Nigerias første hold til vinter-OL nogensinde går efter podiet i bobslæde

16x9
Her ses det nigerianske bobslædehold bestående af Ngozi Onwumere, Akuoma Omeoga og Seun Adigun. Foto: AFOLABI SOTUNDE / Ritzau Scanpix

Tre bobslædekvinder kommer til at skrive historie i Sydkorea. Hverken mænd eller kvinder fra Nigeria har deltaget ved vinter-OL før.

Det ligger ikke lige for, at et land som Nigeria stiller med et bobslædehold. Der er faktisk en del, der taler i mod det, klimaet for eksempel.

Måske der engang er faldet et snefnug i det store vestafrikanske land, men det kan ikke være mange. En indlysende bobslædenation er Nigeria ikke.

Vi ved godt, at chancerne for en podieplads er små, men det er altså det, vi går efter.

Ngozi Onwumere, bobslædekører

Tænker man Nigeria og sport, falder tanken mest på fodbold, hvor de er dygtige.

Som at rulle ned ad bakke i en skraldespand

Men nu stiller Seun Adigum, Ngozi Onwumere og Akuoma Omeoga op med deres bobslæde. De klarede kvalifikationen i januar ved at være blandt de 40 bedste hold i verden. Det var i sig selv en kæmpe sejr. Det bliver med Adigun som styrkvinde og en af de to andre som bremsekvinde.

For Seun Adigum begyndte det nye eventyr med en hjemmebygget slæde af træ.

- Vi kommer fra et kontinent, hvor ingen havde forestillet sig, at nogen en dag ville drøne ned ad en isbane med 150 kilometer i timen, lød det fra holdet til BBC sidste år.

De tre nigerianske bobslædekørere vifter med deres flag ved en præsentation for nogle få dage siden.
De tre nigerianske bobslædekørere vifter med deres flag ved en præsentation for nogle få dage siden. Foto: AFOLABI SOTUNDE / Ritzau Scanpix

Helt fra bunden er de tre kvinder nu ikke startet. De har alle været med i atletik på højt niveau. Adigun stillede op i 100 meter forhindringsløb ved OL i London i 2012. Men nu er det bobslæde, og målet har hele tiden været at komme med til OL.

De sammenligner følelsen, man har, når man tordner ned af banen med den fornemmelse, man ville have, hvis man trillede ned ad en bakke i en skraldespand.

Den ene af de tre kvinder har tidligere deltaget ved et OL. Her ses Seun Adigun, da hun deltog ved OL i 2012 i disciplinen hækkeløb.
Den ene af de tre kvinder har tidligere deltaget ved et OL. Her ses Seun Adigun, da hun deltog ved OL i 2012 i disciplinen hækkeløb. Foto: FRANCK FIFE / Scanpix Denmark

Man skal kunne lide risikoen

De siger, at der skal mindst tre ting til for at gøre sig gældende: For det første skal man kunne lide risikoen – life on the edge. For det andet, at man giver sig 100 procent og evner at koncentrere sig hvert eneste millisekund af det ene minut, turen tager, og for det tredje disciplin, fordi holdet og dit land forventer det af dig. 

Træningen kan af gode grunde ikke foregå i hjemlandet. Canada og USA er dér, hvor de har klaret sig igennem nåleøjet og kvalifikationen. Dyrt er det også. De har ikke nogen nigeriansk bobslædeunion i ryggen. Alene af den grund at den ikke findes.

De har selvfølgelig sponsorer, men de har også spinket og sparet og er flyttet til et billigere sted.

En bobslæde kommer op på en fart af 150 km. i timen. Her er det den amerikanske tomandsbob ved et World Cup stævne sidste år.
En bobslæde kommer op på en fart af 150 km. i timen. Her er det den amerikanske tomandsbob ved et World Cup stævne sidste år. Foto: JOHANN GRODER / Scanpix Denmark

Folk troede ikke på dem

Når man ser TV-interviews med de tre, får man fornemmelsen af, at de har let til smil og fis og ballade. Der bliver grinet meget, men man skal ikke tage fejl. De er så fokuserede, som man kan blive og har allerede nået det første mål - at repræsentere Nigeria ved vinter-OL.

De taler alle med en bred amerikansk accent, og de er da også født i USA, men de føler sig som nigerianere – er nigerianske statsborgere - og kan ikke vente med at bære det grøn-hvide flag ind på stadion. Stoltheden lyser ud af dem, når de taler om det.

- Folk troede ikke, at vi havde en chance, men nu kan de se, at alt er muligt, siger Ngozi Onwumere til BBC.

– Vi ved godt, at chancerne for en podieplads er små, men det er altså det, vi går efter.

Hvis det hele minder om noget, man har hørt før, så er det ikke helt galt. I 1988 stillede den caribiske ø-stat Jamaica op med et bobslædehold. Historien om dem blev senere til filmen Cool Runnings.