16x9

Hun har overlevet dem alle – den sidste Kennedy-søster holder på hemmelighederne

Jean Kennedy Smith er den sidste overlevende af ni søskende i et dynasti, som mere end nogen anden slægt har præget USA – og stadig gør det i dag.

De var der alle den solskinsdag i august 2009. Politikere, filmstjerner og hundredvis af sørgende vandrede med bøjede hoveder igennem havnebyen Hyannis på USA’s nordlige østkyst.

Dette var en prominent begravelse. Endnu et medlem af Kennedy-dynastiet var gået bort.

Den sammensunkne enkemand blev hjulpet frem af de mange slægtninges støttende hænder. Foruden ham havde den afdøde efterladt fem børn, 19 børnebørn og utallige nevøer og niecer.

Hun blev født så sent, at hun kun nåede at opleve tragedierne og ikke triumferne

Rose Kennedy om sin yngste datter

Men én person manglede.

Den kvinde, som havde kendt den afdøde længere end nogen af de tilstedeværende, var ikke at se. Denne dag havde hun besluttet at være et andet sted.

Mens familien bar den afdødes jordiske rester gennem gaderne, befandt hun sig ved en døende mands side.

Kennedy-familien.
Kennedy-familien. Foto: Scanpix Denmark

Den sky søster

Hun kom til verden i 1928 og fik kælenavnet 'The side kick' (følgesvenden, red.). Nummer otte i børneflokken, den mest sky og generte i en usædvanlig, karismatisk familie, der ville frem i verden og betalte den højeste pris.

- Hun blev født så sent, at hun kun nåede at opleve tragedierne og ikke triumferne, har hendes mor engang sagt om sin yngste datter, Jean Ann Kennedy Smith.

Det er dog ikke helt sandt.

Teddy, tror du, vi nogensinde vil komme ud af det her skab?

Jean Kennedy Smith til sin lillebror i deres barndom

For med tiden er hun blevet en af de ganske få i sin generation, der står tilbage med minderne om familiens storhedstid og en af de mest skelsættende perioder i amerikanernes selvforståelse.

Trods flere tragedier end grækerne og større skandaler end Hollywood er Kennedy-klanen det tætteste, USA kommer på en kongelig familie.

Matriarken

square to 16x9
Jean Kennedy Smith Foto: BRIAN SNYDER / Scanpix Denmark

I dag er hun den eneste overlevende af ni søstre og brødre.

I knap ni år har hun været familiens matriark og alderspræsident. Dog har hun formået at flyve under radaren, mens hendes søskende har søgt rampelyset.

Den 20. februar 2018 fylder Jean Kennedy Smith 90 år.

Alligevel spiller hun en betydelig rolle i USA’s mest berømte familiedynasti samt i det politiske landskab, fortæller Anders Agner Pedersen, redaktør på Kongressen og forfatter til flere bøger om Kennedy-familien.

Familien Kennedy til JFKs begravelse.
Familien Kennedy til JFKs begravelse. Foto: ABBIE ROWE-WH PHOTOGRAPHS / Scanpix Denmark

- Hun er loyal over for arven og håndhæver myten om Camelot, siger han.

Fortællingen om Camelot. Årene, hvor Kennedy-familiens visioner formede USA og resten af verden. Et øjeblik i historien, som den yngste søster i tidens løb har kæmpet for at opretholde i vores bevidsthed.

Selv når det så håbløst ud.

Jean Kennedy Smith (th.) i 2015.
Jean Kennedy Smith (th.) i 2015. Foto: DARREN MCCOLLESTER / Scanpix Denmark

Alene i skabet

Den augustdag i 2009 traf hun for første gang beslutningen om ikke at stå side om side med resten af Kennedy-klanen.

Den kræftsyge mand, som hun fravalgte sin søsters begravelse til fordel for, havde hun kendt i en menneskealder.

Den dag var de ladt alene tilbage. Ligesom 70 år tidligere, da Jean blev låst inde i et skab for at stjæle en småkage, og hun satte sig til at vente i mørket.

