporation.

Og i 1990 kunne Air and Space Magazine fortælle om USA's forsøg på at konstruere en flyvende atomreaktor.

Lad os skrue tiden tilbage til den 14. maj 1961, hvor en gruppe ingeniører stod i et blikskur i testområdet Jackass Flats midt i Nevada-ørkenen i USA.

Et stykke derfra stod en cylinder på en postkasserød jernbanevogn.

Cylinderen var pakket ind i et væld af rør og slanger.

Den første udgave af den atomdrevne motor hed Tory II-A.
Den første udgave af den atomdrevne motor hed Tory II-A. Foto: Wikimedia Commons

Inde i cylinderen var en atomreaktor, der kunne yde 500 megawatt - eller det samme som 62 kæmpevindmøller.

Det her var et gigantisk fysikforsøg, og ingeniørerne i skuret holdt vejret, for hvis noget gik galt, kunne konsekvenserne blive ganske uoverskuelige.

Cylinderen på jernbanevognen var verdens første atomdrevne raketmotor - en såkaldt ramjet. 

Motoren skulle fungere sådan, at der blev suget kold luft ind i forenden, luften passerede direkte gennem en lille atomreaktor, som varmede den op til over 1300 grader celsius, og så blev den ekstremt varme bestrålede luft sendt ud af bagenden.

NASA's tegning af den atomdrevne raketmotor fra rapporten Introduction to Nuclear Propulsion fra 1963.
NASA's tegning af den atomdrevne raketmotor fra rapporten Introduction to Nuclear Propulsion fra 1963. Foto: General Electric

Den glohede luft i bagenden skulle skabe fremdrift nok til at holde raketten flyvende, og fordi den fløj på atomkraft, burde raketten være i stand til at holde sig i luften i meget lang tid.

Men ingeniørerne havde været nødt til at gå på kompromis, da de byggede motoren.

I modsætning til en reaktor på et atomkraftværk var raketmotoren på den røde jernbanevogn i Nevada-ørkenen ikke pakket ind i en tyk kappe af stål og beton. 

Reaktoren i den atomdrevne raketmotor samles i 1961.
Reaktoren i den atomdrevne raketmotor samles i 1961. Foto: General Electric

Det betød, at cylinderen på jernbanevognen ville blive ekstremt radioaktiv, når forsøget blev sat i gang.

Men det havde amerikanerne taget højde for.

Der var bygget en tre kilometer lang fuldautomatisk jernbane, så cylinderen kunne køres så langt ud i ørkenen, at forsøget ikke umiddelbart ville kræve dødsofre.

Når forsøget var slut, ville raketmotoren være så forurenet, at der blev bygget en hal med 2,5 meter tykke betonvægge, hvor den skulle skilles ad af en fjernstyret maskine.

For at have trykluft nok til raketmotoren havde teknikerne lagt over 40 kilometer rør i ørkenen, der skulle rumme den luft, som blev brugt til forsøget. 

Udgave nummer to af atomdrevne raketmotor i Nevada Ørkenen. Den hed Tory II-C.
Udgave nummer to af atomdrevne raketmotor i Nevada Ørkenen. Den hed Tory II-C. Foto: Wikimedia Commons
Plantegning af Tory II-C
Plantegning af Tory II-C Foto: General Electrics

Og så var der blikskuret, som teknikerne stod i.

Det var med et beskyttelsesrum og forsyninger til 14 dage, hvis raketmotoren skulle bryde i brand.

Projektet var blevet døbt Pluto efter den romerske gud for døden og underverdenen.

Men på trods af det ildevarslende navn virkede motoren dog perfekt, da den blev tændt.

I få øjeblikke udsendte den en høj brølende lyd over ørkenlandskabet, inden forsøget var slut.

Cylinderen brød ikke i brand, som embedsmænd fra USA's kommission for atomenergi ellers havde været bekymrede for.

Ved næste test var en ny udgave af den atomdrevne raketmotor tændt i fem minutter ved fuld kraft.

Den leverede 513 megawatt i de fem minutter, og det radioaktive udslip fra reaktoren var mindre end ventet.

Og så gik teknikerne i gang med at tegne en tredje version af motoren.

