Brødre blev kaldt mordere i 18 år, liget i søen var deres bedste ven

Et 18 år gammelt mord er igen aktuelt i Sverige. To små drenge blev udpeget som gerningsmænd, men så fik svensk tv fat i video fra afhøringerne.

Den lille dreng sad i en blå stol på politigården i den svenske by Arvika.

Han var syv år gammel og stirrede mut ned på sin hånd.

Barnefingrene knugede stolens armlæn.

Var det en morders hænder?

Politiet søgte svar.

Der var stille i forhørslokalet.

Efter 20 sekunder sagde drengen:

- Vil du hente mor?

Han ville frygteligt gerne ud af forhørslokalet.

Væk fra de politifolk, der forsøgte at få en tilståelse ud af ham.

Nu har jeg bestemt, at mor ikke længere må være med til forhøret.

Anders Forsman, politiet i Arvika.

Men forhørslederen ville ikke lade ham gå. Efterforskerne havde brug for en tilståelse.

Det her var en af de største mordgåder i Sverige, siden Olof Palme blev skudt i 1986.

En 4-årig dreng var blevet stranguleret og efterladt på bredden af en sø.

Der var nu gået 10 uger, og indtil videre havde efterforskningen ikke båret frugt.

Folk i Arvika var bange. En barnemorder gik måske frit rundt blandt dem, og måske kunne morderen slå til igen.

Men på politigården i Arvika arbejdede en mand, der var temmelig sikker på, at han kunne løse mordgåden.

 Han hed Rolf Sandberg og var chef for politiets efterforskning.

Den ene halvdel af løsningen på mordgåden var den syv år gamle dreng i forhørslokalet.

Den anden halvdel var lillebror til den 7-årige dreng. Han var bare fem år gammel.

Hvis Rolf Sandberg havde ret, ville det her være en af de sjældne sager, hvor børn myrder børn.

De to små mistænkte hed Robin og Christian Dahlén, og de havde ikke været nemme at arbejde med.

Trods flere intensive politiforhør foran et snurrende videokamera, havde de to brødre ikke tilstået drabet.

Men en dag, den 26. oktober 1998, var de to drenge ved at være møre.

Inde i forhørslokalet med den blå stol fik 7-årige Christian lov til at se sin mor.

Hun fik kun undtagelsesvist lov til at være hos sin søn. Drengen måtte klare afhøringerne alene.

Christian lagde sit hoved på sin mors skulder og kiggede op i luften, mens han nervøst gned sine hænder mod hinanden.

- Kan du sige, at jeg ikke vil mere? spurgte han.

- Det er ikke altid, man kan få det, som man ønsker, lød svaret fra mor.

- Jeg vil ikke, kan du ikke sige det?

Men der var ingen hjælp at hente - moderen, Annika Dahlén, blev tvunget til at gå.

Drengen greb om sin mors hænder og forsøgte at få fat i hendes bukser, da hun rejste sig.

- Mor, mor, udbrød han.

Men mor var tavs.

I stedet blev drengen svaret af politiets efterforsker, Anders Forsman.

- Nu har jeg bestemt, at mor ikke længere skal være med til forhøret, Christian, lød det.

Og så sad drengen igen uden venner i forhørslokalet med den blå stol.

Det var ikke første gang.

Slet ikke.

De slog ham ihjel med en kniv i maven.

Robin, 5 år.

Time efter time var de to brødre blevet afhørt.

Over 30 gange i alt.

Og nu var politiets efterforskning tæt på at nå et klimaks.

Men hvordan var de to børn overhovedet havnet på politistationen i Arvika?

For at finde svaret, skal tiden skrues tilbage til den 16. august 1998.

I vandkanten på den svenske sø Glasfjorden flød en træpalle med en makaber last.

Pallen lå i en åbning med blankt vand i den tætte sivbevoksning, der omkransede søen.

Oven på pallens våde ru brædder lå et livløst barn.