Pludselig gik døren op, og lillebroren blev skubbet ind – tilsyneladende for at skamme sig over en anden foreteelse. Igen blev døren lukket og låst.

Jean har som sine søskende set faderen være notorisk utro. Senere har hun også vidst, hvad brødrene foretog sig

Redaktør på Kongressen Anders Agner Pedersen

Moderen havde glemt, at hun allerede havde sat ét uvornt barn i skammekrogen.

- Teddy, tror du, vi nogensinde vil komme ud af det her skab? Eller tror du, vi ender som Amelia Earhart (flypioner, som forsvandt i 1937, red.) og skal være her for evigt? har Jean siden husket, hun sagde, så lillebroren fniste.

Med fire år imellem sig var de hinandens bedste legekammerater. De delte barndomsminder og skæbner.

Sammen skulle de overleve syv søskende og både ældre og yngre generationer i en mytisk slægt, som både synes velsignet og forbandet.

De ni søskende

I mange år så det ud til, at lykken tilsmilede den katolske familie med dybe rødder i den fattige irske muld.

I 1915 fik Rose og Joseph Kennedy deres første barn i en omfangsrig flok. I alt fire drenge og fem piger i løbet af 18 år.

Joe Jr., John, Rosemary, Kathleen, Eunice, Patricia, Robert, Jean og til sidst Edward.

Familien Kennedy.
Familien Kennedy. Foto: Scanpix Denmark

Ved måltiderne blev børnene opfordret til at diskutere politik, samfund og historie.

Jean mindes, hvordan de ældre søskende sad med ved det store bord, mens hun selv og de to yngste brødre, Robert og Edward, var placeret ved det lille bord.

- Vi forstod ikke så meget af det, de talte om, før vi blev ældre og fik lov til også at sidde ved det store bord. Men vi var med fra en meget tidlig alder, husker Jean Kennedy Smith, da hun mere end 70 år senere mindes sin barndom.

Den stolte far Joseph P. Kennedy, flankeret af sine to ældste sønner, Joe jr. (tv) og John (th) i 1938.
Den stolte far Joseph P. Kennedy, flankeret af sine to ældste sønner, Joe jr. (tv) og John (th) i 1938. Foto: Scanpix

Elskerinder til bords

Andre detaljer holder hun for sig selv.

For eksempel at faderen havde sine elskerinder og de to ældste sønner til bords, mens moderen sad i den anden ende.

Det er kendetegnet for familien Kennedy, fortæller Anders Agner Pedersen.

- Jean har som sine søskende set faderen være notorisk utro. Senere har hun også vidst, hvad brødrene foretog sig. Men det taler hun ikke om. Sådan var pigerne opdraget, siger han.

Nej, kvinder er ikke læger. Det er ikke en passende profession for en kvinde

Joseph Sr. til sin yngste datter

Trods opdelingen skabte samtalerne ved bordet grobund for et samfundsmæssigt engagement. Også hos søstrene, hvilket var usædvanligt for den tid.

Til gengæld oplevede pigerne andre begrænsninger. Som ung drømte Jean om at blive læge.

- Nej, kvinder er ikke læger. Det er ikke en passende profession for en kvinde, sagde faderen.

En ung Jean Kennedy med sin familie. Til venstre for hende JFK og til højre broren Robert. Nederst fra venstre Patricia, Rose, Edward, Joe sr.,Rosemary, Eunice og Kathleen.
En ung Jean Kennedy med sin familie. Til venstre for hende JFK og til højre broren Robert. Nederst fra venstre Patricia, Rose, Edward, Joe sr.,Rosemary, Eunice og Kathleen. Foto: Scanpix Denmark

Så Jean fokuserede i stedet på at støtte brødrene, som på grund af deres køn havde verden for deres fødder.

Ironisk nok blev hun den eneste af de ni, der siden gik i faderens fodspor som diplomat.

Som den første kvinde i familien opnåede hun en politisk karriere - tilmed med større succes end sine berømte brødre, vil nogen mene.

