Afrikanere revner af stolthed over ny storfilm: - Endelig

16x9
Et biografpublikum i Kenya ser Black Panther. Foto: YASUYOSHI CHIBA / Ritzau Scanpix

Den amerikanske film Black Panther er blevet usædvanligt godt modtaget i Afrika - her er sorte superhelte i høj kurs.

De afrikanere, der har lidt penge at rutte med, strømmer i biografen, og de kommer glade ud igen

Endelig! Siger de. En film, der kan se os som noget andet end migranter, der vil nasse på Europa, eller som terrorister eller som stakkels fattige tiggere, der skal hjælpes i en uendelighed.

Afrikanere hylder 'Black Panther' for dens positive fremstilling af Afrika. Især efter præsident Trumps nedladende bemærkning om afrikanske lande, som han omtalte som shitholes, lortelande.

Filmen, der er produceret af Marvel Productions og distribueret af Disney, har taget afrikanerne med storm. Altså dem, som har råd til at gå i biografen, men det har flere og flere, efterhånden som middelklassen vokser.

En afrikansk superhelt

Den sydafrikanske skuespiller Kani, der er med i filmen, siger til amerikanske CBS, at han er stolt over filmen, der fremstiller et afro-futuristisk samfund, det opdigtede land Wakanda, som bygger på traditionelle kulturer, og som drømmer om, hvad det store kontinent kunne være.

Der er afrikanere, der har set filmen op til flere gange. Der er folk, der har ændret rejseplaner og flybilletter for at komme ind og se filmen, hvis popularitet hurtigt spredte sig på de sociale medier, hvor man skal have luppen frem for at finde kritiske bemærkninger.

Også i USA er filmen populær. Her er det biografgængere i storbyen Atlanta.
Også i USA er filmen populær. Her er det biografgængere i storbyen Atlanta. Foto: CHRISTOPHER ALUKA BERRY / Ritzau Scanpix

Filmen, der er skabt over tegneserien af samme navn, har næsten udelukkende sorte skuespillere, mange af dem fra Afrika. Den har noget så sjældent som en afrikansk superhelt.

- Filmen kommer på det rigtige tidspunkt. Vi kæmper for at få gode ledere, som kan være rollemodeller her i Afrika. Så når man ser 'Black Panther' som ung mand, og superhelten tager masken af, tænker du: "Åh, Gud, han ligner mig. Han er afrikaner, og jeg er afrikaner. Nu har vi nogen at se op til", siger skuespilleren Kani.

”Jeg kan se den igen og igen"

'Black Panther' er er slags science fiction film, der i korte træk handler om det lille fremskredne kongedømme Wakanda, hvor kongen netop er død i et terrorangreb og skal erstattes af prins T’Challa, filmes superhelt. Men ydre fjender lurer naturligvis. Heldigvis har T’Challa overmenneskelig styrke.

Sproget i filmen er blandt andre hausa, som tales i Nigeria, men filmen skal ikke forestille at foregå dér.

I Uganda har de kigget på navnet på kongedømmet i filmen, Wakanda. Det rimer unægteligt på Uganda, og uganderne mener selvfølgelig, at deres land er forbillede for filmen.

Men filmen trækker på mange landes traditioner, kulturer og vaner. En biografgænger siger i et tweet, at Afrikas kultur i filmen er så rig, at hun kunne se den igen og igen. Mange dukkede op til premieren i traditionelle afrikanske dragter, andre ændrede deres Facebook-profil med fotos fra filmen.

Filmen markedsføres over hele verden

En af filmens skuespillere er den kenyanske Oscar-vinder Lupita Nyong’o, der fik sin Oscar for sin rolle i 'Twelve Years A Slave'. Hendes far, der er guvernør i en kenyansk by, siger, at filmen viser, at afrikanerne har et tredje valg.

 - Det ene valg er, at vi bevidstløst beholder vores traditioner og værdier og dermed forbliver, hvor vi er, tilbagestående. Det andet valg er, at vi lader os vestliggøre og glemmer vores forhistorie, som vi tror findes kun dér – i forhistorien. Men filmen viser os, at hvis vi holder fast i det, vi er og var, så er der en mulighed for os.

Det er ikke fordi, der ikke findes positive film om Afrika. De produceres i massevis, blandt andet i 'Nollywood' i Nigeria. Men de produceres i Afrika og kommer sjældent til Europa eller USA. 'Black Panther' har det helt store apparat i ryggen, og markedsføringen foregår over hele verden. Også det er mange afrikanere glade for. At andre end de selv kan se dem, som langt de fleste af dem ser sig selv. Science fiction eller ej.