Det var søndag, og den lille dreng på pallen havde været ude for at lege i solskinnet, men da han ikke kom hjem, blev familien urolig.

Drengen hed Kevin Hjalmarsson, og solen var netop gået ned, da hans morfar fandt ham.

Først så han barnebarnets lille røde BMX-cykel foran en hytte ved søbredden.

Så fik han øje på den livløse krop i vandet.

Morfar vadede ud i det 30 centimeter dybe vand og bar den lille livløse krop ind på stranden.

Flere familiemedlemmer kom til og begyndte at give førstehjælp.

Mormor gav mund til mund, da ambulancen kom.

Lidt efter klokken 23.00 gav lægerne på sygehuset i Arvika op.

Der var intet håb om at genoplive den 4-årige Kevin.

Mens den lyse svenske sommernat stadig lå over landet, lignede det hele en drukneulykke, men det var det ikke.

Obduktionen viste, at barneliget havde punktformede blødninger i øjnene.

Og så fandt lægerne skader på forsiden af halsen.

Kevin Hjalmarsson var blevet kvalt – sandsynligvis ved at nogen havde trykket en pind mod hans strube.

Desuden kunne retsmedicineren, Dr. Lennart Rammer, ikke afvise, at den lille dreng var blevet udsat for et seksuelt overgreb - og måske endda voldtaget.

Liget havde nemlig blå mærker mellem benene.

Politiet i Arvika stod med et barnemord – muligvis med en pædofil gerningsmand.

Kevins bedste ven var en 5-årig dreng ved navn Robin, og hans profil matchede ikke med politiets billede af en mulig gerningsmand, men det skulle komme til at ændre sig.

De to brødre Robin og Christian boede i samme område som Kevin.

Toetagers boligblokke i røde mursten få hundrede meter fra søbredden.

Drengenes forældre var skilt.

I 1998 boede børnene mest hos deres far Weine og hans nye kone Eva.

Om aftenen den 16. august, hvor Kevin blev kvalt, havde familien haft besøg af nogle venner.

Efter maden var Christian, Robin og den anden families børn gået ud for at lege. De voksne sad i køkkenet og kunne se børnene udenfor.

Gæsternes ældste barn – en 10-årig dreng – fik til opgave at holde øje med sine yngre legekammerater.

Børnene legede ude i cirka en time, hvorefter familierne tog på fisketur.

Det var den sidste aften i skolernes sommerferie, og hjemme hos Christian og Robin havde alt virket normalt - både før, under og efter fisketuren.

Det kunne både far Weine og stedmor Eva indledningsvist fortælle politiet, men de skulle begge komme til at ændre deres forklaringer efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. 

Han så, da han myrdede ham og alting.

Christian, 7 år

Tilbage i forhørslokalet på politigården i Arvika den 26. oktober 1998 var forhøret i gang igen.

Efter to timer og fyrre minutter havde 7-årige Christian endnu ikke givet politiet nogen brugbare informationer om, hvordan Kevin var blevet kvalt.

Nu ville Anders Forsman, der stod for denne afhøring, have drengen til at udpege gerningsstedet.

Så han tog et luftfoto af søbredden frem.

Den 7-årige dreng skulle pege med sin finger på det blanke fotopapir.

- Du er så dygtig, lød det fra efterforskeren.

- Nu tager vi de sidste stykker. De absolut sidste, lovede han.

Drengen holdt sine hænder op foran ansigtet og gned sine øjne.

- Jeg tænker, sagde han.

Politimanden lagde en hånd på drengens ben.

- Vi må forsøge at ordne det her og tænke klart i dag, og så er vi færdige. Jeg vil have, at det her skal slutte i dag, lød det fra politimanden.

- Det vil mor Annika også, fortsatte han.

Men mor måtte ikke være med til forhøret.

Ikke nu, hvor en tilståelse kunne være inden for rækkevidde.

Men der skulle mere end et blankt stykke fotopapir og en streng betjent til, før drengen talte.

Egentlig havde de to drenge, Robin og Christian, kun været bipersoner i sagen lige efter drabet.