Familien Kennedy.
Familien Kennedy. Foto: Scanpix Denmark

Forbandelsen

Den ældste søster, Rosemary, var mentalt mindre udviklet end sine søskende. Uden at informere sin kone lod faderen i 1941 datteren få det hvide snit, og efter operationen kunne hun knap nok tale eller gå.

Hun tilbragte resten af sit liv på en institution.

Hvad kunne jeg ellers gøre?

Jean Kennedy Smith husker, hvordan hun reagerede, da hun fik besked om, at hendes bror var forsvundet

De to ældste sønner deltog i 2. Verdenskrig. Joseph Jr. som pilot i England og John som officer på et krigsskib i Stillehavet. Fra hjemmet fulgte de yngre søskende med i brødrenes bedrifter.

Indtil to præster bankede på døren i 1944.

Vendte aldrig hjem

Joseph Jr. var meldt savnet.

Joseph P. Kennedy junior.
Joseph P. Kennedy junior. Foto: John F. Kennedy Presidential Library & Museum

Den dengang 16-årige Jean stormede ud på sin cykel og styrede mod kirken, hvor hun græd og bad for sin bror. Så kastede hun sig ud i arbejdet som frivillig på det lokale hospital.

- Hvad kunne jeg ellers gøre? husker hun.

Storebrorens fly eksploderede under en mission, og han vendte aldrig hjem.

Tabet af den ældste søster og bror markerede begyndelsen til Kennedy-forbandelsen.

Siden blev flyulykker påfaldende mange familiemedlemmers skæbne.

Tre år senere blev den 28-årige søster Kathleen dræbt i endnu en flyulykke.

Du kan ikke benægte, at du gjorde det

JFK til sin lillesøster, efter han vandt præsidentvalget i 1960

På mindre end syv år havde Jean mistet to søskende, inden de var fyldt 30 år, mens en tredje var fortabt.

De overlevende brødre og søstre ved storebroren JFKs bryllup med Jacqueline Bouvier i 1953. Det er Jean til højre, som læner sig ind over sin storebror, JFK.
De overlevende brødre og søstre ved storebroren JFKs bryllup med Jacqueline Bouvier i 1953. Det er Jean til højre, som læner sig ind over sin storebror, JFK. Foto: Scanpix Denmark

Tragedierne bragte de tilbageværende søskende tættere sammen.

John blev såret i krigen, men vendte hjem som en helt. Nu var han den ældste søn, som skulle løfte familiens ambitioner.

Kampen om Det Hvide Hus

square to 16x9
Senator John F. Kennedy møder vælgere under sin valgkampagne i New Jersey i 1960. Foto: STRINGER / Scanpix Denmark

Egentlig ville han have været journalist, husker Jean om sin berømte bror. Men i 1960 valgte JFK at gå efter det højeste embede i USA.

Hele familien kastede sig ind i kampen for at bane vejen for broderen. Med lillebror Robert som kampagneleder, søstre, koner, svigerinder og moderen som medarbejdere og finansiel opbakning fra faderen var der tale om et ægte familieforetagende.

Jean var med hele vejen som værtinde ved teselskaber for kvindelige vælgere.

Jean sammen med Kennedy-familien.
Jean sammen med Kennedy-familien. Foto: Scanpix
JFK i Det Hvide Hus med sin far, Joseph sr., sin mor Rose og sin kone Jacqueline.
JFK i Det Hvide Hus med sin far, Joseph sr., sin mor Rose og sin kone Jacqueline. Foto: - / Scanpix Danmark

På valgnatten var familien samlet i hjemmet i Hyannis Port for at følge det tætte valg mellem Kennedy og Nixon. Klokken 1.30 forelå der stadig ikke noget resultat, og Jean gik i seng.

Næste morgen fik familien at vide, at JFK havde vundet og ville blive USA's 35. præsident.

- Til Jean, du kan ikke benægte, at du gjorde det, skrev han på et kort til lillesøsteren, som blev henrykt.

- Jeg troede kun, det var mig, der fik den besked. Men så fandt jeg ud af, at Pat og Eunice også havde fået et kort, mindedes hun siden.

