Kraftigste raket i 45 år sendes i rummet med Tesla ombord

Verdens kraftigste rumraket sendes ud i rummet tirsdag aften, hvis det hele da ikke ender i en gigantisk eksplosion.

Der står en hvid rumraket på en affyringsrampe på Kennedy Space Center i USA.

Tirsdag aften dansk tid kommer den måske til at skrive verdenshistorie med sin hvide røgfane, når de 27 raketmotorer løfter det hvide kulfiberskrog fra Jorden - eller også går det hele til grunde i et flammehav.

Jeg elsker tanken om en bil der driver gennem rummet i al uendelighed.

Elon Musk, iværksætter

Hvad der kommer til at ske, når nedtællingen til affyring når nul, er i skrivende stund et ubesvaret spørgsmål, men raketten har sådan set allerede skrevet sig ind i rumfartens historie.

Den er nemlig en af de kraftigste, der nogensinde er bygget. 

Sidste gang, der blev opsendt en større raket, var da USA sendte mennesker til Månen for 45 år siden.

Dengang hed raketten Saturn V.

Nu er navnet SpaceX Falcon Heavy, og den nye raket opsendes fra det historiske affyringskompleks 39A på Cape Canaveral i Florida, hvor missionerne til Månen og opsendelserne af rumfærgerne også foregik.

Det fremgår af det datablad om opsendelsen, som folkene bag SpaceX har offentliggjort.

Raketten her har hverken mennesker eller rumkapsler om bord, til gengæld har den en rød Tesla Roadster i lastmodulet.

Bilen skal fungere som en slags falsk last for kæmperaketten, og det er planen, at Teslaen skal slippes fri i rummet.

Og hvorfor nu det?

-
- Foto: TV 2 / SpaceX

Det er rigmanden Elon Musk, der står bag raketten. Han ejer også bilmærket Tesla, og da han blev spurgt, hvorfor i alverden han vil sende en bil til 100.000 dollars ud i rummet, svarede han:

- Jeg elsker tanken om en bil, der driver gennem rummet i al uendelighed og måske bliver opdaget af rumvæsener flere millioner år ude i fremtiden.

Så man kan påstå, at raketopsendelsen nok bliver verdens dyreste bilreklame. 

Elon Musks firma oplyser selv prisen for opsendelsen af den enorme raket til at være 90 millioner dollars. Til sammenligning kostede en af verdens dyreste bilreklamer, Chryslers 'Imported from Detroit' i alt 12,4 millioner dollars at producere.

Men der er også en anden forklaring på, at der er en bil om bord og ikke en kostbar satellit.

Bilen gøres klar til affyring.
Bilen gøres klar til affyring. Foto: Elon Musk / Instagram

Det er nemlig første gang den nye raket afprøves, så der er risiko for, at det hele ender i en gigantisk eksplosion på affyringsrampen.

- Falcon Heavy kræver, at 27 raketmotorer tænder simultant. Der er meget, som kan gå galt, sagde Elon Musk ved en konference om den nye rumraket sidste år.

- Det er en af de ting, som er svært at teste på jorden... Der er en pæn risiko for, at fartøjet ikke når i kredsløb, lød det videre fra Elon Musk.

Og hvis raketten eksploderer, er det ikke første gang, at Elon Musks rumprojekt bliver ramt af uheld.

I september 2016 eksploderede en raket af typen Falcon 9 og ødelagde affyringsrampen på Cape Canaveral.

Eksplosion i 2016 Video: Peter Møller

Det tog mere end et år at udbedre skaderne.

Den nye Falcon Heavy består i store træk af tre sammenbyggede Falcon 9-raketter.

Hvis opsendelsen lykkes, vil det ifølge Elon Musk blive muligt at sende mennesker til Månen og Mars med den nye raket. 

Den enorme kraft i rakettens 27 motorer har samme styrke som 18 passagerfly af typen Boeing 747, og til at begynde med, er det planen, at den skal sende satellitter i kredsløb om Jorden.

Faktisk er raketten allerede booket til at sende to kommercielle telekommunikations-satellitter i kredsløb, skriver mediet Spaceflightnow.com.

Desuden har USA's luftvåben også lagt billet ind på at bruge raketten - hvis den altså virker.

Og hvorfor er det nu nødvendigt med en større raket?

Raketten på rampen i Florida.
Raketten på rampen i Florida. Foto: JIM WATSON / Ritzau Scanpix
Delta IV Heavy er den største rumraket i drift. Den nye Falcon Heavy har dobbelt så mange kræfter.
Delta IV Heavy er den største rumraket i drift. Den nye Falcon Heavy har dobbelt så mange kræfter. Foto: Handout / Scanpix Denmark
Den kraftigste rumraket nogensinde - NASA's Saturn V. Den bragte mennesker til Månen, men blev sendt på pension i 1970'erne. Billedet her er fra 1970.
Den kraftigste rumraket nogensinde - NASA's Saturn V. Den bragte mennesker til Månen, men blev sendt på pension i 1970'erne. Billedet her er fra 1970. Foto: Scanpix Denmark

Ifølge folkene bag SpaceX koster den nye raket 90 millioner dollars per opsendelse. Til sammenligning koster den kraftigste raket, der lige nu er i drift - Delta IV Heavy - 400 millioner dollars per opsendelse.

Den er altså billigere - og så er den nye raket endda dobbelt så kraftig.

Årsagen til, at Elon Musks firma kan bygge så billigt er, at der er planer om at genbruge rakettens dele.

Når lastmodulet er sendt op, er det meningen, at løfteraketterne skal vende om i rummet og flyve retur til Jorden.

Når raketten er nået ud af Jordens atmosfære kobles løfteraketterne fra.
Når raketten er nået ud af Jordens atmosfære kobles løfteraketterne fra. Foto: SpaceX / TV 2
Løfteraketterne har brændstof nok til at kunne vende om og flyve tilbage.
Løfteraketterne har brændstof nok til at kunne vende om og flyve tilbage. Foto: SpaceX / TV 2
Raketterne lander samtidig og skal efter planen genbruges.
Raketterne lander samtidig og skal efter planen genbruges. Foto: SpaceX / TV 2

De to yderste løfteraketter skal efter planen lande på Kennedy Space Center i Florida, mens den tredje raket skal lande på en fjernstyret platform til søs.

Og den røde Tesla?

Den slippes løs med en hastighed på 11 kilometer i sekundet (39.600 km/t) i retning mod Mars.

Den røde Tesla slippes løs.
Den røde Tesla slippes løs. Foto: SpaceX

Efter planen skal den røde bil nå 400 millioner kilometer væk fra Jorden og gå i kredsløb om Solen.

- Vi anslår, at den vil være i kredsløb i flere hundrede millioner år, måske endda i over en milliard år, oplyser Elon Musk.

Bilen er rigmandens egen gamle brugte Tesla, og der er monteret en mannequindukke bag rattet.

Det er planen, at bilradioen skal være tændt og spille David Bowies hit 'Space Oddity', mens bilen svæver gennem rummet.

I handskerummet vil Elon Musk placere et eksemplar af Douglas Adams' roman Hitchhikers Guide to the Galaxy samt et håndklæde og et skilt med ordene "Don't Panic".

Den røde Tesla svæver mod Mars.
Den røde Tesla svæver mod Mars. Foto: SpaceX