Men så kom 5-årige Robin med en utrolig historie om sin døde legekammerat.

Historien var stadig en hemmelighed, da kriminalkommissær Rolf Sandberg blev sat til at lede efterforskningen den 18. august 1998.

Der ventede ham en stor opgave, og han havde meget på spil.

Politiet i Värmland havde netop gennemgået en reform, og sagen skulle teste den nye struktur.

Rolf Sandberg ville vise, at han var manden, der kunne få det hele til at fungere. Da hans telefon ringede med beskeden om, at lille Kevin var blevet myrdet, gik han straks i gang.

Betjente stemte dørklokker i de røde boligblokke, hvor Kevin havde boet. De børn, som havde leget i aftensolen den ulyksalige søndag aften, hvor Kevin blev kvalt, blev afhørt.

Kniven var superskarp.

Robin, 5 år.

Seks dage efter drabet arbejdede politiet med et tip:

En gruppe 13-årige havde været ved skolen, der ligger tæt på vandet, i den periode, hvor politiet mente, at Kevin døde.

Og nu fortalte 7-årige Christian, at han havde set nogle ældre børn tale med Kevin. Oplysningerne kunne måske hjælpe med opklaringen, så far Weine tog sin nye hustru Eva og de to sønner med ind på politigården.

Inde i bilen kunne 5-årige Robin også fortælle noget.

Han havde set sin bedste ven blive myrdet.

Derfor havnede Robin i den blå stol i forhørslokalet på politigården.

Nu skulle forhørsleder Ingrid Harrysson forsøge at hitte rede i, hvad der var fakta, og hvad der var produktet af en 5-årigs fantasi.

Hun havde 12 års erfaring i at afhøre børn i forbindelse med incestsager.

Men det skulle vise sig vanskeligt at få brugbare oplysninger ud af de to brødre.

- Jeg ved det ikke, svarede Robin, da han første gang blev spurgt om, hvem der havde gjort Kevin ondt.

Den 5-årige holdt fast i, at han ikke vidste, hvem der stod bag, men da han blev spurgt om, hvad der var sket, kom han med en forklaring:

- De slog ham ihjel.

- Men hvordan, spurgte forhørslederen.

- Med en kniv i maven, lød svaret.

- Med en kniv i maven?

- Ja, den var superskarp. Den kunne skære det her tag sønder og sammen, svarede den 5-årige.

Forhørsleder Ingrid Harrysson havde allerede haft en følelse af, at drengene kunne være indblandet i drabet, da hun så dem første gang.

Hun vidste godt, at den 4-årige Kevin ikke var blevet dræbt med en kniv, men det var der ikke ret mange andre, der vidste.

Skaderne på liget var nemlig hemmelige af hensyn til politiets efterforskning.

Robins storebror Christian kom også til at sidde i den blå stol for første gang den dag.

Og da den 7-årige dreng var færdig med sin forklaring, var hans stedmor Eva så rystet, at hun måtte opsøge den psykiatriske skadestue.

Christian bekræftede, at hans lillebror havde set mordet.

- Han så, da han myrdede ham og alting, lød forklaringen.

Christian havde ikke selv set noget, men han kunne referere Robins version af, hvad der var sket.

- Han havde en kniv. Han tog en kniv frem, og så holdt han den mod maven.

Og så kom Christian med en overraskende oplysning.

Hvem var det, der kneb Kevin?

Ingrid Harrysson, efterforsker

Han kunne fortælle, at han lige siden morddagen seks dage tidligere havde vidst, at Robin så Kevin dø.

Det havde Robin fortalt.

- Jeg tror, at han græd, da han kom op, eller da han så, Kevin var død. For der var streger efter tårer og sådan, sagde Christian og pegede på sine øjenkroge.

Det var mere end stedmoren Eva kunne klare.

Hun blev bange.

Hvis drengene havde set et mord, kunne de være i livsfare. Var der en morder løs i Arvika, kunne han meget vel tænkes at ville skjule sine spor.