Knap et halvt århundrede senere skulle Jean Kennedy være med til at føre endnu en demokratisk præsidentkandidat til sejr.

De tre Kennedy-brødre, Robert, Edward og JFK.
De tre Kennedy-brødre, Robert, Edward og JFK. Foto: Scanpix Denmark

Den glemte sag

Lillebroren Robert blev justitsminister, mens søstrene fokuserede på velgørende arbejde.

I den fortabte søster Rosemarys ånd stiftede Eunice De Paralympiske Lege, mens Jean stod bag organisationen Very Special Arts.

John F. Kennedy med sin justitsminister og lillebror Robert Kennedy i Det Hvide Hus.
John F. Kennedy med sin justitsminister og lillebror Robert Kennedy i Det Hvide Hus. Foto: HO / Scanpix Denmark

- Søstrene har gjort en stor indsats for svage og udsatte. Men de er blevet stærkt kritiseret for aldrig at bruge deres position til at markere kvindesager, siger Anders Agner Pedersen.

Tilbage til rødderne

Da JFK i 1963 rejste til Irland og blev modtaget som den hjemvendte søn af hundredtusindvis, var Jean med.

Præsident Kennedy under sit besøg hos slægtninge i Irland, hvor også Jean Kennedy var med.
Præsident Kennedy under sit besøg hos slægtninge i Irland, hvor også Jean Kennedy var med. Foto: Scanpix Denmark

Smilende så hun til, mens præsidenten fik et vådt kindkys af en fjern tante under en kaffeslabberas på familiens hjemegn.

Men en udnævnelse 30 år senere skulle gøre Jean til den Kennedy, som fik stærkest tilknytning til og størst indflydelse på Irland.

Jeg spekulerede på, om en eller anden frygtelig forbandelse rent faktisk hvilede over alle Kennedy'er

Senator Edward Kennedy

Selvom JFK's præsidentperiode var præget af Cuba-krisen og urolighederne omkring borgerrettighedsbevægelsen, var familien Kennedy optimistisk omkring et genvalg i 1964.

Men forude ventede endnu tre tragedier.

Et øjeblik i Dallas

Samme år var præsidentparret på valgturné i Dallas, Texas, da JFK blev likvideret for øjnene af USA.

Landet blev kastet ud i fortvivlelse.

Men familien sørgede i stilhed og ”fortsatte med livet”, som Jean siden har beskrevet.

Jean Kennedy til JFKs begravelse.
Jean Kennedy til JFKs begravelse. Foto: Scanpix

Fem år senere fattede familien og landet igen håb.

Den 5. juni 1968 havde Jean sat det mellemlange lyse hår moderigtigt og stort. Hun var iklædt en kort, lys kjole med trompetærmer, da Robert Kennedy vandt en betydelig valgsejr i Californien og blev hyldet på et hotel i Los Angeles.

Jeans mand var brorens kampagneleder, og Jean var tilstede i salen, da storebroren anerkendte hendes indsats i sin takketale.

Efter talen skød Robert Kennedy genvej gennem køkkenet, hvor han blev skudt tre gange.

Jean holdt om brorens gravide kone, da hun knælede over sin døende mand på gulvet.

Robert Kennedy efterlod 10 børn. Det 11. barn blev født seks måneder efter hans død.

Den sidste søn

square to 16x9
Edward Kennedy sørger over sin dræbte bror Robert F. Kennedy. Foto: Scanpix

Med tre ældre brødre borte skulle arven nu føres videre af den sidste søn, den blot 36-årige Edward Kennedy.

Et slagtilfælde havde i 1961 efterladt faderen paralyseret. Edward var nu familiens mandlige overhoved med ansvaret for 13 faderløse børn, der kaldte ham 'onkel Teddy', mens han i befolkningen hed 'Ted'.

På mange måder blev han selve symbolet på Kennedy’ernes styrker og svagheder.

