Fitness-app afslører soldaters positioner

16x9
De lyse streger på kortet til venstre viser soldaternes ruter med Strava-app'en. Foto: TV 2/Scanpix STF SGT ANTONIETA RICO

Et interaktivt kort, der viser folks fitnessaktiviteter verden over, afslører følsomme informationer om militære baser.

Den amerikanske Strava-app kan holde styr på din træning, både i form af mængde, puls, hastighed og længde. Og netop den sidste faktor har vist sig at være et problem.

Løbeglade soldater på militære baser rundt omkring i verden har nemlig brugt app’en og dermed afsløret deres ruter uden at vide det.

Amerikanske baser er tydeligt identificerbare og mulige at placere på et kort

Nathan Ruser, studerende

I november sidste år offentliggjorde Strava et såkaldt ’heatmap’, der viser folks ruter optegnet med lys på et interaktivt verdenskort, hvor man kan zoome ind og ud. Jo flere gange folk er gået, løbet eller cyklet en given vej, desto mere lyser ruten op.

Her kan man se Strava-kortet, når det er zoomet ud. Bemærk at storbyer og tætbefolkede områder lyser intenst op, mens ørkenområder og konfliktzoner ser mørke ud.
Her kan man se Strava-kortet, når det er zoomet ud. Bemærk at storbyer og tætbefolkede områder lyser intenst op, mens ørkenområder og konfliktzoner ser mørke ud. Foto: Screenshot/TV 2

Kortet er ikke 'live', men det viser de godt 27 millioner brugeres samlede aktivitet over de seneste to år. Det er blevet til mere end tre milliarder ruter.

App’en er væsentligt mere populær i vesten, hvilket har medført, at især amerikanske baser lyser op som isolerede ’hotspots’ i Mellemøsten, skriver BBC.

Studerende opdagede sikkerhedsbrist

Det var den 20-årige studerende Nathan Ruser fra Australien, der først begyndte at undre sig over kortets små isolerede hotspots i lande som Syrien, Irak og Afghanistan.

Nathan studerer international sikkerhed, og da han sammenlignede stederne med kendte amerikanske baser, gik det op for ham, at den var helt gal.

Lørdag afslørede han på Twitter, hvordan soldaternes aktiviteter lyser op i landskabet:

- Amerikanske baser er tydeligt identificerbare og mulige at placere på et kort.

Det blev hurtigt opsnappet af de amerikanske myndigheder, som nu vil stramme op.

- Vi tager det meget seriøst og overvejer lige nu, om der er behov for ekstra træning eller vejledning, og om der er behov for nye retningslinjer, så vi kan sikre den fortsatte sikkerhed for vores personel, siger Major Audricia Harris, der er talsperson for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til CNN.

Slå privatindstillinger til

Det var ellers Pentagon selv, der tilbage i 2013 opfordrede deres medarbejdere til at bruge fitnessarmbåndet Fitbit, som monitorerer aktivitet via Strava-app’en. De sendte 2500 armbånd ud til militære medarbejdere som en del af et pilotprogram, der skulle bekæmpe fedme.

Hvis man ikke ønsker at dele sine aktiviteter via app’en, så skal man aktivt gå ind og slå privatindstillingerne til. Noget tyder på, at det ikke er gået op for alle brugerne.

Efter opdagelserne har Strava udtalt, at de vil arbejde på at gøre det mere tydeligt, hvordan man slår sine privatindstillinger til.

Afsløringer ændrer ikke noget for det danske forsvar

Det norske medie NRK har opsporet træningsprofiler på 20 personer gennem Strava-app'en. Personerne, som også inkluderer danskere, har brugt fitness-app'en mens de har opholdt sig i militære baser i Afghanistan og Irak.

Men det har ikke givet grund til bekymring hos det danske forsvar.

- Danske styrker på internationale missioner er udsendt på mandat fra Folketinget. Det er ikke hemmeligt, hvor danske styrker opererer og hvilke lejre, styrkerne opererer fra, skriver presserådgiver i Værnfælles Forsvarskommando Søren Lindhardt i en mail til TV 2.