Da familien kom hjem, faldt hun om på køkkengulvet.

På den psykiatriske skadestue i Arvika konstaterede lægerne, at Eva var i så dårlig forfatning, at hun måtte indlægges.

Børnenes far skulle snart følge efter.

Spørgsmålet om, hvem der skulle bestemme i en leg, gik så langt, at det ikke var en leg længere.

Rolf Sandberg, politichef

Dagen efter første afhøring blev Robin taget med ned til søen for at fortælle, hvad han havde set.

Den veloplagte lyshårede dreng i blå joggingbukser og hvide kondisko førte an, da gerningsstedet skulle udpeges.

Robin førte politifolkene direkte til en flydebro, hvor han plejede at lege med sine venner.

Og nu kunne Robin fortælle efterforskerne en helt ny historie.

En dreng ved navn Robert havde sparket Kevin ud i vandet. Robin sagde ikke længere noget om nogen kniv.

- Han sparkede superhårdt, lød det fra den 5-årige.

- Han flød i vandet, fortalte Robin om sin 4-årige kammerat Kevin.

Flydebroen lå 30 meter fra det sted, hvor liget blev fundet, men der var et område med tyk sivbevoksning imellem.

De skiftende forklaringer forvirrede politifolkene, og den næste historie skulle få store konsekvenser for efterforskningen.

7-årige Christian blev nemlig afhørt igen efter Robins tur til søbredden.

Og nu kom han med endnu en overraskelse.

Pludselig sagde Christian, at han havde fortalt sin far og stedmor om mordet allerede samme aften, som det havde fundet sted.

Politiet vurderede, at Eva måtte afhøres med det samme, så efterforskerne opsøgte hende på den psykiatriske skadestue.

Først fortalte Eva, at hun ikke kunne huske, at Christian havde sagt noget om Kevin på morddagen.

Gjorde Christian noget ved Kevin? Gjorde han det?

Rolf Sandberg, chef for efterforskningen.

Men efterforskerne fortsatte med at stille spørgsmål. I referatet fra afhøringen står der, at Eva begyndte at græde og blev stadig mere oprevet.

Til sidst gik hun med til, at Christian måske havde sagt noget om Kevin.

Dermed fik politiet et vidneudsagn, der kunne understøtte, at de to små drenge vidste noget allerede på morddagen.

Hvem var denne Robert, som havde sparket Kevin i vandet – og gemte Christian på flere hemmeligheder?

Det ville efterforskningens leder Rolf Sandberg gerne finde ud af.

Så han gik ind i forhørslokalet i fuld uniform og lagde pres på den 5-årige.

- Hvorfor ved du, at han hedder Robert? spurgte Rolf Sandberg.

- Fordi han sagde det til mig, svarede Robin, mens han suttede på sin pegefinger.

- Er du absolut sikker på, at det var ham?

- Ja, han sagde: "Jeg hedder Robert", svarede Robin.

- Sagde han mere til dig?

- Nej!

- Han sagde ikke, at du skulle holde mund eller sådan noget? spurgte Rolf Sandberg.

- Jo, han sagde "hold mund", lød svaret.

- Er det fordi, jeg sagde det, at du siger det nu? Sagde han noget til dig?

- Nej, lød svaret, mens Robin var travlt optaget af at lege med sin ene sok.

Da Rolf Sandberg stillede det næste spørgsmål, fik han endnu et overraskende svar.

Pludselig forklarede Robin, at hans storebror Christian havde været med ved vandet, da Kevin blev myrdet.

Som minutterne gik begyndte Rolf Sandberg at tabe tålmodigheden med den 5-årige dreng.

Robin blev mere og mere nervøs, og han begyndte at bevæge sin højre hånd op og ned.

Rolf Sandberg stoppede drengens fagter med et greb om hans hånd.

- Se mig i øjnene, sagde Rolf Sandberg til den 5-årige Robin.

- Var Christian med, eller var han ikke med?