Rose Kennedy med sine børnebørn i familiens hjem i Hyannis Port.
Rose Kennedy med sine børnebørn i familiens hjem i Hyannis Port. Foto: FILES / Scanpix Danmark

Også han var tæt på at miste livet, da han i 1964 var involveret i en flyulykke. To medpassagerer blev dræbt, men Ted Kennedy overlevede - længe nok til både at skuffe, svigte og fejle.

Han startede som senator i hjemstaten Massachusetts. Og efter magten i 1969 var endt hos den republikanske Nixon, forventede alle, at den sidste Kennedy-bror ville tage kampen op.

Men så tog hans liv en uventet drejning.

Kvinden i bilen

En sommeraften i 1969 holdt Ted Kennedy fest på øen Chappaquiddick for nogle unge kampagnemedarbejdere. Ud på aftenen forlod han festen sammen med den 28-årige Mary Jo Kopechne.

Den unge kvinde Mary Jo Kopechne.
Den unge kvinde Mary Jo Kopechne. Foto: AFP PHOTO / Scanpix Denmark

I mørket mistede de kontrollen over Kennedys Oldsmobile, som endte i havet.

Kun én overlevede til at fortælle, hvad der skete.

Kennedy formåede at slippe ud af den synkende bil, og ifølge ham selv dykkede han flere gange i forsøget på at redde den druknende Mary Jo Kopechne.

Da det ikke lykkedes, gik han tilbage til festen, hvor han fortalte to mænd, hvad der var hændt. Sammen prøvede de at finde kvinden. Forgæves. Kennedy tog tilbage til sit hotel.

Først 10 timer efter ulykken kontaktede han politiet.

På det tidspunkt var Mary Jo Kopechne fundet død i bilen.

Efter vores samtale kunne jeg ikke tænke på at sove

Senator Edward Kennedy i retten

Ted Kennedy modtog en dom, som efterfølgende blev suspenderet. Da han i en tv-transmitteret tale gav udtryk for sine tanker, omtalte han for første gang Kennedy-forbandelsen:

- Jeg spekulerede på, om en eller anden frygtelig forbandelse rent faktisk hvilede over alle Kennedy'er.

Nederlag og overlevelse

Det lykkedes Ted Kennedy at blive genvalgt som senator. Alligevel kom ulykken til at hvile tungt over hans politiske karriere.

Edward og Jean Kennedy under et besøg i Élyséepalæet i 1974.
Edward og Jean Kennedy under et besøg i Élyséepalæet i 1974. Foto: AFP PHOTO / Scanpix Denmark

I 1979 gik han ind i præsidentvalgkampen. Trods frygten for at lide samme skæbne som sine brødre. Men så langt nåede han ikke.

Til sidst erkendte Ted Kennedy sit nederlag. Han forsøgte aldrig siden at erobre Det Hvide Hus.

Til gengæld kom han til at se sine sønner, døtre, niecer og nevøer vokse op.

Tilmed overlevede han flere af dem.

Ted Kennedy med svigerinden Jackie, nevøen John John og niecen Caroline.
Ted Kennedy med svigerinden Jackie, nevøen John John og niecen Caroline. Foto: HERB SWANSON / Scanpix Danmark

Bilulykker, selvmord, narkooverdoser og skiulykker fik i de følgende år ram på flere af den vidt forgrenede families unge medlemmer.

Men én ulykke overskyggede dem alle.

Senatets løve

square to 16x9
Senator Edward Kennedy taler til studerende ved Georgetown University 28. januar 1980. Foto: AFP PHOTO / Scanpix Denmark

Nationen kunne ikke tilgive hans fejltrin, men hjemstaten gav Ted Kennedy knap 47 år som senator, hvor han blev en frontfigur med tilnavnet 'Senatets løve'.

Privat skiltes han i 1980 fra sin dybt alkoholiserede hustru efter tre børn, rygter om talrige sidespring og 25 års ægteskab.

