Formodet krybskytte ædt af løver i Sydafrika

16x9
Løver fra Kruger National Park har tilsyneladende spist en krybskytte. Foto: STEPHANE DE SAKUTIN / Scanpix Denmark

En ladt jagtriffel blev lørdag fundet nær stedet.

En flok løver i nærheden af Kruger National Park har overfaldet og dræbt en person, der formodes at være en krybskytte. Det skriver AFP.

Parken ligger i provinserne Mpumalanga og Limpopo i Sydafrika og er en af verdens dyrerigeste.

Resterne af krybskytten blev fundet i bushen i en privat park i nærheden af Hoedspruit i den nordlige provins Limpopo, hvor dyr i stigende grad er blevet jagtet ulovligt de seneste år.

- Det virker til, at krybskytten jagtede i parken, da han blev angrebet og dræbt af løver. De åd næsten hele hans krop og efterlod kun hans hoved og nogle rester, siger talsmand for Limpopos politi Moatshe Ngoepe til AFP.

En ladt jagtriffel blev fundet nær kroppen lørdag morgen. Politiet forsøger at identificere offeret for løvernes appetit.

Sidste år blev flere løver fundet forgiftet i nærheden af en gård i samme provins, hvor deres hoveder og poter var savet af.

Kropsdele fra løver bliver brugt i traditionel medicin.