- Med, lød svaret.

- Gjorde Christian noget ved Kevin? Gjorde han det?

- Han…

- Se mig i øjnene nu.

- Han øøh, skubbede ham på stenene, svarede Robin.

- Skubbede Christian Kevin på stenene?

- Ja, svarede Robin den uniformerede politichef.

Den lille dreng blev krydsforhørt i over 40 minutter uden advokat og forældre, før en tilhører brød ind og afsluttede forhøret.

Jeg orker ikke at snakke mere.

Christian, 7 år.

Bagefter ville efterforskerne høre Christian, om han havde været på broen.

- Det tror jeg ikke er rigtigt, for jeg har ikke været der, lød svaret.

Der skulle gå over en måned, før de to drenge sad i den blå stol igen.

Mens Rolf Sandberg og hans folk afhørte drengene, arbejdede politiets teknikere på højtryk med at finde spor.

Der blev sendt dykkere ud i søen, pallen blev undersøgt, og sivskoven blev endevendt.

Og teknikerne fandt en pind.

Den var en centimeter tyk, og den lå tæt på pallen i det lave vand nær søbredden.

Måske var det mordvåbnet?

Retsmedicinerne fandt endda fingeraftryk på barken – men de kunne ikke finde ud af, hvem aftrykkene tilhørte.

Dagene gik, og de spor, politiet fulgte, viste sig at ende blindt.

De 13-årige drenge blev udelukket som mistænkte, mere end 500 mennesker blev afhørt, men det lykkedes ikke politiet at finde nogen brugbare vidner.

Så Rolf Sandberg stod tilbage med Robin og Christian.

Han hyrede hukommelseseksperten, Sven Åke Christianson.

Sven Åke Christianson var professor i psykologi.

Han havde stjernestatus i Sverige i 1998, fordi han havde hjulpet politiet i sagen mod Thomas Quick – en mand, som svenskerne dengang troede var seriemorder.

Psykologen påstod, at han kunne finde fortrængte erindringer hos de to drenge.

Erindringer om mordet på Kevin.

Det blev alvor, og de var bevidste om deres handlinger.

Rolf Sandberg, leder af efterforskningen

Sven Åke Christianson anbefalede Rolf Sandberg, at efterforskerne skulle foretage mange og lange forhør af Robin og Christian.

Samtidig skulle forældrene opmuntre drengene til at tale så meget om mordet som muligt.

Efter to måneder, hvor politiet havde arbejdet med andre spor, havnede Robin og Christian igen i den blå stol.

Og med Sven Åke Christiansons hjælp blev de Kevin-efterforskningens nye hovedmistænkte.

Gradvist blev Christians historie ændret. Han gik med til, at han havde været på flydebroen, og at han så andre børn være efter Kevin.

Den 10-årige dreng, som havde haft til opgave at se efter Robin og Christian på mordaftenen, blev også afhørt igen.

Det samme gjorde hans familie, der havde været på besøg hjemme hos Robin og Christian, da tragedien på søbredden fandt sted.

Drengen holdt fast i, at Robin og Christian ikke havde forladt boligområdet på mordaftenen.

I alt 14 forhør blev det til, men den 10-årige dreng ændrede ikke sin forklaring.

Så politiet valgte at se bort fra den.

Robin og Christian var nemmere at få nye oplysninger ud af.

Det samme var deres far Weine.

Da det gik op for ham, at sønnerne var mistænkt for mord, brød han sammen.

Politiet forbød ham at se sine børn, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det forhindrede ikke efterforskerne i at afhøre ham og opmuntre ham til at søge efter skjulte minder.

Og en nat i midten af oktober, da Weine havde fået et stærkt sovemiddel, kunne han pludselig huske, at Christian på mordaftenen kom ind og tegnede en tegning.

Tegningen forestillede Kevin i vandet ved flydebroen.

Weine skrev og tegnede sit nye minde i en notesbog, som han gav til politiet.

Dermed fik efterforskerne et nyt bevis mod drengene.