Edward Kennedy med moderen Rose, sin daværende kone Joan og parrets to børn i 1971.
Edward Kennedy med moderen Rose, sin daværende kone Joan og parrets to børn i 1971. Foto: AFP PHOTO / Scanpix Denmark

Siden blev den sidste søn involveret i endnu en skandale, da en af de faderløse nevøer, som han havde svoret at beskytte, var under anklage.

Denne gang kunne Jean Kennedy Smith ikke undgå rampelyset.

Det var nemlig hendes søn, der var hovedpersonen.

Kunne ikke sove

I foråret 1991 var hele familien samlet i Palm Beach, Florida. Angiveligt fordi Ted Kennedy ville trøste Jean efter hendes mands død, forklarede han selv i retten.

- Efter vores samtale kunne jeg ikke tænke på at sove, sagde Ted Kennedy om den skæbnesvangre nat.

Så han stod op.

I første omgang afviste Clinton. Men Jean var afgørende for, at det lykkedes

Sara Dybris McQuaid, leder af Center for Irske Studier på Aarhus Universitet, om Jean Kennedy Smiths rolle i våbenhvilen i Nordirland

Sammen med sin søn og Jeans 30-årige søn William Kennedy Smith kørte han til en bar, hvor de faldt i snak med to unge kvinder.

Siden fortsatte festen i Kennedy-familiens hjem. Jeans søn gik en tur på stranden med den ene kvinde.

Efterfølgende var de kun enige om én ting:

De havde sex.

Under angreb

square to 16x9
Jean Kennedy Smith ankommer til retten i Palm Beach, Florida samme med sin familie i forbindelse med retssagen mod hendes søn William Kennedy Smith i 1991 (th). Foto: BOB PEARSON / Scanpix Danmark

William Kennedy Smith mente, at det skete med kvindens samtykke. Hun anklagede ham for voldtægt.

William Kennedy Smith omgivet af pressen under retssagen, hvor han var anklaget for voldtægt.
William Kennedy Smith omgivet af pressen under retssagen, hvor han var anklaget for voldtægt. Foto: TERRY L. THOMPSON / Scanpix Danmark

Igen fik modgangen familien til at rykke sammen. Den efterfølgende retssag blev en af årets største mediebegivenheder.

Hele 19 medlemmer af Kennedy-familien mødte op i retten. Jean mødte op i turkis jakke, flankeret af sine søstre, en svigerinde, niecer og nevøer.

Fra vidneskranken tryllebandt den veltalende Ted Kennedy forsamlingen. Med mesterlig timing tøvede, tav og uddybede han. 

Jean er muligvis den bedste politiker af alle Kennedy’erne, men hun havde brug for denne stilling til virkelig at vise det

Tidligere rådgiver for præsident Kennedy Arthur Schlesinger

I en sådan grad at tilhørerne næsten glemte kvinden, som var stået frem med anklagen, og de tre andre kvinder, som siden havde fremsagt voldtægtsbeskyldninger mod Jeans søn.

Ted Kennedy trak tråde til familiens tidligere tragedier. Han mindede om sit ansvar for de faderløse Kennedy-børn. Dem var der nu 21 af.

Ted Kennedy vinker til fotograferne på vej ud af efter at have vidnet om den påståede voldtægt.
Ted Kennedy vinker til fotograferne på vej ud af efter at have vidnet om den påståede voldtægt. Foto: BOB PEARSON / Scanpix Denmark

Krisen udstillede familiens sammenhold, men – ifølge kritikere – også deres arrogance og privilegerede status.

Det endte med en frifindelse.

Endnu engang havde familien gjort en samlet indsats for at stå en krise igennem.

Det fik de snart brug for at gøre igen.

Ud af skyggen

Den spinkle kvinde talte med så lav en stemme, at senatet og journalisterne knap kunne høre, hvad hun sagde, da Bill Clinton i 1993 udnævnte den politisk uprøvede Jean Kennedy Smith til USA's ambassadør i Irland.

Den dag trådte hun som den første kvindelige Kennedy ind på den politiske scene. I en af de mest epokegørende perioder; under urolighederne i Nordirland.