Projektet kun Fedtmule kan elske

Men i USA's forsvarsministerium, Pentagon, begyndte de folk, som havde sat projekt Pluto i gang at komme i tvivl om, hvorvidt den atomdrevne raket nu også var en god idé.

Den skulle jo formentlig sendes op fra USA's fastland og flyve lavt hen over Amerikas allierede for at nå Sovjetunionen.

Og hvad nu hvis en løbsk flyvende atomreaktor faldt ned et sted i Europa?

Eller endnu værre - hvad nu hvis en løbsk flyvende atomreaktor faldt ned over Las Vegas tæt på testområdet i Nevada Ørkenen?

Og så var der støjniveauet - larmen fra Pluto var omkring 150 decibel, nok til at sprænge et menneskes trommehinde.

Men ikke nok med det - reaktoren på Pluto-raketten var jo ikke indkapslet, så de mennesker, der befandt sig på jorden, mens den fløj forbi, ville blive udsat for radioaktiv stråling.

Så den 1. juli 1964 blev projekt Pluto lukket ned af Pentagon. 

I årtierne derefter blev der ikke længere forsket i flyvende atomreaktorer.

Da det amerikanske tidsskrift Air and Space Magazine skrev om projekt Pluto i 1990, blev raketten betegnet som et projekt "kun Fedtmule ville være i stand til at elske".

Der er ikke umiddelbart mange ligheder mellem Fedtmule og Ruslands præsident Putin - men flyvende atomreaktorer kan måske være en af dem.

Er det hele et stort bluffnummer?

Putin beskriver selv den flyvende reaktor som "en lille højtydende enhed, der kører på atomenergi", og som har "næsten uendelig rækkevidde". 

Men bluffer han?

Rusland har tidligere bluffet med oplysninger omkring landets militære kapacitet, og hæren har blandt andet oppustelige modeller af kampvogne, atommissiler og jagerfly, der skal forvirre fjenden.

En oppustelig affyringsrampe.
En oppustelig affyringsrampe. Foto: Scanpix Denmark
En oppustelig kampvogn vises frem uden for Moskva.
En oppustelig kampvogn vises frem uden for Moskva. Foto: Scanpix Denmark

Eksperterne er da også i tvivl om, hvad det egentlig var Putin viste frem for parlamentet den 1. marts.

Ifølge USA's forsvarsministerium, Pentagon, er det ikke lykkedes russerne at konstruere en flyvefærdig model.

Det oplyser kilder i forsvarsministeriet til såvel Fox News som New York Times.

Douglas Barrie, der beskæftiger sig med krig i luften hos International Institute for Strategic Studies i London, hælder også mod bluff.

- Der blev talt om den slags i 1960'erne, men det løb ind i en masse vanskeligheder. At russerne prøver igen er virkelig interessant, siger han til New York Times.

Douglas Barrie er i tvivl om, hvorvidt Rusland overhovedet er i stand til at bygge et atomdrevet missil.

- Betyder det her, at de har et punkt i budgettet der, hedder: "Udvikling af atomdrevet missil?" Eller betyder det, at "vi har et klar til brug om kort tid?" Jeg vil gerne se flere beviser for at tro på det, siger han til New York Times.

Ifølge russerne kan det nye atomdrevne missil flyve i meget lang tid og navigere uden om missilforsvarssystemer.
Ifølge russerne kan det nye atomdrevne missil flyve i meget lang tid og navigere uden om missilforsvarssystemer. Foto: Reuters

Våbenekspert Jeffrey Lewis fra Middlebury Institute of International Studies i Monterey i Californien hælder også mod, at Putin bluffer. Det skriver han i en klumme i tidsskriftet Foreign Policy.

"Måske har russerne udviklet en ny atomdrevet turbofan-maskine med færre problemer end USA's Ramjet. Eller måske bør man overveje at iføre sig undertøj af bly, hvis man skal besøge Rusland," skriver han.

Vladimir Putins styre holder dog fast i, at det nye missil er ægte. Om præsidentens ingeniører har studeret de gamle amerikanske rapporter om Projekt Pluto vides ikke, men russerne har faktisk spurgt amerikanerne om hjælp til det nye krydsermissil.

Det gælder dog kun om hjælp til navnet på det nye dommedagsvåben, som den russiske ambassade i USA beder om forslag til.

Du kan også være med og aflevere dit forslag her.