Rolf Sandbergs og Sven Åke Christiansons jagt efter skjulte minder hos drengene førte blandt andet til, at de to måtte deltage i en rekonstruktion med en dukke på flydebroen.

Her kunne Robin demonstrere, hvordan Kevin var blevet sparket i vandet.

Da efterforskerne gav ham en pind i hånden, vidste han ikke, hvad han skulle stille op med den.

På intet tidspunkt fortalte drengene noget om, at Kevin havde skader på halsen.

Det ændrede sig imidlertid, da efterforsker Ingrid Harrysson fortalte drengene de hemmelige oplysninger om, at Kevin var blevet kvalt og havde skader på halsen.

Pludselig kunne Kevin huske, at nogen havde knebet Kevins hals.

- Hvem gjorde det, spurgte Ingrid Harrysson.

- Ingen, lød svaret.

- Men nogen må jo have gjort det?

- Ja, svarede drengen.

- Ja, hvem var det så, der kneb Kevin?

- Christian, lød svaret fra lillebroderen.

Derfor endte Christian nogle timer senere med at sidde i den blå stol og længes efter sin mor.

Havde hans små hænder holdt fast om den pind, der havde kvalt Kevin?

Forhørsleder Anders Forsman havde allerede sagt, at han ønskede en afslutning på de mange forhør.

Nu tilbød han den 7-årige Christian at slå en handel af.

Hvis drengen kunne fortælle om mordet, ville han få lov til at se sin mor.

- Hvis du vil hviske noget til din mor først, vil jeg have, at du skal snakke med Ingrid og jeg bagefter, sagde han.

Christians mor Annika Dahlén fik lov til at komme ind i forhørslokalet igen.

- Jeg orker ikke at snakke mere, sagde den 7-årige.

- Men du har været så dygtig, Christian, sagde hans mor.

- Men jeg vil ikke tale.

- Men alt er næsten overstået, sagde hans mor.

Efter fire og en halv time i forhørslokalet havde Christian stadig ikke tilstået drabet.

Senere samme aften talte Rolf Sandberg med Robin. Samtalen blev hverken optaget på bånd eller video.

Rolf Sandberg skrev selv et kort referat, hvor han hævdede, at Robin fortalte, at Christian kvalte Kevin med en pind, og at brødrene bagefter i fællesskab slæbte liget gennem sivskoven hen til træpallen.

Næste dag blev Robin afhørt igen. Det blev heller ikke optaget på video.

Til sidst svarede han ja til spørgsmålet, om at det var Christian, som pressede en pind mod Kevins hals.

Christian blev ikke afhørt igen.

Og så var sagen opklaret.

Rolf Sandberg var sikker i sin sag:

Robin og Christian havde slået den 4-årige Kevin ihjel.

Drabet var sket ved flydebroen, og derefter havde de to drenge i fællesskab slæbt Kevins lig gennem den tætte bevoksning og efterladt det på pallen ude i vandet.

Nu kunne politiet lukke sagen, berolige folk i Arvika og fortælle Sverige og resten af verden om de to små barnemordere.

Det skete på en pressekonference.

- Spørgsmålet om, hvem der skulle bestemme i en leg, gik så langt, at det ikke var en leg længere.

- Det blev alvor, og de var bevidste om deres handlinger, kunne Rolf Sandberg berette for pressen.

Der kom aldrig en retssag.

De to drenge var under den kriminelle lavalder, så de kunne ikke straffes.

I stedet kom de i psykologisk behandling.

Familien blev installeret på et behandlingshjem, der nærmest fungerede som et fængsel.

Myndighederne søgte også efter en plejefamilie til Christian, men ingen ville have ham.

Rolf Sandberg blev berømt for at have opklaret den uhyggelige forbrydelse.

I år 2000 udgav svensk politi en rapport om sagen.

Rolf Sandberg havde selv bestilt den hos freelancejournalisten Nina Hjelmgren.

Jeg har altid haft den der følelse af, at det ikke var mig.