- Min legekammerat nummer ét, min løjtnant i livet

Jean Kennedy Smith om sin lillebror

Umiddelbart var hun ikke så insisterende og udfarende som sine søstre, og hun så nærmest ordinær ud sammenlignet med svigerinden Jackies elegance og skønhed.

Alligevel formåede hun at spille en aktiv rolle for, at Gerry Adams, lederen fra det irske republikanske parti Sinn Féin, fik visum til USA.

Jean Kennedy Smith med Sinn Fein lederen Gerry Adams i New York, 1999.
Jean Kennedy Smith med Sinn Fein lederen Gerry Adams i New York, 1999. Foto: MATT CAMPBELL / Scanpix Denmark

- I første omgang afviste Clinton. Men Jean var afgørende for, at det lykkedes. I det øjeblik blev Sinn Féin anerkendt som politikere og ikke kun som terrorister. Det var med til at bane vejen for en politisk frem for en væbnet kamp, siger Sara Dybris McQuaid, leder af Center for Irske Studier på Aarhus Universitet.

Nogle gange er det svært at forstå, at jeg er det eneste familiemedlem af min generation, som er tilbage

Jean Kennedy Smith

Senere samme år erklærede den militante del af den republikanske bevægelse, IRA, våbenhvile.

- Til trods for at hun har været en nøglespiller, bliver Clinton givet æren for den overordnede fortælling om, hvordan der blev lavet fred i Irland. Men sådan er præmisserne for diplomater. De opererer i skyggerne, siger Sara Dybris McQuaid.

Jean Kennedy Smith mellem USA's præsident Bill Clinton og Irlands premierminister Albert Reynolds i 1993.
Jean Kennedy Smith mellem USA's præsident Bill Clinton og Irlands premierminister Albert Reynolds i 1993. Foto: PAUL J. RICHARDS / Scanpix Denmark

I 2011 blev Jean Kennedy Smith dog tildelt frihedsmedaljen, USA’s højeste civile orden.

Frem for alt anerkendte Irland hendes indsats. Med et æresborgerskab og irsk pas.

I 2010 modtog Jean Kennedy Smith Medal of Freedom af præsident Obama.
I 2010 modtog Jean Kennedy Smith Medal of Freedom af præsident Obama. Foto: JIM WATSON / Scanpix Denmark

- Jean er muligvis den bedste politiker af alle Kennedy’erne, men hun havde brug for denne stilling til virkelig at vise det, har historikeren og den tidligere rådgiver for præsident Kennedy Arthur Schlesinger siden udtalt.

Efter fem år i Irland vendte søsteren tilbage til USA. I sidste øjeblik.

Forude ventede den ulykke, som skulle genoplive spekulationerne om Kennedy-forbandelsen.

Tre nye ulykker i træk

square to 16x9
John F. Kennedy Jr. og hans kone Carolyn Bessette. Foto: MIKE SEGAR / Scanpix Denmark

Det var en lykkelig begivenhed, som bragte den 38-årige John F. Kennedy Jr. og hans kone, Carolyn Bessette (på fotoet ovenfor), i luften i 1999.

De skulle deltage i en kusines bryllup. Kennedy var pilot og styrede selv flyet. Hans svigerinde var også ombord.

Men noget gik galt. Endnu en Kennedy forsvandt ombord på et fly. Ligene blev bjærget fra Atlanterhavets bund.

Familien Kennedy og familien Bessette spredte asken John Kennedy Jr., Carolyn Bessette og hendes søster Lauren Bessette til søs, nær det sted, hvor flyet styrtede ned.
Familien Kennedy og familien Bessette spredte asken John Kennedy Jr., Carolyn Bessette og hendes søster Lauren Bessette til søs, nær det sted, hvor flyet styrtede ned. Foto: Scanpix

10 år senere var familien igen samlet for at tage afsked med en nær slægtning; Eunice Kennedy Shriver, Jeans sidste storesøster.

