NATO's generalsekretær: Der skal bruges flere penge på europæisk forsvar

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, langer kraftigt ud efter de NATO-lande, som endnu ikke bruger mindst to procent af BNP på deres forsvar.

Jens Stoltenberg kom forud for det to dage lange møde mellem NATO-landenes forsvarsministre i hovedkvarteret i Bruxelles onsdag og torsdag med en kraftig opsang til de NATO-lande, som endnu ikke bruger mindst to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvaret.

- Hvis vores lande skal forblive sikre, skal vi øge forsvarsbudgetterne, investere i nøglekompetencer og tropper til NATO’s missioner og operationer. Med andre ord, flere rede penge og bidrag, lød den kontante opfordring fra NATO’s generalsekretær.

NATO-landenes forsvarsministre er onsdag og torsdag samlet til topmøde i hovedkvarteret i Bruxelles
NATO-landenes forsvarsministre er onsdag og torsdag samlet til topmøde i hovedkvarteret i Bruxelles Foto: JOHN THYS / Ritzau Scanpix

NATO har sat sig det mål, at alle landene i forsvarsalliancen årligt skal bruge minimum to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvaret. Ikke mindst USA presser på for at få NATO’s medlemmer til at øge forsvarsbudgetterne til mindst to procent af BNP inden 2024. Ifølge Ritzau viser den seneste opgørelse fra midten af 2017, at kun 6 ud af de 29 NATO-lande bruger over to procent af BNP på forsvaret. Det er lande som USA, Grækenland, Storbritannien, Estland, Rumænien og Polen.

Med 1,17 procent af BNP ligger Danmark som nummer 20 og er dermed placeret i den tredjedel af lande, der bruger mindst på forsvaret i forhold til BNP. Og selv om det seneste forsvarsforlig øger det danske budget fra 1,17 procent til 1,30 procent, er der langt til de to procent.

Alligevel var det en fortrøstningsfuld dansk forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, som i dag kom til Bruxelles. 

- Vi leverer på det, vi har aftalt i Wales, siger Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Han henviser til det NATO-topmøde i 2014, hvor stats- og regeringscheferne skrev målet ned i en erklæring.

- Vi har stoppet tilbagegangen for et par år siden. Vi har nu løftet forsvarsbudgettet med 20 procent og er på vej, som der står i Wales-erklæringen, mod de to procent, siger Claus Hjort Frederiksen.

Grækenland står som den skinnende stjerne i europæisk forsvar

Danmarks forsvarsminister er dog ikke tilfreds med, at udgifterne til forsvaret skal ses i forhold til BNP.

Danmarks forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, ankommer her til NATO's hovedkvarter i Bruxelles
Danmarks forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, ankommer her til NATO's hovedkvarter i Bruxelles Foto: Reuters

- Personligt synes jeg med min baggrund som tidligere finansminister, at et mål, der er bygget op på BNP-udviklingen, er et lidt uheldigt mål, siger Claus Hjort Frederiksen. Han siger, at man aldrig når målet, hvis der er godt gang i økonomien.

- Hvorimod, hvis man som Grækenland i årevis bestræber sig på at reducere BNP, så lykkes man til sidst med at stå som den skinnende stjerne i europæisk forsvar, lyder kritikken Claus Hjort Frederiksen.

Tiden er til øgede forsvarsbudgetter

Det er den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, der presser på for at få alle NATO-lande til at bruge minimum to procent af BNP på forsvar i 2024. Omvendt mener mange af de europæiske landes ministre, at det mål vil være helt urealistisk at nå. Men Stoltenberg mener, at tiden er nu til at øge forsvarsbudgetterne.

- Jeg var da for, at lande som både Norge og Danmark skar ned på forsvarsudgifterne efter den kolde krig. Men nu er virkeligheden altså en anden, siger NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, til TV 2, inden mødet skulle begynde onsdag formiddag.

- I år forventer vi, at otte allierede når målet. Og i 2024 forventer vi, at mindst 15 allierede vil bruge to procent af BNP eller mere på forsvar, siger generalsekretæren til TV 2.

USA er ikke tilfreds

Men det er ikke godt nok, lyder det fra den amerikanske NATO-ambassadør, Kay Bailey Hutchison.

I 2024 forventer NATO, at 15 medlemslande vil opfylde målet om to procent af BNP skal gå til forsvaret. Men det er kun halvvejs, påpeger den amerikanske ambassadør.Video: Michael Rathje

Til TV 2 siger hun:

- Danmark gør det storartet, når det drejer sig om udstyr og på paratheden til at stille op i for eksempel Estland. Men vi ønsker, at Danmark skal op på de to procent. Så vi beder altså om mere, selvom vi anerkender, hvad Danmark allerede gør.

Kay Bailey Hutchison er også klar i mælet, når hun skal svare på, hvor tilfredsstillende det er, at 15 ud af 29 NATO-lande, når op på to procent i forsvarsudgifter i 2024:

- 15 er jo ikke 29, kommer det tørt fra den amerikanske NATO-ambassadør.

Når mødet mellem NATO-landenes forsvarsministre genoptages i morgen, kommer det blandt andet til at handle om NATO’s forhold til Rusland og om den fortsat spændte situation i Ukraine.

Her kan du se den seneste opgørelse fra den 29. juni 2017 over 28 af NATO-landenes forsvarsbudgetter målt i procent af bruttonationalproduktet. Der foreligger ingen nye tal for Islands forsvarsbudget:

  1. USA: 3,58 procent
  2. Grækenland: 2,32 procent
  3. Storbritannien: 2,14 procent
  4. Estland 2,14 procent
  5. Rumænien: 2.02 procent
  6. Polen: 2,01 procent
  7. Frankrig: 1,79 procent
  8. Litauen: 1,77 procent
  9. Letland: 1,70 procent
  10. Montenegro: 1,66
  11. Norge: 1,59 procent
  12. Bulgarien: 1,57 procent
  13. Tyrkiet: 1,52 procent
  14. Portugal: 1,32 procent
  15. Canada: 1,31 procent
  16. Kroatien: 1,27 procent
  17. Tyskland: 1,22 procent
  18. Albanien: 1,22 procent
  19. Slovakiet: 1,19 procent
  20. Danmark: 1,17 procent
  21. Holland: 1,17 procent
  22. Italien: 1,13 procent
  23. Tjekkiet: 1,07 procent
  24. Ungarn: 1,05 procent
  25. Slovenien: 1,02 procent
  26. Spanien: 0,92 procent
  27. Belgien: 0,91 procent
  28. Luxembourg: 0,44 procent