Robin i 2017

Her offentliggjorde politiet blandt andet nogle af de fanmails Rolf Sandberg fik, efter han havde lukket sagen.

For eksempel skrev en forhenværende rektor fra Åmål:

- Du har optrådt fantastisk fint i massemedierne. Din ro, din værdighed og saglighed har givet os tillid til dig og politiets arbejde.

Og en kollega fra politiet i Västerås:

- Gennem min indsigt vil jeg lykønske dig, Rolf Sandberg, for dit store mod til at drive efterforskningen så effektivt og med så stor udholdenhed, som det er sket. Dine færdigheder og din balance i mediestyringen har imponeret og skabt respekt for svensk politi.

Han fik endda lykønskninger fra en 74-årig pensioneret sygeplejerske:

- I dag, da jeg så dit billede i Dagens Nyheter, besluttede jeg mig for at gøre det, som jeg havde tænkt mig at gøre længe. Nemlig at skrive og takke for din indsats i efterforskningen af den tragiske hændelse i Arvika.

Rapporten indeholdt endda et helt afsnit om Rolf Sandbergs rolle som chef:

- Nogen kan have opfattet ham som autoritær, da han ofte optrådte i medierne, andre kan være blevet misundelige. At han stillede sig i centrum afspejler den organisation, han repræsenterer. I politiet leder man efter syndebukke, nogen at skyde skylden på, hvis noget går galt. Man øser sjældent berømmelse over nogen, der lykkes med deres arbejde. Det sidder i rygraden på Rolf Sandberg. Han ville ikke have, at nogen skulle sone for eventuelle fejl i den efterforskning, han stod i spidsen for. Derfor er det vigtigt for ham, at alle ved, at det er ham, der er chefen.

I over 18 år gjorde ingen indsigelser mod opklaringen, ingen stillede kritiske spørgsmål til Rolf Sandbergs arbejde.

Men en dag fik den svenske journalist Dan Josefsson et tip.

En docent i psykologi mente, at der var begået fejl i sagen.

Dan Josefsson var ansat ved Sveriges TV.

Sammen med et hold af journalister gav han sig til at grave i sagen og fik fat i videobåndene, hvor Robin og Christian bliver afhørt.

Han lavede en dokumentarfilm om sagen – den hedder Fallet Kevin og vandt den store svenske journalistpris i 2017.

Artiklen her bygger på oplysninger fra dokumentarfilmen.

I juryens begrundelse for at prisbelønne filmen står der:

- Gennem detektivarbejde fandt de et forsvundet alibi og forhør, der aldrig har været vist. De afslørede en 19-år gammel politi-sandhed som falsk – i en historie i verdensklasse.

Da Rolf Sandberg blev konfronteret med svaghederne i efterforskningen, ville han ikke længere tale med Dan Josefsson og hans hold af journalister.

Afhøringsleder Anders Forsman ville imidlertid gerne udtale sig.

Han har set videobåndene, hvor drengene bliver afhørt.

- Det, han siger og svarer der, har ingen værdi.

- Jeg tænker, om det var presset for at opklare sagen, der gjorde, at det her blev så forkert på flere måder, siger han til journalisterne fra svensk tv.

På grund af oplysningerne i filmen har svensk politi genoptaget efterforskningen af sagen.

Der er blevet foretaget over 50 forhør og det tekniske materiale er blevet gennemgået igen for at finde ud af, hvem der i virkeligheden kvalte Kevin.

Robin og Christian er i dag 24 og 26 år.

Gennem årene affandt de sig med, at de var udpeget som skyldige, selv om de ikke kunne huske, at de havde begået mordet på Kevin.

- Politiet viste os en masse ting og forklarede os, hvad de havde fundet, og hvad de troede, der var sket, fortalte Christian på et pressemøde, efter dokumentaren havde været vist på svensk tv.

- De smed det nærmest i hovedet på mig og sagde, at ”ja, det var sådan, det skete”. Der var et stort pres, det gjorde mig så bange.