Sangeren Stevie Wonder og tv-værten Oprah Winfrey var blot to af de celebre gæster til begravelsen.
Sangeren Stevie Wonder og tv-værten Oprah Winfrey var blot to af de celebre gæster til begravelsen. Foto: ADAM HUNGER / Scanpix Denmark

Men da sørgeoptoget, som også indledte denne artikel, gik gennem byen Hyannis, manglede lillesøster Jean Kennedy Smith.

Eunice, Jean og Ted Kennedy i 2004.
Eunice, Jean og Ted Kennedy i 2004. Foto: BRIAN SNYDER / Scanpix Denmark

Efter en anden søsters død tre år før, var der kun de tre søskende tilbage. Og den sidste søn, Ted, lå for døden med en kræftsvulst i hjernen.

Derfor måtte lillesøsteren vælge mellem søsterens begravelse eller at blive ved broderens dødsleje i nabobyen Hyannis Port.

Hun valgte det sidste.

En søsters valg

square to 16x9
Jean Kennedy Smith ved lillebroren Edward Kennedys kiste i 2009. Foto: EMMANUEL DUNAND / Scanpix Denmark

- Min legekammerat nummer ét, min løjtnant i livet, grinebideren, som kom efter mig, nummer ni, har Jean Kennedy Smith kaldt sin lillebror i erindringerne 'The Nine of Us'.

11 dage senere døde Ted Kennedy og efterlod Jean alene tilbage.

Den sidste søster.

I dag er hun den eneste af de ni, som har nået at fejre sin 90-årsfødselsdag.

Hun lever nu et tilbagetrukket liv i sin lejlighed i New York. Omgivet af billeder og minder om den familie, hun har overlevet.

- Nogle gange er det svært at forstå, at jeg er det eneste familiemedlem af min generation, som er tilbage, har hun skrevet i sin bog.

Måske kan han genskabe Kennedy-magien i vor tid. Ham skal vi holde øje med

Redaktør på Kongressen Anders Agner om Robert Kennedys barnebarn

Sammen med resten af Kennedy-klanen var hun stærkt medvirkende til, at Obama i 2008 blev valgt som USA’s første sorte præsident.

- Det var ubetaleligt, at han fik deres støtte. Men i øjeblikket er familien ikke en magtfaktor, siger Anders Agner Pedersen.

Familien Kennedy gav under valgkampen i 2008 deres støtte til den daværende senator Barack Obama. Her ses præsidentkandidaten sammen med Edward Kennedys søn Patrick, JFK's datter Caroline, samt Edward Kennedy
Familien Kennedy gav under valgkampen i 2008 deres støtte til den daværende senator Barack Obama. Her ses præsidentkandidaten sammen med Edward Kennedys søn Patrick, JFK's datter Caroline, samt Edward Kennedy Foto: Scanpix Denmark

Han tror ikke, at Jean Kennedy Smith kan få afgørende indflydelse på det næste præsidentvalg.

Dertil er hun for gammel.

Jean Kennedy Smith og svigerinden Ethel Kennedy i 2011. De to skoleveninder er de sidste overlevende fra deres generation.
Jean Kennedy Smith og svigerinden Ethel Kennedy i 2011. De to skoleveninder er de sidste overlevende fra deres generation. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI / Scanpix Denmark

Derimod kan Robert Kennedys barnebarn, Joe Kennedy III, videreføre familiens politiske visioner. I januar leverede han modsvaret til Trumps State of the Union-tale. Redaktør Anders Agner Pedersens dom er klar:

Joe Kennedy III fotograferet efter, at han i en tale havde svaret igen på Trumps
Joe Kennedy III fotograferet efter, at han i en tale havde svaret igen på Trumps "State of the Union"-tale og påtalte den dybe splittelse i USA. Foto: BRIAN SNYDER / Ritzau Scanpix

- Måske kan han genskabe Kennedy-magien i vor tid. Ham skal vi holde øje med.

Kilder: ABC News, Huffington Post, Irish America, New York Times, Vanity Fair, Chicago Tribune, Daily Mail, Town and Country Magazine, RTE og The Irish Times, samt interviews med Sara Dubris McQuaid og Anders Agner Pedersen.

square to 16x9