- Jeg kan huske, at jeg var bange for politiet, men jeg tænkte, at hvis jeg gjorde, som de sagde, så ville de blive glade og tilfredse. Jeg har altid haft den der følelse af, at det ikke var mig, fortalte Robin på pressemødet.

De to håber nu at kunne lægge sagen bag sig og leve normale liv.

Hvem, der myrdede Kevin, er stadig et ubesvaret spørgsmål.

Svensk politi har åbnet sagen igen og gennemførte over 50 afhøringer i løbet af 2017.

Men faktisk fik efterforskerne i Arvika mulighed for at genåbne sagen allerede et år efter Kevins død.

I begyndelsen af maj 1999 blev den lille by på 12.000 indbyggere nemlig ramt af endnu en tragedie.

Denne gang var offeret tre år.

På en legeplads nær det sted, hvor Kevin blev kvalt, legede en lille dreng.

Da drengens mor kom for at hente ham, opdagede hun, at hendes søn havde været udsat for et overgreb.

Drengen blev kørt på hospitalet, og her kunne lægerne fortælle den bekymrede kvinde, at hendes søn var blevet voldtaget.

Men i denne sag havde gerningsmanden ikke heldet med sig.

Den lille drengs mor havde nemlig set en teenager løbe fra legepladsen i samme øjeblik, hun kom for at hente sin søn.

Teenageren blev anholdt og tilstod voldtægten.

Det viste sig, at drengen havde været i politiets søgelys før.

Flere børn i Arvika havde nemlig set ham tale med Kevin på dagen, hvor mordet fandt sted.

Men ikke nok med det.

Drengen havde også fortalt, at han fandt Kevins små sandaler i vandet 30 meter fra liget.

Voldtægtssagen fik imidlertid ikke politiet til at genåbne sagen mod Robin og Christian.

Politiets efterforskere med Rolf Sandberg i spidsen var sikre på, at de havde opklaret mordet på Kevin.

Da en journalist fra den svenske avis Expressen spurgte politichefen, om der kunne være en sammenhæng, svarede han:

- Der findes ingen som helst sammenhæng mellem de to forbrydelser.

Journalisten spurgte også Rolf Sandberg, om han nu var helt sikker på, at Robin og Christian ikke havde fået hjælp til at begå drabet eller skjule liget.

- Ja, absolut, svarede han.

- Det er utænkeligt, at de skulle have holdt det hemmeligt under så lang en efterforskning. Hvis de havde fået hjælp, ville vi vide det nu.

At tre helt unge mennesker i en lille bydel i Arvika på så kort tid havde gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, kaldte Rolf Sandberg for ”ulykkelige omstændigheder”.

Omfanget af de ulykkelige omstændigheder i Arvika forsøger politiet nu at klarlægge.

I dag arbejder et hold på otte efterforskere med sagen om Kevin.

Ingen af dem er fra politiet i Arvika.

Betjentene forsøger blandt andet at skaffe dna-spor fra Kevins tøj, som ved et tilfælde blev fundet i en papkasse på politigården i Arvika sidste år.

Tøjet skulle have været destrueret sammen med andet bevismateriale, men procedurerne blev ikke overholdt.

Efterforskerne ventes at komme med nyt om ganske kort tid.

Indtil da er Robin og Christian stadig formelt udpeget som skyldige.

Ifølge chefen for den nye efterforskning, Tomas Johansson, går politiet denne gang efter, at sagen mod en eventuel drabsmand skal kunne holde i retten.

Kære læser, du har nu læst artiklen om mordet på Kevin til ende.

Artiklen her bygger blandt andet på materiale fra dokumentarserien "Mordet på Kevin" som vises på TV 2 og TV 2 PLAY. 

Folkene bag dokumentaren har haft adgang til hele politiefterforskningen på print, set alle videoafhøringer og interviewet samtlige hovedpersoner i sagen.

De to første afsnit kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.

Hvis du har mod på andre længere artikler af samme slags findes der flere herunder: